Plader

Dreamjockey: Earthquakes, Religion and Heartaches

Skrevet af Trine Jørck

Dreamjockey vil skabe et poetisk og drømmende univers med rum til formidling af livets store spørgsmål og følelser. En ambitiøs målsætning, som kun delvist indfries, da lyrikken forhindrer drømmeridderne i at nå de helt store vidder.

Måske kender du følelsen af at kigge på en smuk solnedgang og samtidig føle afmagt. Afmagt over ikke at kunne finde ord store nok til at formidle de følelser, situationen vækker i dig. Du stræber efter at kunne dele den unikke oplevelse af nærvær og tilstedeværelse med andre. Velvidende, at jeg måske tager munden for fuld, fristes jeg til at sige, at det er det, poesi og kunst drejer sig om. At nærme sig et sprog og en udtryksform, hvormed man kan kommunikere de store og sublime følelser ud til verden.

Med Dreamjockey i ørerne strøg jeg en dag gennem Københavns gader og stræder på min cykel. Det var strålende solskin. På min vej passerede jeg steder, som optræder på Earthquakes, Religion and Heartaches. Med linjer som »A sunny day in Christiania« og »In the Copenhagen Harbour« fik jeg fornemmelsen af at være i skoene på Kristian Harting og Mads Beldring, da ideerne til albummet blev udklækket. Jeg syntes at kunne forstå deres ambition om at formidle det, der svært kan formidles; stemninger, følelser og intuition.

Projektet er klart. Målet er et album, som handler om håb, frihed, kærlighed og kreativitet. Enkelte linjer står stærkt og klæder – både melodisk og stemningsmæssigt – musikken, men i det store hele er albummet lyrisk set for banalt. Jeg sidder efter mange tålmodige gennemlytninger tilbage med en følelse af, at flade klichéer stikker ud og kvæler de følelser og tanker, som det netop var målet at formidle. Med kategorisk retorik råber Dreamjockey mig ind i hovedet, at det her handler om JORDSKÆLV, RELIGION OG HJERTESORGER. Det bliver for direkte, for meget og for søgt. I stedet for at lade troen, poesien, kærligheden og kreativiteten blomstre og leve sit eget liv mellem linjerne tværer de ordene ud i hovedet på lytteren. Jeg forstår projektet, men når man slår så stort et brød op, skal man virkelig være en stor poet for at hive den i land, og det synes jeg desværre ikke er tilfældet her.

Musikalsk ser det anderledes ud. Med et stort overskud og øre for det gode arrangement formår Dreamjockey på mange måder at formidle det, som synes mislykket i lyrikken. Med en fascinerende evne til dynamisk at veksle mellem det indadvendte og udadvendte, det psykedelisk syrede mod det lette og afdæmpede og det rytmisk tunge mod det svævende og flydende styrer Dreamjockey lytteren gennem en spændende rejse af maleriske lydlandskaber. Man fornemmer jordskævlet og den gyngende grund i den psykedeliske “Earthquakes”, man ser sig selv svæve over prærier og sletter i det eftertænksomme og drømmende univers i “Seek and Destroy”, man springer glædestrålende rundt til trompeter, pulserende rytmer og liflige guitarriff i nummeret “Hurrah”, og i “Restless Girl Do Bounty Boy” driver man dovent, rastløst og søgende rundt. I en finurlig kombination af gammel 50’er-rock, storslåede blæser- og korarrangementer og markante og pulserende rytmer formår de som bl.a. Efterklang og Slaraffenland at skabe deres egen unikke lyd. Det hele bindes sammen af stærke og fængende melodier.

Earthquakes, Religion and Hearthaches er et spændende bud på en fortolkning af tidens alternative folk, det er et modigt forsøg på at omfavne det sublime og står i sin helhed som et selvstændigt og anderledes album. Men Dreamjockey når kun den halve sejr. Hvad angår teksterne, står Dreamjockey svagt i deres forsøg på at være storslåede og poetiske. De efterlader ingen plads for lytteren til selv at associere, drømme og skabe egne fortolkninger, og det bliver hurtigt banalt og ligegyldigt. Med stor respekt for bandets ambitioner og musikalske kunnen kan jeg kun konstatere, at Dreamjockey har et stort potentiale. Med deres andet album har de to drømmeriddere nærmet sig den hemmelige skat bag horisonten, men der er stadig et stykke vej endnu.

★★★½☆☆

Om skribenten

Trine Jørck

 

Biografi:

På min musikalske rejse har jeg rejst milevidt. Som 2-årig spankulerede jeg rundt i min ble og sang opera, mere specifikt Carmen. Med en opvækst i et hjem med alle de gode gamle klassikere og mere til fejler min musikalske opdragelse ingenting. Der var alt fra Bob Dylan, Neil Young, Led Zeppelin og Jimi Hendrix til David Bowie, Velvet Underground, Leonard Cohen og Paul Simon, fra Nina Simone, Billie Holliday, Jan Johanson og NHØP til Wagner, Beethoven og Vivaldi.

Mit teenageoprør bestod i at vende "den gode" musik ryggen, og kaste mig hovedkulds ud i boyband-sfæren med navne som E17, Take That og Backstreet Boys. Efter i et par år at have købt alle cd'er, bøger, klistermærker og flag og have tapetseret mine vægge med plakater fra Mix, Vi Unge og det tyske Popcorn stødte jeg på Björk. Hun revolutionerede min verden. Hendes måde at sammenkoble så mange musikalske stilarter, æstetiske udtryk og kløgtige tekster med en enormt ekspressiv vokal imponerede mig og imponerer mig til stadighed.

Som en lille skytsengel sidder Björk i mit baghoved. Selvom min musikalske rejse for en stund har ført mig tilbage til rødderne, hvisker hun mig i øret, at god musik ikke er et spørgsmål om stilarter og genrer, men et eller andet andet. Hvad det er, som gør god musik god, er svært at sige, men det er mit mål med dette anmelderi at forsøge at komme det nærmere.

Skriv et svar