Plader

Highway Child: s.t.

Nyt fra de flittige drenge i Highway Child. Igen leveres der stemningsfuld rockmusik, der smager som en køretur på en støvet amerikansk motorvej i et varmt ørkenlandskab.

Det går hurtigt for Highway Child. Bandet nærmest spytter albums ud i et faretruende højt tempo. Tredje album på fire år har meldt sin ankomst, og bandet er stadig bannerførere for et dansk bud på, hvordan 60’ernes soulrock kan lyde i dag.

Nu skal man ikke tro, at vi er havnet i en nyfortolkning. Snarere søges der tilbage, og gruppen forsøger at genskabe en stemning, der emmer af de forenede stater. Vi transporteres tilbage til dengang, rock’n’roll havde overstået sin spæde ungdom og begyndte at modnes. Det er lyden af jamsessions i mørke klubber om aftenen. Om morgenen spilles der dæmpet på den akustiske guitar på verandaen, mens naboen giver sit besyv med på banjoen.

Denne nostalgiske søgen og genskabelse giver kommer til udtryk ved medrivende, traditionel rockmusik, men også mindre heldige genrestykker. ”Copenhagen Bye Bye”, med sin banjodrevne melodi og slæbende, simple trommerytme, stræber så meget efter autencitet, at det bliver lettere komisk (hvilket måske er intentionen?). Det samme sker på ”Soulmender” og ”La Reptation Macabre”, der begge prøver at følge en tradition, men rammer lige ved siden af. Desværre nok til, at sangene virker trættende. Det er lyden af imitation, der ikke holder vand. Faux-country.

Langt bedre er resten af albummet, hvor der gives mere frirum, men selvfølgelig inden for en nøje fastsat ramme. Det er traditionel rockmusik med afstikkere til blues, country og en snert psykedelia. Numrene er sandt for dyden ikke dybt originale, men man fanges af deres vellyd, respekten for traditionen samt en spilleglæde, der virkelig mærkes. Her bør sendes en tak til producer Per Sunding (bl.a. Cardigans og The Ark). Albummet føles nemlig levende og ikke overproduceret. Lige tilpas råt og ikke blødsødent.

Så point for velskrevne og effektive rocksange, men minuspoint når stetsonhatten trækkes for langt ned i panden, og banjoen bliver for fremtrædende.

★★★☆☆☆

Deltag i debat