Plader

Darkness Falls: s.t. EP

Skrevet af Lise Christensen

Darkness Falls lader kulturkamp være kulturkamp og har skabt en ep med tydelige nordamerikanske inspirationer. Twang, postpunk og melankoli giver et kort og spraglet hint om, at der kan være spændende lyd i vente fra kvindeduoen.

At tænke sig, at Danmark har fået en ‘assimilationsminister’. Det rejser nogle ganske interessante spørgsmål til, hvordan man må arte sig i dette land. Hvis folk, der kommer til udefra, får som krav, at de skal indordne sig under det allerede eksisterende, under de danske værdier, hvordan stiller det så folk, der allerede befinder sig i landet, men kigger uden for dets grænser?

Tænk sig, hvis assimilationens krav om at tilpasse sig nogle konstruerede forestillinger om det danske også lagde sig som en grænse om kunsten, musikken? I stedet for Fallulahs balkanpop, Powersolos amerikanske hillbilly-flabethed eller Iceages engelskinspirerede postpunk ville vi se en musikscene domineret af folkemusikkens brug af violiner, klaver og harmonika tilsat tekster inspireret af lige dele Holger Drachmann og Benny Andersen. Måske man endda kunne få en lur på scenen og da helt sikkert en blandt publikum.

Et projekt som Darkness Falls ville i hvert tilfælde have svært ved at forsvare sin grundfæstede danskhed. Duoen består af Josephine Philip (endvidere en del af Jaconfetti)  og Ina Lindgreen. Sammen udgjorde de tidligere to sjettedele af kvinde-ska-bandet Favelachic. Allerede dengang havde de svært ved at begrænse sig til hjemlandets inspirationer og diskede i stedet op med alverdens genrer; bl.a. ska, reggae, jazz og hiphop. På Darkness Falls’ selvbetitlede debut-ep bliver der også leget med inspirationerne fra verden og hovedsageligt dem fra den anden side af Atlanten.

Lyden på den fire numre lange Darkness Falls er et møde mellem rock, country og elementer af postpunk tilsat blid sang og lange »uh«-kor-sekvenser. Pladen er produceret i samarbejde med Anders Trentemøller. Åbningsnummeret “Noise on the Line” er det mest tekstrige og samtidig mest akustiske nummer på ep’en. Det er en helt straight sang bundet op på guitar, tamburin og en bittersød fortælling om kærlighed i opløsning, kærlighed med støj på linjen. Den heftige belægning af tamburin over trommesporet giver melodien en slæbende, let tøvende kvalitet, som om taktslaget hele tiden er ved at blive forsinket. Sød og flot sang, men i en form man har hørt mange gange før.

“Hey!” er noget mere interessant. Den lægger ud med uncanny theremin-inspirerede hylelyde, der er en Scooby Dooh-sekvens værdig. Den sættes op mod versets surf’n’western-stil med en fin gennemgående basfigur suppleret med twang-guitar og kastagnetter. En dame, der holder guitaren i lige så strakt arm som Lindgreen, kunne være engelske Anna Calvi. Samtidig trækker tekst, brugen af synthesizer og vokal også tanken hen på postpunk såvel som den mere poppede new wave, hvilket bliver specielt tydeligt i de vrængende »hey!«, der slynges ud mod omverdenen – i en protest mod kravet om at skulle præstere, selvrealisere og være et eksempel til efterlevelse. Lig en mere afdæmpet og høflig udgave af kvinde-postpunkerne Delta 5 bliver der råbt og protesteret. Sangen bliver mere interessant proportionelt med, at der bliver øst mere og mere discorock-synthesizer ud over melodien.

“Strangers Coming” tager stemningen i en helt anden retning og byder på brede klangrum og melankolske »uh«-kor. En sang, der ikke på samme måde som ep’ens andre numre formår at træde i karakter.

“Paradise Trilogy II” tager country-elementet fra åbningsnummeret op og lader det udfolde sig i en ordløs remake af et westernsoundtrack. I centrum står twang-guitaren omgivet af en enkel trommerytme og korsang, der sammen skaber en oplevelse af bevægelse og åbne vidder. Dog er nummeret med dets setting en bevægelse væk fra den traditionelle western – her er det kvinderne der styrer spillet, som det også ses med det nye western-remake “True Grit”s (2011) Mattie Ross-karakter. Nummeret kommer dog mere til at virke som underlægningsmusik end et selvstændigt værk og danner derfor et noget alternativt og lettere malplaceret slutpunkt for ep’en.

Det kunne have været interessant at se, hvad duoen kunne have fået ud af et krav om at ’spille dansk’, men endnu mere spændende er det dog nok at få lov til at snuse til, hvad de formår at skabe, når de blander forskellige inspirationer fra hovedsageligt det nordamerikanske. Genremæssigt supplerer de enkelte numre som sådan hinanden fint, men tempoet føles ved gentagne gennemlytninger fladt. Det skal blive interessant at befinde sig i duoens selskab lidt længere end de godt 15 minutter, som Darkness Falls varer.

★★★☆☆☆

Deltag i debat