Plader

John Olav Nilsen & Gjengen: Det nærmeste du kommer

Skrevet af Camilla Grausen

John Olav Nilsen og hans slæng fra en dødssyg forstad til Bergen er ude med opfølgeren til debuten, der gav dem stor succes i hjemlandet. Tempoet er sat lidt ned, men det store, bankende hjerte i bandets forstadsrock er der endnu.

For halvandet år siden udgav John Olav Nilsen & Gjengen deres debut For sant til å være godt, og med albummets gadedrengerock blev bandet en stor succes i hjemlandet. Det var ny, ung energi til norsksproget rock med den karismatiske John Olav Nilsen i forgrunden for ’slænget’, der alle er vokset op sammen i Loddefjord – en betonklædt forstad til Bergen. Albummet var charmerende ujævnt, men med en fandenivoldsk energi og ungdomsfrustration i stil med den, Håkan Hellström debuterede med for hvad der nu er ti (!) år siden. Känn ingen sorg för mig, Loddefjord!

Nu er John Olav Nilsen og hans seks bandmedlemmer tilbage med Det nærmeste du kommer og spørger på førstesinglen ”Skrekkfilm”: »Er du klar for runde 2?!« Og ja, det er jeg da. Toeren fra nordmændene er en meget naturlig forlængelse af debuten. Mindre punket og mindre rastløs. Men mere melodiøs og professionel. Det kan høres, at gruppen fra betonblokkene, der først og fremmest er venner og dernæst bandkolleger – alligevel er gået hen og blevet gode musikere siden sidst. Ikke mindst med hjælp fra producer Yngve Sætre.

Inspirationen fra den del af den britiske poppede 80’er-rock, der bestod af halvt melodi og halvt melankoli, er stadig hørbar hos John Olav Nilsen & Gjengen – der har bestemt været New Order, The Cure og The Smiths i John Olavs badevand som barn. Musikalsk set er Det nærmeste du kommer ikke så meget et beruset, bandende, fortabt skrig hen over en garagerockguitar, som debuten var. Men den der ungdommelige hast og nødvendighed leverer stadig nogle spark til lytteren på nogle af albummets numre, bl.a. åbneren “Lengsel i luften”. Nummeret sætter netop lyd på længslen med et energisk trommespor, skingre guitarer og John Olav Nilsen, der håbefuldt synger, at det kun er nu og her, der findes: »Min historie gir meg ingen svar / alt eg vet det lærte eg i dag.«

Ligesom på debuten synger og kværner John Olav Nilsen på sin lokale norske dialekt – som han fortalte i et interview fra sidste års Roskilde Festival, er det det eneste sprog, han vil skrive på. Og der er også en tæt og meget ægte forbindelse mellem teksterne, melodierne og Nilsens vokal. Han er ikke en specielt dygtig sanger, men han er verdens bedste til at synge sine egne sange. Ligesom Håkan Hellström kan ingen skråle sangskriverens drømme og frustration bedre end ham selv – på pilskævt svensk eller norsk. Teksterne svinger mellem håb og håbløshed, som rastløsheden og de spildte muligheder, hverdagen i den alt andet end velhavende forstad fyldte én med: »Takk for maten men dra til helvete!,« som det lyder på ”Svarte sko”.

Den fandens catchy rocksang med de dystre undertoner i førstesinglen ”Skrekkfilm” er ikke et typisk nummer fra albummet, da det lyder meget hen ad debuten, hvor resten af denne toer har et lidt lavere tempo og mere melodi. Der er synth indblandet og sågar en klaverballade. Det er den melankolsk drømmende ”Kom så går vi” med de få ord, som er en smuk lille sag hen imod slutningen af albummet. Og ja ja, guitaren i ”To hestehoder” lyder ganske vist som Radioheads ”High and Dry”, og det hele er lidt uslebent, men det er også en del af charmen. Og herregud, Rom blev ikke bygget på en dag, og John Olav Nilsen og hans barndomsvenner er stadig et ungt band, der nok skal finde deres fodfæste.

Dét, jeg bare så godt kan lide ved John Olav Nilsen & Gjengen og Det nærmeste du kommer, er, at sangene sætter gang i en rastløs teenagefølelse i mig, der giver mig lyst til at danse på gaderne i et betonkvarter og bagefter gå hjem og græde over tabt kærlighed og spildte drømme. Til forskel for mange andre udgivelser er der et bankende hjerte i John Olav Nilsen & Gjengens følsomme og frustrerede gadedrengerock. Og dét kan mærkes.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Fin-fin anmeldelse:-) Men Ingenting kan måle seg med konserten på Plenen i Bergen sist fredag!! Beste konsertopplevelse noen sinne, den gikk rett i hjerte!!

Deltag i debat