Anbefalet Artikler

Jørgen Teller & the Empty Stairs anbefaler

Skrevet af Redaktionen

Endnu en gang fortæller et dansk band om deres favoritplader og -kunstnere. Denne gang er det Jørgen Teller & the Empty Stairs, der anbefaler Zaire-rumba, fransk musique concrète – og Slayer.

Spektralkomponister, juju, James Brown og Slayer.

Fællesnævneren er stonerrockerne i Jørgen Teller & the Empty Stairs, som Undertoner har bedt skrive en anbefaler-artikel. Det er blevet til en forskelligartet stribe af yndlingskunstnere, -plader og -minder fra de tre eksperimenterende musikere.

Jørgen Teller & the Empty Stairs er i løbet af det forgangne år blevet anmeldt andetsteds på Undertoner med pladen Jeg så det godt og omtalt i forbindelse med Festival of Endless Gratitude, og nu er tiden så kommet til at give dem ordet.

Og hvorfor ikke starte med at lade trioen fortælle om sig selv?

—————————————————————-

Jørgen Teller & the Empty Stairs er en krudttønde af sublimt smadret psych, tonsende noiserock, skronket smeltefunk og beskidt freeform på underlige svampe. Et meget fysisk band, der er kendt for sine fremragende liveshows, og hvis plader fremkalder både store roser og hvinende hovedpiner hos anmelderne.

Jørgen Teller & the Empty Stairs består af Søren Gorm på bas, Jørgen Teller på guitar og vokal og TR Kirstein på trommer og effekt. Solo er de hver især kunstnere/musikere inden for især den improviserede musik, men ingen af dem er fremmede inden for partiturmusik, noise og lydkunst.

Søren Gorm (kontrabas/elbas) anbefaler:

James Brown: Live and Lowdown at the Apollo, Vol 1, 1962

I 1962 udkom James Browns Live and Lowdown at the Apollo, Vol 1; en skelsættende udgivelse, som satte nye standarder for, hvorledes man skruede soulmusik sammen: Et hårdtpumpet groove med en superrå vokal, som til tider var tale/råbe-agtig, samt hornriff på strategiske steder.

En klassiker af en lp.

James Chance and the Contortions: Buy, 1979

I 1979 udkom Buy med James Chance and the Contortions. Buy følger stort set samme opskrift som James Browns lp, men nu er Chances atonale altsax og halvatonale sangforedrag i centrum.

I New York i efteråret 1979 var jeg så heldig at høre både James Brown (på et stort diskotek i Brooklyn) og James Chance and the Contortions (på diverse klubber, bl. a. 100 Club). På det tidspunkt var der en kolossal interesse for skæv musik – bl.a. den scene, der betegnes som ‘No New York’, og alle klubberne var pakket med folk. James Chance er en stor fan af James Brown, og det lykkedes ham som en af de få at lave et interveiw med Brown i Soho News – eller var det Villages Voice?

James Chance and the Contortions eksisterer stadig og giver også koncerter. De var noget af en øreåbner for mig, og jeg hørte dem faktisk live tre-fire gange. De går også under navnet James White and the Blacks og havde flere andre referencer – bl.a. saxofonisten Albert Ayler, som ca. 10 år tidligere havde arbejdet med samme model som både James Brown og James Chance: et snavset groove og tonal/atonal sax/vokal.

Cecil Taylor: Live at the Cafe Montmartre, 1963, og Albert Ayler: The Copenhagen Tapes, 1964

Albert Ayler og pianisten Cecil Taylor var nogle af freeform-jazzens pionerer, og i 1962 var de med hver deres trio i Cafe Montmartre – det oprindelige Montmartre i Store Regnegade, som er genåbnet for nylig (trioerne spillede dog ikke samtidig).

Ayler spillede med Gary Peacock (kontrabas) og Sunny Murray (trommer). Cecil Taylor havde Jimmy Lyons på altsax og Sunny Murray på trommer. To fuldstændig forrygende trioer, der på det tidspunkt spillede noget revolutionerende musik. Jeg var på pletten og fik blæst ørerne fulde af musik, som har haft en afgørende indflydelse på min musikopfattelse og stadig har en stor plads i mit hjerte. Det var dog så ‘mærkelig’ musik på den tid, at det fremmødte publikum var sporadisk, og tjenerne på Montmartre raflede om, hvem der skulle tage vagten. En stor tak til Herluf Kamp Larsen, som sammen med en boghandler fra Varde havde hyret de to trioer til at indgå i ugelange engagementer.

