Nyheder

Huset i Magstræde inviterer til fødselsdag

Skrevet af Mattias Smidt

Huset i Magstræde inviterer lørdag den 16. april indenfor til fejring af sin 41 års fødseldag, hvor Chimes and Bells, Frisk frugt og mange andre vil bidrage til en hel dag med fødselsdagsfest.

Det efterhånden aldrende hus i Magstræde er stadig i rivende udvikling. Og efter stigende besøgstal og en profilmæssig fremgang til nu i alt seks scener har Huset i Magstræde valgt at invitere til stor 41 års fødselsdagsfest lørdag den 16. april, hvor programmet vil være fyldt med aktiviteter for både børn og voksne. Huset åbner allerede dørene op kl. 10 om formiddagen, og prisen for hele arrangementet lyder på det symbolske beløb af 41 kr.

Spillestedet skriver i sin pressemeddelelse, at der til de mindste vil være show med Jeppe fra “Lille Nørd”, til de sultne folkekøkken, til de nysgerrige musikdokumentarer i biografen og til de musiklystne en overflod af spændende navne, som afsluttes med et dj-set, der runder festen af og byder velkommen til Husets 42. år.

På den musikalske scene er der spændende navne, som roskildeaktuelle Frisk frugt, der høstede store roser her på sitet med hele 5,5 U’er for sit andet album, Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite, samt de ligeså anmelderroste dreampop-darlings fra Chimes and Bells, der også scorede højt med 5 U’er for deres selvbetitlede debutalbum her på Undertoner. Derudover spiller soulgruppen Leo & The Lineup og den svenske rockgruppe Moto Boy.

Du kan læse mere om arrangementet her.

Deltag i debat