Does It Offend You, Yeah? er klar med opfølgeren til deres debutalbum, You Have No Idea What You’re Getting Yourself Into, og det nye materiale klinger faktisk helt godt. Det andet album fra det fem år gamle britiske band indeholder 60 procent electronica/new rave-stemning, 20 procent lidt blødere rockpopnumre og 20 procent blandede bolcher. Der gives med denne opdeling plads til både det maniske og det afdæmpede, hvilket faktisk tilfører lyden en skøn diversitet. Desuden er det klart, at Does It Offend You, Yeah? har en forkærlighed for det elektroniske i deres lydbilleded, og derfor er det en fordel, at man kan lide denne genre, når man lytter til Don’t Say We Didn’t Warn You. Det er dog ikke et must, for pladen rummer mere end det, og der er en del guldklumper at hente, hvis man lige graver lidt.
Numre som “Yeah”, “Monkeys” og “Wrestler” viser bandet fra den mere eller mindre rene elektroniske side, og de tre numre minder i opbygning om hinanden, da de langsomt bygger op til en electronica-eksplosion. De beats, der bliver bygget op, er egentlig massive nok med bund i trommerne og diverse syntetiske lydsammensætninger ovenpå, men lyden har det også med at blive en anelse larmende en gang imellem. Derfor er det vigtigt for pladen som et hele, at der samtidig findes rockpopnumre, da de sørger for, at lytteren ikke kører træt i det til tider hektiske musikalske forløb.
Der er mange aspekter af albummet, og det spænder vidt. Fra den elektroniske, synthede lyd til rap med tekstlig inddragelse af Bill Hicks (amerikansk komiker, R.I.P.) i “Wondering” til det mere atmosfæriske, nærmest stillestående, som på nummeret “Broken Arms”. I “Wondering” lyder teksten: »I keep seeing Bill Hicks’ ghost / He says World War Four will be fought with sticks and stones.« Dette leder over i den ros, bandet skal have for at afbilde sig selv på så mange forskellige og modsatrettede måder, fordi det ikke skaber et fragmenteret billede af, hvem de er.
Tværtimod er det forfriskende at opleve en gruppe, der har så mange lydlige sider, hvor akustisk guitar afleder hardcore techno-tempo, som igen afledes af poprocknumre som “Pull Out My Insides” og “Wrong Time Wrong Planet”.
Man kan dog kritisere forsanger James Rushent for meget af tiden at lyde som andre sangere: Colin Doran (Hundred Reasons), Matthew Bellamy (Muse) og Thom Yorke (Radiohead), hvilket bestemt viser hans alsidighed som sanger, men også må ses som en brist, i og med at han ikke får skabt sin egen stemme.
Alligevel er det imponerende, at der – trods overrepræsentationen af electronica – er så god sammenhæng på pladen. Jeg ville nok i virkeligheden have foretrukket, at nogle af de elektroniske numre blev smidt ud, og jeg tror heller ikke, det på nogen måde ville gøre pladen statisk. Disse kritikpunkter skal dog ikke underminere, at pladen egentlig gør sig godt og fortjener nogle lyt, for det kræver adskillige gennemlytninger, før man finder ud af, hvad Don’t Say We Didn’t Warn You handler om.
