Koncerter

Dean Wareham, 27.04.11, KB18, København

Skrevet af Søren Jakobsen

Det lignede den legendariske og for længst opløste artrock-gruppe Galaxie 500, der optrådte på KB18, men det var kun Dean Wareham. Det lod hverken Wareham, band eller publikum sig nu mærke med, og sætlisten kunne ikke have været meget bedre.

For små 20 år siden lagde Dean Wareham, Naomi Yang og Damon Krukowski det skelsættende Galaxie 500 i graven og afsluttede dermed en kort, men stort set pletfri karriere. De tre små mesterværker, Today, On Fire og This Is Our Music, kan man heldigvis fortsat fornøje sig med, og de har siden dannet skole for stimevis af indierockgrupper som Low, Clientele og Brian Jonestown Massacre, der i øvrigt gav et vip med hatten, da de udgav And This Is Our Music i 2003.

Galaxie 500 i de gode gamle dage.

Forsanger og guitarist Dean Wareham har haft varierende succes med sine bedrifter siden, og selvom hans Luna-projekt måske nåede ud til flere mennesker, kan man godt argumentere for, at det er Galaxie 500, man vil huske den krøllede new zealænder/amerikaner for. Derfor kan det virke om ikke decideret logisk, så i hvert fald oplagt for Wareham at genbesøge sin støjrockede ungdom, som han har valgt at gøre med sin ‘…plays Galaxie 500’-tour.

Der var i hvert mere end almindeligt salige smil at spore hos de fleste af de tilstedeværende denne aften på arvtageren til Lades Kælder, KB18 på Vesterbro, og det kan ikke være helt forkert at konkludere, at de fleste knap havde smidt støttehjulet, da Galaxie 500 i december 1990 gæstede København sidst. Så meget desto mere årsag til at have store forventninger til en koncert, der heldigvis holdt et lydniveau, der til tider så ud til at være ved at rive hovedet af de forreste. De havde i det hele taget det meste af morskaben, da sceneindretningen dannede en kødrand af mennesker i en halvcirkel, der gjorde udsynet og lyden besværlig at opfange, hvis man stod blandt de bagerste. Til gengæld fik man en intim klubstemning, der ville være gået fløjten mange andre steder i København.

Wareham m.fl. lagde ud med den duvende “Flowers”, der meget passende også er første nummer fra deres første album, Today. Det stod relativt hurtigt klart, at Galaxie, undskyld Dean Wareham, ikke var kommet for at danse, men for at vælte det hele, og mange af de mere eksplosive passager fra pladerne blev pumpet væsentligt op i volumen. En væsentlig faktor var tilføjelsen af den ekstra guitarist Miguel Matalin, der dog for det meste var camoufleret bag Warehams mur af feedback og smadder. Alt andet ville også have undret, for der er ingen tvivl om, hvor fokus skulle lægges.

Først og fremmest har Wareham altid været en af verdens allerbedste dårlige guitarister. Det lyder ved Gud ikke altid særlig kønt eller præcist, når han okser sine skæve og skingre skalaer ud over de hostende Galaxie-kompositioner, men der er ikke meget, der lyder mere rigtigt. På samme måde som Neil Young, Stephen Malkmus og andre lignende guitarikoner har han en ualmindeligt god fornemmelse for, hvordan man med begrænsede midler krænger mest muligt ud af en guitar tilsluttet en forstærker, hvis man bare vil.

Og det ville han. Dertil var det rart at høre, at den nu knap 48-årige amerikaner stadig formår at lyde som den kvækkende, usikre knægt, der i Galaxies naivistiske tekstunivers sang om småkager og at blive i sengen, når omverden er nederen. Til tider overgik hans vokalpræstation nærmest albumudgaverne, og den skingrende smukke “Snowstorm” var et af aftenens absolutte højdepunkter på den konto. Nummeret er måske det bedste eksempel på G500’s dynamik i deres sangkatalog, og det var intet mindre end en fryd at høre det blive fremført så perfekt.

