Koncerter

Mogwai, 30.03.11, Store Vega, København

Skrevet af Søren Jakobsen

Mogwai var i glimrende form, selvom manglen på blod ud af øregangene er et irritationsmoment, når det netop er Mogwai. Fokus lå på de nye numre, men et par favoritter gav buler i både ører og tag, da der blev givet pokker i lydrestriktionerne.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Man kan altid køre rundt i et fortærsket tema om skotsk kultur, når det gælder Mogwai. »Min yndlings-accent!«, som en eller anden koncertgænger påpegede, efter bandet havde hilst pænt på det godt pakkede Store Vega. Glasgowbørsterne er nu også, ud over at være høflige, slet og ret noget nær definitionen på mandighed. Dynamikken imellem testosteronbøffede passager af guitar og buldertrommer går for Mogwai nemlig hånd i hånd med stilheden og tomrummet imellem eksplosionerne, og det har, sammen med nogle ret fantastiske melodier, dannet fundamentet for noget, der efterhånden kunne ligne et kultband.

Mogwai ligger langtfra stille og udgav for nylig den udmærkede plade Hardcore Will Never Die, But You Will, og den fik man i dens næsten fulde udstrækning på Vega. Det var såmænd også tydeligt, at pladen har ramt skotternes fanskare dér, hvor de kan lide det, og det kan ikke bebrejdes bandet, at de måtte ligge under for Vegas/Danmarks restriktive lydkrav. Det kan man bebrejde alle mulige andre, og det gav såmænd også Mogwais altid hidsigt udseende Stuart Braithwaite lejlighed til at stikke en indebrændt opfordring ud, om at man skulle tage at stemme på nogle andre ved næste valg. Diplomatisk, nej, jubelvækkende på Vega, ja.

Men man forstår nu også skotternes irritation over den manglende volumen. Særligt Mogwai har altid haft et renommé for at lade deres koncerter blive til et ragnarok af støj, der gør det til en nærmest fysisk oplevelse, og at tvinge dem til at skrue ned er som et rive et af bandets lemmer af. Som det siges i filmen “This Is Spinal Tap”, så underminerer det simpelthen »the hugeness of the object«. Man kan så prise sig lykkelig over, at der immervæk er andre lemmer tilbage.

Som det har været reglen under deres turné indtil videre, åbnede Mogwai med “White Noise”, der ligeledes åbner Hardcore Will Never Die, But You Will. Med dens statelige, sneglende opbygning, opbygget omkring Barry Burns glasklare klaverfigurerer er det arketypiske Mogwai og et åbenlyst åbningsnummer. Desværre fremstod det, såvel som de efterfølgende tre-fire numre, der alle var fra seneste udspil, som svagt modulerede udgaver af albumversionerne. Selvom det brede lærred bag bandet underbyggede det sceniske element i musikken med smagfulde videoklip og diverse visuelle distraktioner, var det ikke nogen oprivende start.

Det løste sig dog i retning af det bedre, efterhånden som bandet lige så stille sneg lydstyrken nogle takker op. Sådan lød det i hvert fald, men sandt at sige gik denne anmelder op foran den ene højttaler efter et par numre i håb om at få lidt øresusen. Det fik man gudskelov også, men hvor Mogwai normalt nærmest plejer at danne sig deres egen strålingsradius i en halvcirkel ud fra scenen, blev det aldrig den fysiske oplevelse, som Mogwai også kan være. Det var nærmest tragikomisk at se Stuart Braithwaite smadre desperat på sin guitar for at prøve at kompensere for de manglende decibel. Men det kan aldrig være bandets skyld.

Sætlisten var som nævnt i høj grad funderet omkring skotternes nyeste plade, hvor især en dundrende “Rano Pano” og en skingrende smuk totaloplevelse af skotsk højland på skærmen og den nævepumpende “How To Be a Werewolf” tog sig svært godt ud i livegevandterne. Indimellem var der dog dermed kun plads til en håndfuld ældre numre, men de var velvalgte og fik ekstra substans af den gæsteoptrædende Luke Sutherland, der også tidligere har hjulpet bandet.

Første indstik af ældre dato kom med en dræbende udgave af “Killing All the Flies” fra Happy Songs for Happy People, som ellers ikke er hyppigt forekommende i bandets livesæt. Koncertens naturlige omdrejningspunkt og armageddon kom dog, da skaldede Stu knasede de indledende toner fra “Mogwai Fear Satan” ud af krudtrøgen fra “George Square Thatcher Death Party”. Satan burde nærmere frygte Mogwai, når de spiller det nummer, og her kunne man slippe for at være i tvivl. Der var nogle forstærkere, der blev skruet gevaldigt op i den forbindelse, og alligevel var det svært ikke at tage sine ørepropper ud.

Koncerten havde for alvor fået momentum på det tidspunkt, og Mogwai rodede yderligere i gemmerne med eminente udgaver af “Paths to Helicon pt. 1” og især den duvende og langsomt brændende “Christmas Steps”, hvor Luke Sutherland med en skærende violin-outro gjorde et smukt nummer dobbelt så smukt.

Efter dette afsluttede skotterne pudsigt nok koncerten med den hårdtpumpede “Mexican Grand Prix”, som Sutherland lig pladen var vokalist på. Igen et godt nummer, men besynderligt valg af lukker, da det bankede den puls op, som “Christmas Steps” netop havde fået så langt ned, så man følte sig skindød. I vanlig stil parkerede Braithwaite derefter sin guitar på forstærkeren med et hav af ufiltreret feedback som resultat, og man kunne sive ud af Vega med fornemmelsen af at have fået, hvad man kom efter, men ikke uden en smule dødvande og tilløb til kedsomhed undervejs. Mogwai er et uhørt rutineret liveband, og som nævnt var der flere af numrene, der ikke adskilte sig fra albumversionerne, så til tider blev det lidt for skabelon-agtigt. Ikke desto mindre er det skotske støjcirkus sjældent andet end et stilstudie i skønhed og totalraseri, således heller ikke på Store Vega. Det meste af tiden, i hvert fald.

★★★★½☆

Deltag i debat