Anbefalet Artikler

Papir anbefaler

Undertoner har bedt den danske krauttrio Papir anbefale nogle plader, som de har et særligt forhold til. Det er blevet til en anbefaler-artikel, der går fra Ash Ra Tempel til Talk Talk. Velbekomme.

Papir gik tidligere under navnet Humming in Düsseldorff, så der må nødvendigvis være tysk kraut på menuen, når trioen serverer yndlingsplader. Eller hvad?

De eksperimenterende krautrockere i Papir er Christoffer Brøchmann Christensen, Nicklas Sørensen og Christian Becher Clausen.

Papir. Foto: PR.

Dem har Undertoner tidligere omtalt live på Festival of Endless Gratitude, anmeldt i form af den selvbetitlede debutplade og snakket med en larmende aften på Drone sidste år.

Nu har de været så venlige at smide en anbefaler-artikel efter os, der på behørig vis præsenteres og serveres for Undertoners grådige læsere. Værsgo og synk.

Hermed en række anbefalinger af plader, som har forskellige betydninger for os som band. Det hører faktisk til sjældenhederne, at vi i Papir direkte anbefaler plader til hinanden. Nedestående anbefalinger kan ses som et produkt af en process, som har været i gang over den sidste måned, hvor vi, via e-mails og snak, har anbefalet hinanden plader.

Ash Ra Tempel: Join Inn (1973)
Join Inn blev optaget mellem indspilningerne til maleren og mystikeren Walter Wegmüllers  kosmiske og  udknaldede plade Tarot (hvor Ash Ra Temple m.fl. fungerede som backingband). Join Inn udgør dog ingenlunde en parantes i Ash Ra Tempels diskografi.

Albummet består af to numre på henholdsvis 19 og 24 minutter. Første nummer, “Freak’n Roll”, kaster lytteren midt ind i en jam-session. I Manuel Göttschings skævt, bluesy fraserende syreguitar, Klaus Schulzes pulserende trommer og Harmut Enkes variede bas fastholdes en evig søgen efter musikalske ideer og spontan energi. Et trip, som synes uundværligt for enhver med interesse for psykedelisk krautrock.

I andet nummer “Jenseits” er lytteren hensat til en art mørk og kosmisk ambient. Lydbilledet er smukt og giver mindelser om lignende atmosfæriske stemninger på Current 93-pladen Thunder Perfect Mind.

Jan Dukes De Grey: Mice and Rats in the Loft (1971)
Manisk synes den fremdrift at være, der møder én fra første sekund af afspilningen af denne plade. En musik, der kan beskrives som en blanding af folkrock og tidlig prog. En rejse, der fragter lytteren gennem en skov af underlige drømme.

Eller mere konkret: Abrupte breaks, atonale- og ikke-virtouose guitarekskursioner (ind i det ukendte), pludselige kammermusikalske indslag, små slotte, snoede veje i bakkede landskaber, en blå himmel, en grå himmel, snoede træer, snoede melodier, Jimi Hendrix-agtig wah wah-guitar, et opbud af hippier, korsriddere med saxofoner, akustiske guitarer, akustiske trommer, akustisk bas, akustiske violiner, den elektriske stemme og spraglede klæder i centrifugerende vind.

Harmonia: Live 74 (1974)
Foran forskellige oscillatorer, compressorer, synthesizere og guitarer sidder tre herrer: Moebius,  Roedelius og Rother. De har lige spillet koncert på disse elektriske instrumenter. Glade og rolige ser de ud. De hviler i sig selv.

Musikken på Live 74 hviler også i noget, nemlig i sit eget unikke univers. Et fundament af (til tider) roligt fremadskridende trommemaskinerytmer, repetitive synthesizer-figurer og hyper-melodiøse guitarimprovisationer, der tilsammen udtrykker en næsten begribelig skønhed. Indimellem fornemmes et ekko af minimalisme-forfaderen Terry Riley, og indimellem mindes man om Michael Rothers udforlignelige guitarlyds bidrag til de tidlige Kraftwerk-plader.

For ikke at tale om tilstedeværelsen af Clusters utopiske, dog varme, proto-elektronikalyd. Man kommer flere gange i trance under gennemlytningen af Live 74, og gennem trancen løftes ens bevidsthed ud af tiden og ind i en glasagtig rumraket, som aldrig vender hjem.

Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
Man kan ikke andet end betages af Cocteau Twins himmelstræbende univers. Elizabeth Frazers svært forståelige tekster og uhyggeligt nærværende stemme er dragende. Læg dertil Robin Guthries overvældende chorus/flanger-baserede guitarlyd og bandets evne til at skrive iørefaldende melodier, og du har en stærk enhed.

