Plader

Parts & Labor: Constant Future

Skrevet af Lise Christensen

Parts & Labor har genoptaget den støjende tilgang til rocken. Det nye, omend ikke nyskabende, er, at trioen har skabt deres hidtil mest lettilgængelige album med stadionrockede favntag og apokalyptiske skældsord.

Newyorker-trioen Parts & Labor, noise- og artrockens underdogs, fejrer med Constant Future udgivelsen af deres fjerde album på Jagjaguwar (som er den ottende udgivelse, hvis diverse afstikkere på andre labels medregnes). I modsætning til forrige ‘jaguar’-udgivelse, Receivers (2008), der brillerede med et artrocket web 2.0-projekt med soniske bidrag fra fanskaren, er Constant Future mere en tilbagevenden til tidligere albums’ mere noisepop-skårne melodier tilsat de karakteristiske slebne kløer, der langer ud mod tilværelsen og menneskeheden. Albummet er dog ikke i samme grad præget af den hyperaktive noisepunk, der tidligere kendetegnende Parts & Labor, men er derimod karakteriseret ved en vis stadionrock-tilgængelighed sammenlignet med eksempelvis den trommespastiske debut Stay Afraid (2006). Set i en receptionshistorisk kontekst fremstår den nye udgivelse ikke som en udfordring af rockgenren, hvilket er et mærkat, der ellers har smykket bandets tidligere udgivelser. Men hvad gør man også lige, når man tidligere i sin karriere har været så vidt omkring, at man både har fået kørt rocken gennem noisehakkeren, introduceret koklokker i amok-rock og udgivet et album med hele 51 sange på 29 minutter (Escapers Two, 2008)? Den udfordring lader til at have voldt Parts & Labor et vist besvær.

Resultatet er blevet en noget selvmodsigende blanding af fængende støjrock, der trækker på en optimistisk, energisk følelse, sat op mod et tekstunivers, der udtrykker en helt anden utilfredshed og nærmest fatalistisk opgivelse.

Digterpennen er nok en gang sat til at uddele verbale skaller og stræbe efter katarsiske forløsninger. Et af de billeder, der (gen)anvendes på Constant Future, er fremmedgørelsen over for naturen, menneskehedens svigtende sans for etik og ansvar og de dystre ændringer, denne kombination lægger op til. Ifølge Parts & Labor lader vi til at styre lige lukt mod apokalyptiske sluttider. Og hvorfor nu det?

Med deres ord får Jorden lov til at agere fastelavnstønde for menneskehedens slag. Men der kommer ikke just godter ud af denne fornøjede skalten og valten med naturen, og vi kommer da slet ikke til at stå som kattekonger og -dronninger til slut. Tag introduktionsvideoen til COP15 mødet i København (kan ses her), og træk 45 procent væmmelse over kliche-voldtægten fra. Det efterlader dog stadig tekstlinjer som »has it always been the blind leading the blind«  og »has that shrinking ice got you thinking twice« på “A Thousand Roads” – et nummer, der ellers fungerer godt rent musikalsk. En god støjende intro af huggende trommer og fuzzy guitar afløst af en nærmest kirkerums-klar synthlyd i verset med en klassisk stigning op mod omkvædet igen. Foo Figthers ligger ikke langt fra ens tanker, bestemt heller ikke på den guitartunge “Constant Future”, mens et højtempo-nummer som “Outnumbered” mere hælder over mod postpunkerne i Fugazi. Der er en håndfuld gode rocknumre på Constant Future – ikke nyskabende, men lytteværdige. En anke i forhold til musikken er efter min mening, at Dan Friel og Bj Warshaws vokaler ofte kommer til at ligge alt for langt tilbage i lydbilledet, på en måde der ikke gør, at man ser deres bidrag som et ligeværdigt musikalsk lag, men mere som en mastereringsbrøler.

Parts & Labor viser også sans for at give støjen et twist, der tager den ud over rockgenren. Det sker med “Hurricane”, der fremstår som et noisefolk-nummer med en tekstfigur, der i samspil med musikken manifesterer sig som en tung, elektrisk og lettere aparte country-fællessang anno 2011. Slutnummeret “Never Changer” er derimod trioens bud på en reflekterende ‘noiseblues’. Et nummer, der slutter nærmest klaustrofobisk eskalerende, hvilket opleves som den største musikalske indrømmelse over for teksternes håbløse håbløshed. Håbløse i den forstand, at det nu en gang er teksterne, der for størstedelen trækker oplevelsen af Constant Future ned. De er som oftest både højtravende og banale, og med kunsten som bannerfører slår de ikke et slag for konstruktiv kritik, men langer derimod ud med en god gammeldags slåen i hovedet over, hvordan det hele går ad H til. Constant Future er emo-brok tilsat noiserock!

★★★½☆☆

Deltag i debat