Plader

Gil Scott-Heron & Jamie xx: We’re New Here

Hvad sker der, når dybtfølt poesi møder moderne beats og elektroniske samples? Det er udgangspunktet for seneste udgivelse fra den engelske producer Jamie ‘xx’ Smith, der remixer digteren og soul-veteranen Gil Scott-Herons seneste udspil.

‘I’ er blevet til ‘we’. Og det er ikke den eneste forskel, som distancerer Jamie Smiths remix-udgivelse fra Gil Scott-Herons 2010-plade, I’m New Here.

Den enkelte omskrivning af albumtitlens første ord er ganske vist rammende for det faktum, at Jamie Smith utvivlsomt har lænet sig op ad Gil Scott-Herons første plade i 15 år, herunder ikke mindst Scott-Herons tekster. Samtidig har Smith dog søgt at skabe en anderledes musikalsk rammefortælling omkring disse. Smith, der af nogle måske kendes fra indiepop-trioen The xx, har i sin relativt korte karriere været garant for en musikalsk ungdommelighed i sine produktioner, der på papiret står i interessant kontrast til Herons rustne stemme og poetiske lyrik. Det fornemmes da også fra albummets indledende skæring, at der i høj grad er tale om et mix mellem to musikalske verdener.

»I did not become someone different that I did not want to be. But I’m new here. Will you show me around?« Med disse selvreflekterende ord, der kunne handle om en mand over for en (om)verden i forandring, lægger Gil Scott-Heron fra land på pladens første nummer, hvorefter Jamie Smith indtræder med et lag af svævende synths og tunge hiphop-beats. Pladens homogene produktion bevirker, at de i alt 13 skæringer overlapper hinanden rytmisk og harmonisk på elegant vis – selv på trods af de korte interludes, som undervejs præger tracklisten.

We’re New Here er et album, som kræver adskillige genlyt, før man fornemmer essensen af projektet. Hvis man som jeg ikke i forvejen er bekendt med Scott-Herons poetiske tekstunivers, vil man med stor sandsynlighed blive hægtet af ved første gennemlyt, hvor musikken i perioder synes at tabe lidt momentum i forhold til de – i sig selv – dragende og filosofiske tekster.

Et af de steder, hvor det lykkes bedst for Gil Scott-Heron og Jamie Smith at kombinere deres æstetiske udtryk, er i “Running”, hvor Smith begrænser sin minimalistiske produktion til et beat og nogle få instrumentsamples, som går nydeligt i spænd med Herons eftertænksomme lyrik: »Because I always feel like running / not away, because there’s no such place / because, if there was, I would have found it by now / because it’s easier to run, easier than staying and finding out you’re the only one who didn’t run.« Det er linjer som disse, der trænger helt ind i sindet, fordi de på én gang fremstår enkle og umiddelbart forståelige, men samtidig oser af at være affødt af en vis erfaring på livet og dets til tider knap så polerede facetter. En erfaring, som ud fra et aldersmæssigt perspektiv nok kan siges at være tilskrevet den nu 62-årige Gil Scott-Heron.

Mindre godt går det med den uptempo ”Ur Soul and Mine”, der drukner i for mange ligegyldige effekter og club-orienteret produktion. Her er det, som om Jamie Smiths ‘ungdommelige’ udtryk kammer for meget over. Så er han bedre stillet i de øjeblikke (heldigvis i flertal), hvor han lader musikken trække på langsomt slæbende beats og minimalistiske arrangementer og lader Scott-Herons stemme fremstå nøgen og usamplet. Det er i øvrigt tydeligt at høre Smiths inspirationsmæssige forankring i den britiske electronica. De tunge grooves og atmosfæriske synths bringer tankerne hen på triphop-kunstnere som Massive Attack og Tricky, mens de synkoperede samples også har referencer til den stadigt voksende dubstep-genre og navne som Skream og Magnetic Man.

Det skal retfærdigvis understreges, at jeg (endnu) ikke har stiftet bekendtskab med Scott-Herons I’m New Here, og derfor er denne anmeldelse udelukkende baseret på remix-udgavens egne præmisser. Det er heller ikke helt så skidt endda. We’re New Here rummer mange gode øjeblikke, hvor særligt de allerede fremhævede tekster er med til at skabe en habil electronica-plade. De få svipsere undervejs skaber nogle ridser i lakken, ligesom den cirka 35 minutter lange lytteoplevelse godt kunne have været forlænget. Alligevel har albummet overordnet set efterladt et positivt indtryk på mig og samtidig givet mig en overvejende lyst til at grave dybere ned i Gil Scott-Herons musikalske og tekstmæssige bagkatalog. I den henseende er jeg stadig ny her.

★★★★☆☆

Deltag i debat