Koncerter

Pop Revo 2011, 29.04.11-30.04.11, Voxhall, Aarhus

Skrevet af Signe Palsøe

For ottende år i træk leverer Pop Revo alternativ indiemusik til det aarhusianske folk. Undertoner er gået på jagt efter poppen såvel som revolutionen i weekendens program.

»Pop Revo – det er både pop og revo!,« proklamerede en gut på Voxhall, der ud på de små timer fredag aften havde nået tidspunktet for livsfilosofiske overvejelser. Og det burde der jo være noget om. De sidste syv år har festivalen været garant for koncerter med helt dugfriske, interessante navne fra den eksperimenterende indiescene kombineret med nogle af de garvede koryfæer inden for samme genre som The Clientele, Television Personalities og The Bear Quartet. Alt andet lige en succesfuld kombination af navne at smække på en plakat, der gennem årene har kunnet trække folk til med sine kanoniserede indieveteraner og udvide horisonter med the sound of tomorrow-orienterede bookinger. Sidste år indeholdt programmet måske ikke mange af førstnævnte type optrædener, men vældig aktuelle og professionelle koncerter med navne som Bear in Heaven, Caribou og Field Music kombineret med en håndfuld danske indiefavoritter var alligevel rigeligt til, at festivalen endnu en gang kunne leve op til sit navn.

Og i år? Tja. Koryfæerne er der ingen af. Navne som The New Spring og Flag White, der torsdag satte gang i festivalen, levede uden tvivl op til ønsket om både at præsentere spændende ny musik og i højere grad at give plads til danske bands. Om Sleep Party People og Iceage, der med Pavilion Junior-optrædener og udgivelser allerede sidste år tiltrak sig opmærksomhed, lever op til Pop Revos vision, er mere diskutabelt. Og af lørdagens to store udenlandske navne, Owen Pallett og Deerhoof, synes kun sidstnævnte at komme i nærheden af at hæve øjenbryn, da Owen Palletts seneste plade, Heartland, allerede har langt over et år på bagen og desuden har været præsenteret i Danmark i livesammenhæng tidligere på året.

Kristian Vester alias Goodiepal tilbage i Århus, denne gang for at orgel-akkompagnere en videofilmet forelæsning - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

Goodiepals åbning af festivalen tidligt fredag aften virkede da også symptomatisk for denne problematik. Nok har der med det seneste stykke tids udgivelser af plader indeholdende en frisktrykt 500-kroneseddel og excentrikerens evige kamp mod DIEM været masser af fokus på hans virke, men løftet om at hacke og transcendere festivalen syntes i hvert fald ikke af være indfriet ved fredagens afslutning. Underholdningsværdien til trods virkede det nærmere noget uaktuelt at præsentere en filmet forelæsning om Goodiepals teorier om computeres alternative intelligens og nødvendigheden af at skabe musik, der ikke kan forudsiges af deres snart overlegne intellekt. En efterhånden velkendt forestilling, som der ikke kan siges at være meget ‘Revo’ over.

Men hvem ved? Disse indledende og måske lige vel kritiske linjer er skrevet lørdag eftermiddag, hvor den mest prominente del af programmet endnu mangler at blive afviklet. Måske vender Goodiepal tilbage og hacker festivalen i sænk med bravour? Måske har Owen Pallett nye, overraskende coverversioner med i violinkassen? Måske formår de rutinerede musikere i Deerhoof at levere en legendarisk optræden? Og måske når Pop Revo alligevel at ændre mit førstehåndsindtryk, så jeg i morgen kan tage hjem med en fornemmelse af at have været vidne til mere ‘Revo’ end ‘Pop’.

(SP)

Fredag:

Sleep Party People, 20.00
Efter Goodiepals på samme tid forvirrende og oplysende video plus orgelleg indtager de maskerede Sleep Party People Voxhalls scene til en omgang headbanging med kaninører, og da er det, det slår mig: Det er på sin vis svært at anmelde Sleep Party People mere end én gang. Sidst, jeg så dem spille, var det medrivende, men hældte også i retning af overdosis, fordi de pitchede og udechifrerbare vokaler syntes at spænde ben for sig selv i det lange løb.

Gnavere på scenen - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

Måske er det en modvilje, der hovedsageligt befinder sig på et teoretisk plan, men det stiliserede forvrængningsunivers virker en anelse uholdbart i længden. De selviscenesættende kaninmasker og manipulerede stemmer kan virke tillokkende mystiske og dragende på en altomsluttende filmisk facon, og det mørke og langstrakte, klagende lydunivers besnærende – men det er imidlertid svært at finde en dybere mening end det og med det. Måske fordi Sleep Party Peoples musik har tendens til kun at berøre en overfladisk elektronisk vuggen og aldrig for alvor bliver hverken dynamisk, uhyggelig eller hypnotiserende.

Der findes i høj grad en distancering mellem musikkens ofte brede lydflader, de uhørlige tekster og så maskeringen i liveshows, videoer, pressebilleder og deslige. I sættets mere uptempo numre som “The Dwarf and the Horse” og “Ten Feet Up” lykkes det tilnærmelsesvis at fange Voxhalls fredagspublikum, mens den ellers smukke “Notes to You” henfalder til godnatsangsstadiet over for de absolut ikke lulle-klare tilhørere. Også næstsidste nummer, “A Sweet Song About Love” med bagmand Brian Batz på akustisk guitar, var sødt og fint uden at blive mere end det.

Det er ærgerligt, for Sleep Party People er egentlig et godt projekt med adskillige velskrevne numre. Det kunne måske have været fedt med en mørkere tone i sættet med dybere synth, shoegazen på max og hårdere trommer – og måske også noget, der for alvor skillede sig ud eller rykkede ved éns oplevelse af de kaninmaskerede musikere.

★★★½☆☆

(AM)

Paper, 21.15
Scenetæppet går op, mens svenske Paper spiller løs, og der bliver fra første slag lagt ud med fuld punkhammer, hvor energien fra trioen tordner ud på stram Kliché-facon. Paper består af Calle Olsson fra The Bear Quartet og Paddington DC på vokal, synths og klaver sammen med medlemmer fra Audionom, og i anledningen af koncerten har de været i gang med metaprinteren og skrevet fem bogstaver ud på hver sit stykke A4-papir, så der foran stortrommen står skrevet PAPER. Funny.

Undervejs i koncerten bevæger musikken sig fra det punkede over mod krauten, ligesom den i øvrigt gør på debutalbummet, An Object, og det seneste, Mischmasch. På “Don’t Go Out With Him” skriger Olsson teksterne ud med ægte punk-gefühl anno start-80’erne, mens guitaren og trommernes repetitive og smittende mønstre lægger op til rytmisk hovedrokken.

“Hold on Me”, der også er fra Mischmasch, lyder som krautet Joy Division og lever i liveudgaven fuldstændig op til udgaven på pladen. Mørkt pulserende synth lægger en tempofyldt bevægelse fremad, mens stortrommen holder krauthjertet bankende, og Olsson synger den simple tekst: »You’ve got a hold on me / you’ve got a hold on me / for sure / for sure / for sure.«

Paper-forsanger Calle Olsson holder gang i den oprørske krautrock - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

Lydbilledet er tight og medrivende, og energien holdes højt gennem hele sættet. Galoperende trommer holder et øredøvende og imponerende højt tempo, mens klaverets melodi spænder sig ud på tværs af det rytmiske.

Den svenske trio er i øjeblikket på miniturné, der blandt andet har ført dem over Helsingborg og København, og på bandets blog kan man følge svenskerne, der f.eks. giver sig selv, hotellet og maden karakter efter koncerterne.

Jeg er ikke specielt stærk udi det svenske, så de fleste af Olssons kommentarer til publikum er tabt på mig, men det er egentlig også ligegyldigt, når musikken leveres så overbevisende, og gennemført bevæger sig ind under huden på én.

Sidste nummer, “Strider” fra An Object, starter med blød og dyb synth og pulserer af sted med højenergiske trommer og gentagende lydmønstre. Afslutningen er sættets mest krautede nummer og desuden uden vokal, og det er klart aftenens højdepunkt. Det er jeg vist ikke ene om at synes, for efter koncerten bliver der løbende flere og flere, der går rundt på Voxhall med det samme under armen: en Paper-lp.

★★★★★☆

(AM)

Sail a Whale, 22.30
Rygtet ville, at Sail a Whales koncert ikke forløb efter hensigten: at det lærred, som Goodiepal tidligere på aftenen havde fremvist sin forelæsning i musik for alternative intelligenser på, skulle have været placeret bag scenen og ikke foran musikerne, så koncertens eneste visuelle aspekt blev udgjort af de film, der ledsagede samtlige koncertens numre.

Det var nu ikke tilfældet. Svenskernes koncert forløb planmæssigt, men det var ikke svært at se, hvordan publikum kom frem til den konklusion, at der nok var noget galt. Konceptet bag Sail a Whales optræden fremstod nemlig ikke videre vellykket fredag aften.

