Plader

Protest the Hero: Scurrilous

Skrevet af Klaus Thodsen

Benhård heavy metal, der med djævlens vold og magt gør alt for at sparke benene væk under dig. Energien er helt oppe i det røde felt, men desværre er det hele gjort mange gange før.

Aggressiv og konfronterende. Det har været mantraet for mangt et rockband. Det er gennem tiderne kommet til udtryk på flere måder, end jeg overhovedet kan tænke mig til. Axl Rose gjorde det på sin måde, Randy Blythe fra Lamb of God har anlagt sig en helt anden facon.

Hvorvidt man er mest til den ene eller den anden af de to, er for så vidt ligegyldigt. Pointen er, at de begge er relativt originale. Efter at have stiftet bekendtskab med Protest the Hero sidder jeg tilbage og savner – mere end noget andet – originalitet. Min første tanke om Scurrilous var, at dette band må have høre mere end almindeligt meget Avenged Sevenfold. Det skal ikke ligge dem til last, fred være med det. Ikke desto mindre begyndte jeg straks at sammenligne navnene bag de to bands for i hvert fald at være på den sikre side. Der er ingen gengangere. Hvilket næsten skuffede mig, for det ville da i det mindste forklare ligheden.

Men aggressivt kommer man ikke udenom, at det er. Et hurtigt blik ned over tracklisten viser med al tydelighed, hvad der er i vente: ”Sex-Tapes”, ”The Reign of Unending Terror” og ”Tongue-Splitter”. Der er ingen tvivl om, at vi snakker heavy metal her.

Og der skal bestemt ikke herske tvivl om, at Protest the Hero kan deres kram. Fra første sekund bliver der tæsket i trommerne, energien når hurtigt kogepunktet og fortsætter i absolut højeste gear derfra. Tim Miller og Luke Hoskin slynger om sig med hårde og lynhurtige riff fra hver sin guitar. Det intense samspil mellem de to og Moe Carlsons trommer giver musikken sit utroligt voldsomme udtryk. Forsanger Rody Walkers vokal er overraskende lys, og trods det til tider hæse udtryk skiller den sig ud som det kraftfulde i lydbilledet. Hvad der dog er rigtig fedt ved vokalen, er, at den ikke er hævet for meget over selve musikken, men i højere grad er på niveau med instrumenterne. Det giver ydermere den detalje, at den af og til drukner mellem trommer og skrigende guitarer, hvilket kun er med til at forøge musikkens store gennemslagskraft.

Alt dette ændrer dog ikke på det faktum, at Protest the Hero ligger sig helt ude på grænsen til uoriginalitet. Hvor fedt samspillet i bandet end er, så sidder jeg tilbage med en følelse af at have hørt det hele før. Forudsigeligheden ved de ti numre er desværre til at tage at føle på. Med én undtagelse brager alle numrene ud af højtalerne med det samme. Derefter går det slag i slag, indtil den pludselig står på lidt skønsang og lidt guitarsolo, men derefter tordner alt videre som hidtil.

Dette gør sig især gældende på ”Tapestry” og ”Hair-Trigger”. De hyperenergiske trommer laver konstante små breaks, med plads til at guitarens lynhurtige riff derefter kan tordne derudad. Henvisningen til Avenged Sevenfold får yderligere ben at gå på, når man hører den underliggende guitarsolo mod slutningen af ”Tandem”, som nærmest er identisk med den, man finder på førnævnte bands ”Beast and the Harlot”. Trods irritationen over den åbenlyse mangel på originalitet skal det nu siges, at Scurrilous som album har et ganske højt niveau. Der er ingen numre, der decideret falder igennem. Derimod er det iørefaldende heavy metal hele vejen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat