The New Era Tour, som arrangerer landsdækkende turneer for danske upcoming bands, er netop gået i gang med at planlægge det fjerde arrangement af slagsen. Initiativet har eksisteret siden 2009, hvor de tidligere turneer overvejende har været koncentreret omkring den danske ska-, punk- og metalscene.
Denne gang kaster The New Era Tour sig over indiefolk-genren, hvor de er i gang med at sammensætte en efterårsturné med de to danske bands Alcoholic Faith Mission og Deer Bear. Begge bands er allerede i gang med at gøre sig bemærket i udlandet, da de blandt andet fyrede den godt og grundigt af på den anerkendte branche-festival SXSW i Texas forrige måned.
Nu er turen så kommet til Danmark, hvor man i løbet af september og oktober måned kan komme til at opleve dette setup 13 forskellige steder i landet. Se hele spilleplanen her, hvor du ligeledes kan læse om løbende opdateringer af arrangementet.
Ud over den kommende turne er både Alcoholic Faith Mission og Deer Bear albumaktuelle i 2011. Datoerne for disse udgivelser er endnu ikke fastlagt, men lad os håbe på, at de kommer efterårets turne i forkøbet.