Meget sigende har Sail a Whale tidligere lavet en cover-version af Enyas new age-klassiker “Orinoco Flow”, hvor tekstens gennemgående »sail away«-messen naturligvis er blevet udskiftet med bandets navn. Denne noget tacky new age-tilgang til bandets fascination af chillwave og ambient blev desværre aldrig overskygget af noget musikalsk interessant i en grad, så koncerten fremstod som andet end – ja, noget tacky. På lærredet udspillede sig de film, som ligeledes er at finde på bandets hjemmeside – visuelt pleasende og ofte med en spirituel eller meditativ fremtoning i det hjul, der som en statement om et buddhistisk livssyn ruller af sted over videokunsten.

Med det rigtige musikalske akkompagnement kunne der muligvis komme noget engagerende ud af Sail a Whales visuelle magtdemonstrationer. Desværre opstod der bare aldrig noget, der så meget som mindede om modstand i musikken, der fremstod som en direkte forlængelse af de letfordøjelige visuals. Et par skikkelser bag lærredet leverede højstemt messen, sang og ikke altid lige vellykket rap over de lige så svulstige og anonyme lydflader, der sjældent gjorde væsen af sig på nogen som helst vis. Præcis hvordan Sail a Whale ønskede at påvirke sit publikum, har jeg svært ved at sige, men for mit vedkommende havde koncerten da en håndgribelig effekt: Jeg har aldrig glædet mig så meget over at se Iceage træde frem på en scene.

★★☆☆☆☆

(SP)

Velspillende eller ej; Iceage troner stolt - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

Iceage, 00.00
De billige øl har sat sine spor, da Iceage går på kl 00.00 som aftenens sidste band. En fyr sidder og sover op ad hegnet foran scenen, men der er tale om stilhed før stormen, for da de unge pånks går på, er der i den grad energi i luften. Især den aggressive af slagsen at dømme efter det voksende moshpit med par, der snaver i en koncertens avantgarde, og unge mænd, der vanen tro skubber til hinanden. Jaja, hvad skal man mene om det ud over at konstatere, at man nok selv er blevet gammel og åndssvag.

Selve musikken er som vanligt ikke i centrum: Bandet laver lydprøver hele sættet igennem – med lyd på og uden nogen egentlig interesse for publikum. Forsanger og guitarist Elias holder hele venstre håndflade over guitarens strenge og slår tilfældigt med den anden hånd, og det er imponerende, hvordan Iceage kan være apatisk ikke til stede og alligevel udlede så megen aggressiv og destruktiv energi.

Efter søvndyssende Sail a Whale er Iceages koncert en tiltrængt energiindsprøjtning at afslutte fredag aften med. Der er hverken tale om velspillende musikere eller nogen form for kunstnerisk håndværk, selvom der muligvis er en mening med den roste debut, New Brigade.  Men muligvis er meningsløsheden og energiudladningerne mening nok i sig selv og ungdommens entusiastiske næsten-vold nok til at gøre koncertoplevelsen god.

Måske skulle jeg have hoppet ind i moshpitten alligevel.

★★★☆☆☆

(AM)

———————————————————————————————————————————–
Lørdag:

Owen Pallett, 20.00
Omtrent dobbelt så mange festivalgængere har øjensynlig fundet vej til Voxhall lørdag, og fra balkonens overskuelighed kan jeg se canadiske Owen Pallett trisse ind på strømpesokker og med sixpencen på sned. Han placerer sig alene midt på scenen med højtalere, en monitor med tetrislignende grafik kørende på, instrumenter og et arsenal af looppedaler på gulvet.

Own Pallett - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

På nogle af sine seneste pressebilleder poserer Pallett i Robin Hood-kostume med tilhørende horisont-stirrende og ferskt blik, og følelsen af at være vidne til et ferskt vidunderbarn går på sin vis igen i Palletts enormt talentfulde, men samtidig ret tamme koncert på Voxhall. Man aner i dén grad en musikalsk virkelig dygtig håndværker, men samtidig bliver kombinationen af vokalens på samme tid lidt skabede og tilbageholdte cabaret-kvaliteter og især loopet violin i pompøse arrangementer for pænt – for ikke at sige kedeligt – i længden.