I Montmartre blev der indspillet to fantastiske live-lp’er med disse trioer. Pladen Live at the Cafe Montmartre hedder også Nefertiti the Beautiful One Has Come. På denne plade er besætningen Cecil Taylor (piano), Jimmy Lyons (altsax) og Sunny Murray (trommer). Pladen er indspillet 23. november 1962 [udgivet i 1963, red.]. Derudover udmøntede et senere engagement i Montmartre med Don Cherry sig til pladen The Copenhagen Tapes i Albert Aylers navn. På denne plade spiller Albert Ayler (tenorsax), Don Cherry (trompet), Gary Peacock (kontrabas) og Sunny Murray (trommer). Den er indspillet 3. september 1964 [genudgivet i 2007, red.].

Jørgen Teller (guitar/vokal) anbefaler:

Snakefinger

Engelsk guitarist i bl.a. Residents, der også er meget medvirkende på hans albums.

Hans plader emmer af overlegen humor, syge guitar-leads og en meget inspirerende brug af rytmeboks og studie-effekter.

Han er en evig etter.

 

Foto: PR.

Maquis du Zaire

Et stort band fra Tanzania med en stak fabelagtige musikere – hovedsageligt fra Zaire. Musikken er den fedeste urbane Zaire-rumba med rå horn, guitarister og sangere. Du ved, af den slags, hvor man kan høre, at bandet rummer fire-fem stykker af hver type musiker plus bas til røven, congas og trommer. Jeg så dem live i Tanzania i 80‘erne et par gange. Deres gode periode er med lead-guitaristen Viking.

Sir Shina Adewale and His Super Stars International: Verse 2, 1977

Uopdrivelig vinyl med to nigerianske superstjerner fra 70’erne. Deres sound er en form for expanderet juju-rock med en kodyl guitarlyd, der har en herlig kant og melodi.

Verse 2 er mesterværket og kan indimellem findes på Ebay. Jeg fik engang en kassettekopi, der stadig lyder som en drøm. Dette album slår både Fela, Sunny Adé og fantastiske Sikiru Ayinde Barrister pga. den frihed, samarbejdet udstråler.

Rita Mitsouko

Et must for fans af DIY-lagkage-pop-duoer, her i mega-underfundig fransk stil. Flere af deres skiver er co-produceret af Toni Visconti og sågar Jesse Johnson.

Deres underfundige humor topper på lp’en The No Comprendo (1986) – men de senere albums er også ret fede, især Cool Frénésie. Fred Chichin gik desværre bort i 2007, så der er et kæmpe hul i fransk rock.

F.F.F. – et andet fransk band, jeg elskede – er opløst. Hvad sker der i Frankrig ? Hvor bli’r de vilde af?

Foto: PR.

Le Syndicat

Fransk bruitist-duo, der gik og udgav kassetter med ren støj i bl.a. Japan. Jeg så dem i ’86 til en koncert for metalrør og to firespors-kassette-recordere/mixere. Det var noget af en øreåbner og herligt befriende. Den franske støjscene var meget tidligt ude – med dybe rødder i industrial, neo-continental-punk, goth og selvfølgelig musique concrète og Duchamp.

TR Kirstein (trommer/effekt) anbefaler:

Et stribe plader, som jeg vil anbefale enhver at lytte til lige nu:

Gerard Grisey: Partiels, 1975

En vistnok i Danmark ret ukendt spektralkomponist, der døde i 1998. Fremragende tung, fysisk kompositionsmusik, som sætter det meste af den tunge rockmusik til vægs. Jeg er 100 pct. sikker på, at SunnO))) har skamlyttet dette værk uden dog at få noget tilnærmelsesvis lige så fantastisk ud af det (de har jo aldrig rigtig lavet en god plade – synd, når de nu er så gode live). Teller introducerede mig til Grisey, da han og jeg startede Det knuste øres søndagsshow sammen for et par år siden. Ingen af os har tid til det længere, men det kører heldigvis stadig hver søndag fra kl. 18 til 21.30 på 98.9 FM – og med nogle meget bedre værter end os. Jeg mener ikke, den kulturelle betydning af, at den lille sendeflade eksisterer, kan overvurderes. DR er dødt. Heldigvis vokser der uafhængige programmer frem over hele verden – stærkest i USA med deres college radios – som er bestyret af folk, der er lige dele nysgerrige og sindssyge.

