Plader

Parashurama: Fountain Pens and Four Pages of Blank Papyrus

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Parashurama spiller tilforladelig psychpop, der fænger uden virkeligt at imponere. Alligevel viser bandet potentiale til at kunne udvikle deres udtryk.

Parashurama. Et blik på coveret afslørede ikke noget videre, og i et svagt øjeblik troede jeg, at min redaktør ved en fejl var kommet til at sende mig et psytrance-album. Ikke, at det havde gjort noget, men måske ville det være lidt uden for den vante gænge her på Undertoner.

Pladens korte intro gav ikke nogle svar på, hvor vi var på vej hen, og det var først, da åbningsnummeret “New Focus (Shine)” gik i rocken, at det langsomt dæmrede. Selvfølgelig var det en slags rock, der kom ind gennem brevsprækken.

Nu, vi ellers har været lidt på vildspor, er det vel i orden at nævne, at navnet kommer fra en indisk krigerhelgen. Det er ellers ikke normalt de mange millioner guder og ånder fra den indiske mytologi, indieboys fra Tyskland påkalder sig.

Parashurama, altså bandet, har helliget sig psykedelisk poprock, hvilket i et eller andet omfang forklarer navnet. De har ellers ikke meget tilfælles med andre bands fra den såkaldte Hamburger Schule, der hærgede hitlisterne i Tyskland i 90’erne og 00’erne. Også Parashurama har udgangspunkt i den amerikanske indierock, men laget af psykedelisk inspiration skiller dem alligevel ud fra flokken. Og i det hele taget var Hamburger Schule i meget højere grad formet af punk og new wave – to udtryk, som Parashurama holder sig langt fra.

Vokalharmonier, flydende baslinjer og flotte kontrapunkter i form af cello og klaver fylder lydbilledet ud. Det er ikke uden evner, og som ekstra bonus klarer Parashurama sig også igennem at synge på engelsk, hvilket ellers har knækket nakken på mangen et tysk  band.

Der, hvor Parashurama virkelig rammer i solar plexus, er med deres insisteren på lange sange, hvor instrumenterne får lov til at ånde og svæve. Det er pop, ja, men uden poppens strukturer. Som for eksempel det flotte mellemspil på “The Valiant Little Dastard”, hvor guitar og keyboards flyder mellem hinanden med hviskende vokalharmonier ovenpå. Eller afslutningsnummeret “Varuna” (endnu en indisk helgen), som nok er pladens bedste nummer, og som virkelig rammer plet på alle punkter.

Når det hele alligevel føles lidt lunkent, er det måske, fordi Parashurama ikke er så gode til at bruge kontrasterne i deres udtryk. De rocker ud på en meget pæn måde, og når resten også er pænt, flot, godt og smukt, giver det ikke særlig meget dynamik i et ellers ganske varieret musikalsk udtryk. Det virker, som om de er bange for at støje – specielt der, hvor et ordentligt crunch fra forstærkerne kunne have løftet musikken op på et højere niveau og givet modspil til de mange harmoniske elementer.

Når det så er sagt, er det kun fair at give Parashurama point for alle de ting, som fungerer, og det er faktisk det meste. Det er ikke altid lige inspireret, de to første sange er faktisk kedelige, men ud over det har de helt klart et spændende og varieret udtryk at byde på. Og da de samtidig holder sig fra at blive formulariske i deres sangskrivning ved at mestre både indiepopperler og de lange, tålmodige stykker, er der lagt et solidt fundament for deres videre færd.

Parashurama er i hvert fald meget bevidste om, hvad de vil og hvordan, og det er sjældent skidt. De kan ikke anklages for manglende ambitionsniveau og hellere et par fejltrin på den konto end mere generisk, ligegyldig radiorock.

★★★☆☆☆

Deltag i debat