Bedst er Pallett lørdag, når samplingen tager udgangspunkt i strengeinstrumentets bastoner som i blandt andet ”This Is the Dream of Win & Regine”, lader violin skurre som i slutningen af ”A Man With No Ankles” eller lader fokus være på blandede samples og effekter som i ”Lewis Takes Off His Shirt”. Under ”A Man With No Ankles” er det desuden rart at opleve Pallett give lidt los med vokalens »hey-hey-hey«-råb, og nummeret tegner sig også som et af de mest medrivende og vellykkede lørdag. Bedst var dog uden spørgsmål det afsluttende nummer, ”Lewis Takes Off His Shirt” med den fængende linje »I’m never gonna give it to you« og en pulserende og mere dynamisk sampling af diverse strengelege.

Tilsyneladende er Palletts elskede violin på værksted, og i stedet har han lørdag medbragt erstatning, som han ikke er helt tilfreds med »They make good things in China,« siger han som en af de eneste bemærkninger til publikum, »but this is not one of them.« Han lægger violinen og vender i stedet opmærksomheden mod keyboardet. »This is from Sweden,« fortæller han i mikrofonen og begynder at spille.

Det er imidlertid, som om alle Palletts sange smelter sammen til en udefinerbar og temmelig ensfarvet svulmende masse lørdag. Man kommer vitterlig kun et vist stykke med at være imponeret over canadierens enorme talent, og for at komme videre må man bygge ovenpå enten på lydsiden eller med koncerten som oplevelse. Med andre ord en overbygning bestående af enten kæk dialog med publikum, som Pallett ellers ikke plejer at skorte på, nogle af de forbavsende gode coverversioner, der er originale på deres egen facon, eller ved et stærkere og mere definerbart sæt med udstikkere fra det arrangerede og svulstige. Pallett lever i mine øjne ikke op til nogen af disse krav.

★★½☆☆☆

(AM)

Capillary Action, 21.15
»Så skal jeg da ellers godt nok lige love for, at der kom knald på læggehønen.« Oven på Owen Palletts stilige violinarrangementer var jeg vist ikke den eneste, der oplevede Capillary Actions entre på scenen som noget af en mavepuster.

Capillary Action - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

Det er sjældent søvndyssende, når et band angriber med en veritabel skudsalve af sigøjnerklezmer, men i Capillary Actions tilfælde kan man roligt to-tredoble kraften bag det udsagn. At sigøjnere skulle have for vane at samle til bunke eller måske endda være nogle ravne, er ikke en opfattelse, der er videre politisk korrekt at styrke, men det syntes Capillary Action ikke at have nogen større skrupler ved lørdag aften. Sjældent har jeg set et mere imponerende arsenal af glimtende metalskåle, klokker, fløjter, øvhorn, harmonikaer, messingblæsere og strengeinstrumenter, der alle gennem den timelange koncert fik nogle læsterlige klø af de fem musikere på scenen.

Hvad der gjorde koncerten en hel del mere vedkommende end meget andet musik, der eksperimenterer med at blande østeuropæisk folkemusik med nogle af rockens undergenrer, var Capillary Actions insisteren på hverken at gå på kompromis med deres optræden eller deres overdrevent eklektiske tag på de musikalske konventioner. Af samme årsag kunne det til tider virke lidt synd, at bandet ikke var programsat til en tand senere på aftenen. Efterhånden som forsanger Jonathan Pfeffer ledte sine medmusikere gennem en hæsblæsende storm af skævt indiejazzede og ekstremt fragmenterede musiksegmenter, der konstant nedsmeltede i alt fra aggressive hardcore-breakdowns til Dirty Projectors-klingende rytmeskub og vokalharmonier, fik publikum synligt mere lyst til at lade sig rive med af bandets outrerede univers. Et mål, der trods rablende fortællinger om de ubehagelige personlige oplevelser bag alle Pfeffers sangtekster samt et ivrigt forsøg på fællessang ikke lod sig nå, da en ikke ubetydelig del af festivalens publikumskare syntes at befinde sig i baren i det tilstødende lokale.

En decideret fest blev det altså aldrig med Capillary Action, men når det kom til underholdningsværdi og musikalsk overskud, var der ikke en finger at sætte på bandets Pop Revo-optræden.

★★★★☆☆

(SP)

Thulebasen, 22.30
Støjen og strukturen er skruet op til både Thulebasen og publikums fordel, da den københavnske trio træder på scenen lørdag aften. I mine øjne er bandet et af hovednavnene til dette års Pop Revo, og allerede under åbneren ”Øl” er det klart, at der virkelig er blevet lagt vægt på kompositionerne og de strukturerede og mere ordnede kvaliteter i Thulebasens ellers ofte meget eksperimenterende og på mange måder bevægelige musik.

