Plader

Memphis: Here Comes a City

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Endelig passer flosklen ‘Tredje gang er lykkens gang’. Efter to gennemsnitlige albums som Memphis, er det lykkedes makkerparret Campbell og Dumont at finde formlen.

Det er tredje gang, makkerparret Torquil Campbell og Chris Dumont som Memphis udgiver et album med drømmende indiepop med folk- og countryelementer. Indspilningsprocessen har taget tre år, måske fordi Campbell har haft travlt med at være sangskriver og frontfigur i Stars, der sidst udgav den ujævne The Five Ghosts, og derudover har han også sluppet soloalbummet Cold Hands, Warm Heart under navnet Dead Child Star.

Det er ikke kun i albumtitlen Here Comes a City, at australske The Go-Betweens får et nik. Også musikalsk bevæger Memphis sig i samme indiepopskuffe. På Here Comes a City er der færre jazz- og elektroniske elementer end på tidligere albums. Til gengæld får slideguitaren en mere fremtrædende rolle, og det passer godt til musikken og iklæder den et vemodigt skær.

Albummet indeholder numre, som melodisk snildt kan smides i samme kategori som Broken Social Scenes, men blot ej er så støjende og bombastiske. “Apocalypse Pop Song” har en lethed næsten som flor til trods for dommedagsbudskabet. Og “What Is This Thing Called?” lyder som et canadisk bud på The Cure anno 2011. Senere skrues der ned for tempoet og op for stemningen (med hjælp fra slideguitaren) med numrene “Way Past Caring” og “m+e=me”.

Højdepunkterne er “I Am the Photographer”, hvor slideguitaren præcist og perfekt tilføjer melankoli til et ellers lidt lallegladt, ukompliceret popnummer. Ellers kan du knipse med til antikærlighedserklæringen “Wait!”, der emmer af lejrbål og fællessang på omkvædet »I don’t love you anymore« – også med horn og slideguitar i ildens orange skær.

Here Comes a City forsøger Memphis at skabe stemning på nogle instrumentale numre med melankolske lyde fra barndommens skolegård – eller måske fra den karrusel i Central Park, som Chris Dumont passede gennem flere år. Det er fint tænkt, men mens titelnummeret sætter scenen for stemningen på albummet, så tager det syv minutter lange “Reservoir” mere luften ud af dets drive, end det egentlig burde.

Til trods for denne fejldisposition, hvilket nok er et lidt for hårdt ord at bruge, rammer Memphis med Here Comes aCity mere plet end på de to forrige albums, som henholdsvis var temmelig debutalbum’sk og en famlende, svær toer. På Here Comes a City føles Memphis’ output endelig som en helhed af melankolsk, drømmende pop.

★★★★☆☆

Deltag i debat