I løbet af den knap halvanden time lange koncert blev alle tre plader genbesøgt meget demokratisk, og det var derfor på alle måde en komprimeret skive af Galaxie 500s output, man fik serveret. Der var enkelte sjuskefejl undervejs, bevares, men Galaxie 500 skal også gerne, i tråd med Warehams spillestil, være lidt løst i koderne og valse lidt ladt rundt i tempoet. I det hele taget var frontmandens kone Britta og især trommeslager Anthony LaMarca meget kompetente til at fange dynamikken i numrene, selvom det måske blev lige lovlig snorlige udført i enkelte tilfælde.

På den anden side har de langvarige kamikazeløb ud i galaksen egentlig også altid været Warehams del af showet, og han skuffede ikke på den konto. Når bandet forsøgte at svejse numrene fast, slap han ud imellem sprækkerne og pøsede den ene guitarsolo efter den anden ud over det ene hit efter det andet. Og dem var der godt nok mange af. Stærkest stod den spinkle “Decomposing Trees”, en knagende smuk “Blue Thunder” samt “Don’t Let Our Youth Go to Waste”, mens Brittas vokal, i forhold til Naomi Yangs oprindelige indspilning, var for karakterløs til at bære frosthymnen “Listen the Snow Is Falling” ordentligt.

Mange af numrene var derudover stort set identiske med albumversionerne, men flere gange gav Wareham pokker i det og lod for alvor sin Les Paul slippe skrigende og vrælende ud over stepperne. Som nogle påpegede under koncerten, så er der på mange måder to slags G500-tilhængere: dem, der foretrækker de simplere, rolige numre og den knirkende vokal, og så alle guitarnørderne, der stod og lod sig hypnotisere totalt af Warehams eskapader.

Hvis man holder fast i den forestilling, var det stadig tydeligt, at begge grupperinger lod sig dupere ligeligt, og Wareham var på samme måde i et ret løssluppent humør, der kun blev bedre i løbet af koncerten. Han knævrede lystigt med publikum og viste sig oven i købet som en gentleman, da han under ekstranumrene inviterede en gammel ven på scenen.

Danske Nikolaj Nørlund og Warehams bekendtskab går helt tilbage til starten af 90’erne, og Nørlund gæsteoptrådte såmænd også sidste gang, Dean & Britta spillede i København, på Nørrebros Drone. Ved den lejlighed var det med blandet succes, da Nørlund først formåede at tabe Warehams guitar og siden fik byttet lidt rundt på teksterne i New Order-coveret “Ceremony”, så derfor var det vel på sin plads, at Nørlund fik mulighed for revanche.
Dele af det ellers overtilfredse publikum var ikke helt fornøjede over danskerens indblanding, men Wareham punkterede den pressede atmosfære ved at hævde, at det skam var ham, der havde tabt Nørlunds guitar. Nørlund gjorde dog ikke så meget væsen af sig, og man kunne alligevel ikke høre, hvad han spillede bag Warehams torden.

Afslutningskanonaden med både det føromtalte, ugudeligt gode cover af “Ceremony” og den buldrende guitarorgasme “Fourth of July” fjernede den sidste tvivl om, hvorvidt det ville være en fersk oplevelse at høre Galaxie 500-numrene genopført. Det var det måske lidt i starten, men man skulle også lige rive sig løs af tanken om, at det var det oprindelige band, for den forventning kunne Wareham og co. trods alt ikke leve op til. Det er dog uomtvisteligt, at det var en ualmindeligt god og vellignende reproduktion af Galaxie-magien.

Og de, der skulle have været i tvivl om, hvorvidt Wareham egentlig sådan rigtig gider spille de numre for andet end mammons skyld, må også være blevet overbevist af frontmandens tydelige glæde ved igen at vride sin guitar som en klejne, selvom det her og der lugtede lidt af rust, hvilket da også tror pokker. Så kan man jo altid skrue højere op for reverben.

★★★★★½

Deltag i debat