Åbningsnummeret “Cherry Coloured Funk” er på en gang sødmefuldt og knugende, og så bærer det muligvis på det smukkeste omkvæd, jeg [Nicklas Sørensen, red.] nogensinde har hørt. Titelnummeret virker sært opløftende, som at være forelsket i en illusion. Et nummer som”Frou-Frou Foxes in Midsummer Flies” er også værd at fremhæve for dets mere resignerede grundstemning (og en befrielse af et omkvæd!). En stærk plade.

The United States of America: The United States of America (1968)
Hvad skal man skrive om dette USA? At deres eneste fuldlængdealbum The United States of America er en sammensmeltning af psykedelliske, avantgarde-krydrede og til tider kosmiske popkompositioner? Nummeret “Hard Coming Love” byder både på ‘hårde’, udsyrede stryger-soli, et fængende to-akkorders omkvæd, rockende hammondorgel og cool pigevokal.

Anderledes hymnisk forekommer nummeret “Where Is Yesterday” at være med sine vokalbaserede kanonmelodier og underliggende søsyge, indtil et John Bonham-lydende groove sætter ind under stemmerne. Trods nummerets relativt korte varighed formår det at formidle en på en gang kosmisk og jordnær stemning. Andre højdepunkter kunne være “Garden of Earthly Delights” og “Cloud Song”.

Alt i alt et album, der burde appellere til folk med interesse for gammeldags, psykedelisk musik og nyere reinkarnationer/opdateringer af denne, som de eksempelvis var at finde i gruppen Broadcast

Can: Ege Bamyasi (1972)
Man dumper ned i et rum, som også er et stykke musik. Kombinationen af Jaki Liebezeits på en gang statiske og energiske groove, Michael Karolis tværgående støjguitarer hen over dette samt Holger Czukays funky, varierede ostinatbas, Irmin Schmidts Stockhausen/Elektriske Miles Davis-lydtivoli og ikke mindst Damo Suzukis sexede, messende og til tider bluesrockede vokal er, hvad der møder en på åbningsnummeret “Pinch”.

Mere udtalt bliver støj- og Stockhausen-referencen i midten af nummeret “Soup”, der dog forinden har synes båret af et Led Zeppelin-agtigt trommegroove. Nummeret “One More Night” kører derudaf, frækt og underspillet. Bossa-funk.

Can kan sgu også være poppede, lyt eksempelvis til nummeret “Sing Swan Song”, som af en eller anden grund får mig til at tænke på nummeret “Stop Breathin'” med gruppen Pavement (det er nok noget med guitarspillet). Det føles egentlig trist at fremhæve enkelte numre fra denne plade, men nu har jeg [Nicklas Sørensen, red.] gjort det.

Talk Talk: Laughing Stock (1991)
Perioden fra august 2003 til december 2004 er stort set forsvundet fra min [Nicklas Sørensens, red.] hukommelse. Men jeg ved, at det var en periode, hvor jeg dagligt forsøgte at møde til undervisningstimer på Aurehøj Amtsgymnasium. Jeg ved også, at det i mange tilfælde ikke lykkedes mig at møde til disse timer.

Til gengæld lykkedes det mig at købe cd’en Laughing Stock på et loppemarked på Søborg Torv en søndag i foråret 2004. At jeg hørte Laughing Stock for første gang, er en oplevelse, jeg heller ikke kan huske, men jeg ved, at jeg har hørt den mange gange siden, og at den muligvis er min yndlingsplade.

Hver gang, jeg hører Laughing Stock, overvældes jeg af en glæde og en ro. Denne plade er en gave.

Plader/ting, som der ikke blev tid til at skrive om i denne omgang, men som vi også anbefaler
Filmen “Manchete”, Gang Gang Dance -pladen Saint Dymphna samt Current 93-pladerne Thunder Perfect Mind, All the Pretty Little Horses: The Inmost Light, Sleep Has his House, Of Ruin or Some Blazing Stare og Black Ships Ate the Sky.

————–

Du kan streame Papirs debutplade og læse mere om de psykedeliske og eksperimenterende improkrautere her.

1 kommentar

  • Smukt med Talk Talk-pladen! Den og ‘Spirit of Eden’ bør man virkelig unde sig selv. Det er nogle fantastiske oplevelser der venter over bakkedraget. Tjekker de andre plader ud snarest!

Deltag i debat