Plader

Sin Fang: Summer Echoes

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit anden soloalbum går den islandske musiker Sindri Már Sigfússon fra Seabear efter en mere fyldig lyd med masser af instrumenter. De få, gode melodier kan ikke altid bære det.

Når nu islandske musikere til dødelighed er blevet solgt på deres sanselige udtryk og med lange passager om, hvordan den barske natur og det lille lands isolerede placering i Atlanterhavet har formet dem og deres musik – hvad gør man så, når man skal promovere en kunstner som Sin Fang?

Jo, man slår selvfølgelig på, at han slet ikke er som de andre. Som ung kørte han på skateboard og elskede hiphop, hans arme er dækket af tatoveringer, han selv har designet – og så elsker han pizza og fodbold. Det sidste kommer måske fra, at Sindri Már Sigfússon, der er manden bag navnet Sin Fang, har boet flere år i London.

Summer Echoes er andet soloalbum fra Sindri Már Sigfússon, som også er den primære sangskriver i Seabear, der nu mere er et kollektiv end et egentligt fasttømret band. Som solist er Sindri Már Sigfússon mere legende og mindre poleret end i bandform. Udgangspunktet er dog nogenlunde det samme, nemlig indiepop med folkelementer. Og naturligt nok for det lille musikmiljø på Island, så er der da også medlemmer fra Seabear med – og sørme fra múm og Amiina også. Sin Fang er, når alt kommer til alt, ikke så forskellig fra andre islandske kunstnere.

På sit første soloalbum spillede Sindri Már Sigfússon selv alle instrumenterne, og det kan klart høres på Summer Echoes, at han denne gang ikke er alene. Lydbilledet er bredere og mere komplekst, og hvor grundmaterialet kan bære det, skabes der herlig kompleks, mangefarvet indiefolk.

Sin Fang opbygger ikke altid sine melodier med A- og B-stykker. Der er altså nogle gange ikke et omkvæd at nynne med på. Det er både en force, fordi man som lytter ikke ved, hvad der kommer lige om lidt, og en svaghed, fordi det kun er få melodilinjer, som bliver siddende fast i ørerne efter endt lytning. Kun små brudstykker ender i munden og kommer ud gennem læberne.

Albummets første halvdel fremstår klart skarpest. Melodimaterialet er bedre, og når det er i orden, så bærer musikken også bedst de mange instrumenter, uden det virker rodet. “Easier” åbner med et catchy retroorgel, søvnig og mudret vokal falder ind, koret byder sig til med lidt fællessang, og langsomt løftes der i flok. “Fall Down Slow” er mere ligetil i sin melodi end både åbneren og “Bruises”, men formlerne minder meget om hinanden. Der bygges lidt op, byttes rundt og lægges lag på til det er fyldigt, nogle gange rodet. Det er både hyggeligt og veludført – ofte med et nik til Phil Spectors Wall of Sound-produktioner. Inspirationen er både engelsk og amerikansk indie. Animal Collective får et meget kraftigt nik med korarrangementet og råbene på “Always Everything” og til dels instrumenteringen på “Nineteen”. Hvem der skal have æren for at give inspiration til det forfærdelige rapstykke på nummeret “Sing from Dream”, er til gengæld ikke godt at vide.

Numrene på Summer Echoes er næsten alle i det mere melankolske hjørne – selv indiesambaen på “Nineteen”, der er albummets mest energiske og lalleglade, formidler en snert af tristesse. Til trods for et væld af instrumenter er det den akustiske guitar og trommerne, som bærer størstedelen af numrene, uanset hvor godt de er dækket op.

På den sidste halvdel af albummet er der prioriteret plads til lidt mere stille numre. “Choir” er albummets eneste nummer med trommemaskine. Det starter som en underlig blandingsballade mellem Scorpions og Slowdive, som skyldes både vokalen og produktionen med masser af rumklang. Stykket fader ud, og en trommemaskine i højt tempo tager over til et underligt småpumpende mellemstykke, inden et tredje, folket melodistykke slutter nummeret. En alt for ulige treenighed. Albummets anden ballade, “Two Boys”, kommer umiddelbart efter. Ikke den bedste tracklistedisposition. Og nok albummets svageste nummer, bortset fra et overraskende klaverriff.

Summer Echoes er både et svært album at komme ind på og et svært album at holde koncentrationen om. Rodet vil nogle kalde, andre vil nyde den multiinstrumentering, som de fleste numre er udsat for. De fleste vil nok ende et sted midt imellem og mene, at kompleksiteten og facetterne har fået lidt for meget fokus til fordel for de melodier, som overordnet savnes, og der trods alt skal holde indiemusik sammen.

★★★½☆☆

Deltag i debat