Thulebasen - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

Nis Bysted (guitar og vokal), Niels Kristian Hansen (guitar og kor) og Felia Gram-Hanssen (trommer og kor) står i en halvcirkel på scenen, og Bysted og Hansens positioner over for hinanden gør, at de improvisationsøvede musikere synes at få det bedste fra begge verdener. Der er et enormt godt sammenspil mellem især de to guitarister, hvor Bysted for det meste spiller melodilinjen, og der samtidig gives plads til at udnytte den legende og afprøvende tilgang til det psychrockede.

De mere frie og fragmenterede elementer kommer blandt til udtryk gennem en form for blanke felter i lydfladen, hvor trioen afviger fra det mere stringente formmæssige og lader improvisationen tage over i prøvende og nogle gange lydløse afbrud. Under den krautede ”Raga Gemini” står publikum næsten og danser (!), og hitpotentialet fortsætter i det følgende nummer, ”Gate 5” fra pladen af samme navn fra februar 2011. Der findes både melodiske kvaliteter og lyttevenlighed i de to numre, uden der af den grund bliver gået på kompromis med det ustyrede og umiddelbare.

»Det her er en sang til alle kæresterne og til alle, der har én,« siger Bysted i mikrofonen (vistnok) før nummeret ”Brintbombe”, hvor støjen vælter i bølger ud fra Hansens guitar, og publikum tager gladelig imod. Først som sidste ekstranummer improviserer de tre musikere for alvor i et par minutters jam. I mine øjne er vægtningen af det mere strukturelle og ordnede, hvor de støjende guitarer, lejlighedsvise rumklangsvokaler og naturligvis Gram-Hanssens fine trommer danner bevægelige og gentagne mønstre, en god prioritering. Ud over primært numre fra det nyeste album spiller Thulebasen en del uudgivne numre, og efter koncerten må vi da også hive en sætliste ud af Felia Gram-Hanssen.

I de strammere strukturer folder Thulebasen sig for alvor ud og skubber grænser mellem form og impro, og selvom der ikke findes noget decideret sceneshow, er talentmassen, leveringen og formidlingen af den støjende psychrock nok til at gøre det ud for en virkelig vellykket koncert på Pop Revo 2011.

★★★★★☆

(AM)

Deerhoof, 00.00
Hvad man kunne have savnet af publikumvelvilje til at engagere sig i Capillary Actions kraftanstrengelser ud i genreudfordrende og fragmenterede indieeksperimenter, blev der på behørig vis vejet op for ved Deerhoofs store finale af tilsvarende skæv og sammenstykket avantgarde-pop. Nok har bandet både kunnet takke deres velkendte navn og det fremskredne klokkeslæt for publikums varme modtagelse, men en egenskab kan ikke tages fra bandet: At de formår at fusionere støj, jazz, pop, chanson, tunge riff og en mængde andre musikalske bestanddele til et udtryk, der virker så ligetil, at det har samme ørehængerkvaliteter og ikke så lidt mere substans end mange velskruede rocksange.

Deerhoof - foto: Jacob Bredahl/Pop Revo

En ekstra dimension i livesammenhæng er naturligvis de fire ikke så lidt karismatiske personligheder, der nu udgør Deerhoof. Det naturlige fikspunkt er selvsagt Satomi Matsuzakis små kokette hop på stedet og avantgardistiske tag på lillepigesang med højtpitchet pludren på både japansk, engelsk og fransk, men i samspil med sine tre bandkammerater var det lørdag aften tydeligt, at de fire udgør en særdeles velfungerende bandkonstellation. Gennem koncerten greb bandet til hele bagkataloget, men et større fokus på de to sidste og mere strukturerede tilføjelser til udgivelsesflokken, Offend Maggie og Deerhoof vs. Evil, gjorde, at det mere støjprægede lydbillede, bandet ellers kan forflade til, ikke var aftenens hovedfikspunkt.

I stedet var det en fornøjelse at se guitaristerne Ed Rodriguez og John Dieterich på skift kaste sig ud i den ene episke guitarsolo efter den anden. Imens kunne man stakåndet skæve til trommeslager Greg Saunier og blot håbe, at den intet mindre end hæsblæsende præstation med stikkerne ikke ville koste ham et øje i aftenens løb.

Noget sådant skete heldigvis aldrig, og trods min noget skeptiske indstilling til dele af festivalens program kunne man dårligt forestille sig en for Pop Revos profil mere passende afslutning med både iørefaldende sange, løse genrekonventioner og en helt igennem professionel udførsel.

★★★★★☆

(SP)

Deltag i debat