Yoko Ono: Fly, 1972

Ono er en fantastisk sanger og kunstner, og lige så fed er hendes plader fra 70’erne.

Fly er med en hårdtarbejdende Lennon på guitar og en flok af de bedste NYC-studiemusikere – hot and cold at the same time. Pladen er en underlig omgang med både psykedelia og hård new wave med noget Beefheart over sig – fra 1972!

Fly indeholder ingen soli, kun benhård chugga-chugga-chugga og skrig. Og coveret er også utrolig smukt. Jeg vil anbefale alle at lære Yoko Onos plader at kende. Hun har lavet de vildeste ting.

The Shaggs: s.t., 1988

Historien om de tre piger, der af deres far blev tvunget til at spille musik for at virkeliggøre deres afdøde moders profeti, kender alle – eller de kan google sig til den.

Musikken stikker i alle retninger. Alle spiller forskellige tempi og rytmer, som om de har genopfundet beatmusik som en slags privat folkemusik. Der er ingen, der lyder som dem. Af trommeslagere, der har betydet noget for mig og min opfattelse af, hvad det vil sige at være trommeslager, er Shaggs trommeslager – hvis navn jeg ikke engang kender – en af de vigtige. To andre kunne være Denardo Coleman (Ornettes søn) og Maureen Tucker.

Slayer: Reign in Blood, 1986

Jeg elsker denne plade og hører den minimum en gang om ugen. Det er faktisk Jacob Kirkegaard, der lærte mig den at kende, da vi var i Holland for at spille en koncert sammen for et par år siden. Heavy og speedmetal er nogle af de genrer, som jeg først har fået øjnene ordentligt op for inden for de seneste år – ja, selv Black Sabbath hørte jeg ikke som teenager (dengang hørte jeg Roxy Musics to første plader, en masse jazz og Velvet Underground).

Reign in Blood er der ikke noget pis med. Den varer bare en god halv time, og selvom Slayers hastighed er blevet overgået tre millioner gange siden da, er deres tørre og lufttætte univers helt sublimt. Selvom de alle sammen er lirede musikere på den helt forkerte måde, så virker det klart og kontant. Jeg fatter ikke helt, hvad det er, de laver, men det er fedt. Og det kan synes, som om det er meget langt fra alt det musik, jeg normalt er involveret i, med alle deres manerer og åndssvage guitarsoloer, men sådan hører jeg det ikke. Reign in Blood har en form for rå kraft. Sådan skal musik helst være.

Pärson Sound: s.t., 2010

Den tredobbelt vinylboks fra Subliminal Sounds var sidste års bedste pladekøb. Indtil da havde jeg kun hørt Pärson Sounds ting på mp3! Det er stenet minimalistisk og tung, dronet psychrock fra midt-60’erne med fødderne nede i Terry Rileys musikalske ideer (som de mødte og spillede med  i Stockholm), men lyder også som Velvet Underground, John Cale og Tony Conrad, som jeg ikke ved, om de havde hørt om. Bandet blev senere til International Harvester og Träd, gräs och stenar, men Pärson Sound-musikken er den bedste, de har lavet. Det er vanvittig fedt. Hvad skete der i Danmark på det tidspunkt?

Foto: PR.

Guds söner/Sons of God

Jeg vil desuden anbefale alle at få fat i alt, hvad den svenske kunstner Leif Elggren har lavet. Han og Kent Tankred danner tilsammen Guds söner/Sons of God og kører også kunstpladeselskabet Firework Edition, som udgiver en cd med  Lights People vs. CM von Hausswolff senere på året.

—————————————————————-

Jørgen Teller & the Empty Stairs spiller et par koncerter i foråret:

26. maj – Dronebar, København N
27. maj – Stereo Studio Købmagergade – instore kl. 16

Leave a Reply