Plader

Illusionisten: Syndende engel, angrende djævel

Skrevet af Christian Klauber

Illusionisten – også kendt som Mørkets Fyrste – udgiver sin debut. Det er i sandhed mørkt. Mørkt. Bare mørkt.

»Kys det nu, det satans liv,« sang TV-2 på sangen af samme navn. »Life’s a bitch and then you die / that’s why we get high,« rappede Nas på ”Life’s a Bitch”. Marilyn Manson skrev nærmest en ode til selvmordet med ”Suicide Is Painless”. Livets skyggesider og alt det lort, man som menneske indimellem må håndtere, har været et tema i kunst, så længe der har været liv og relationer med rum til at gøre hinanden fortræd. Med andre ord er livet med jævne mellemrum noget lort for de fleste.

For Illusionisten har livet og relationerne inden for denne ramme været så lortede og ubarmhjertige, at han har haft materiale nok til at fylde sin debut med mørke, forfald og mismod. Illusionisten, der ganske sigende også optræder under navnet Mørkets Fyrste, har i den grad taget mørket til sig og bekender sin fortids synder og oplevelser af fremmedgjorthed, maltrakteret kærlighed og dystre fremtidsvisioner gennem 14 numre.

Det sker i et krydsfelt mellem selvforagt og selviscenesættelse, der efterlader mig en smule forvirret. Er det her en frem- og opvisning af Illusionistens liv? Er der hold i smerten, eller holder smerte Illusionisten i gang? Allerede i introduktionen leges der med tvetydigheden, når Illusionisten rapper: »… for min lyrik er egentlig bare en del af mit eget egotrip.«

Tolker jeg mon for meget? Lægger jeg betydning og hensigt mellem linjerne, der ikke findes? Det er farligt at sætte sine anmelderfedtfingre på lyrik, der så tydeligt udgyder sit hjerteblod til lytteren, men problemet er lige præcis, at det flyder i så lind en strøm, at det får utroværdighedens alarmklokke til at ringe. På Syndende engel, angrende djævel er der kun momentvis andet på spil end forfald, deroute og spildt kærlighed, og med tiden bliver jeg ganske enkelt følelsesløs. Oveni ledsages universet af død og ødelæggelse, engle, verdens ende osv. af et diabolsk billede, hvor Illusionisten sidder med psykotiske øjne, blod på hænderne, bandage om armen og en saks i venstre hånd. Det er, som om temaerne bliver råbt så mange gange, at man bliver døv for smerten.

Og der er ærgerligt, for både baggrundstapetet og lyrikken i sig selv er der ikke noget galt med. Selvom det indimellem er en anelse svulstigt med alle de kærlighedsrelaterede begreber og udpenslingen af forfaldet, er der bestemt også referencer, hvor man må nikke anerkendende, f.eks.: »jeg var en krøbling ik en søstjerne som Anthony and the Johnsons« i ”Mørkeleg”. På samme måde fungerer produktionerne upåklageligt. Bedst er det på numre som ”Desillusioneret”, hvor hidsige, synkoperede beats og skurrende synth sætter et ekstremt højt tempo, og det helt tilbagelænede dystre ”Kindkys og kvælertag”, der også kombinerer udsvævende synth og beat i næsten Pink Floyd-agtige Division Bell-lydflader.

I sidste ende falder Syndende engel, angrende djævel altså på, at den indeholder for meget af det samme. Det er et fåtal af mennesker, der er så interessante, at de kan fastholde en lyttendes interesse, når de siger det samme. Det gælder også Illusionisten. Og det er synd, fordi Illusionisten så tydeligt har de lyriske evner til at overskue andre og langt mere rigt varierede stisystemer end dem, der findes på Syndende engel, angrende djævel. Det er også derfor, de bedste momenter på albummet opstår med science fiction-mareridtet ”Journal: 250682” eller fortællingen til ’far’ og ’mor’, ”Stol på mig”. Her bryder Illusionisten strømmen af mørke og vinkler forfaldet i andre retninger end kærlighedsrelationen. Præcis i de øjeblikke får Syndende engel, angrende djævel livgivende kant, karakter og nuancer. Desværre er der bare for få af dem.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

3 kommentarer

  • [i]Marilyn Manson skrev nærmest en ode til selvmordet med ”Suicide Is Painless”[/i]

    Strengt taget var det Johnny Mandel der skrev den sang. Det er temaet fra M*A*S*H.

  • …og er det ikke især Manic Street Preachers’ version fra 1992, der er kendt af mange? Det er ihf. den, jeg tænker på oftest, når jeg falder over M*A*S*H i fjerneren.

  • @ Jon. Tak for info – klar svipser fra min side. Har på intet tidspunktet koblet sangen til MASH. Det er naturligvis skidt, når jeg nu rent faktisk har set MASH.

    @ Martin. Muligvis. Må blankt erkende, at jeg (heller) ikke kender Manic særlig godt (genkender heller ikke sangen i deres version), så tak for mere bonusinfo.

Skriv et svar