Plader

Southern Gothic Tales: Modern Man

Skrevet af Andreas Kousholt

Med primus motor Anders H. Riis ved roret og Cody og Efterklang på strygere og blæsere føres man gennem et mørkt, men behageligt alt.country/folk-farvand, der hverken byder på de helt store bølgetoppe eller -dale.

Nej, der bliver ingen eyeliner, lange sorte jakker, nitter eller obskure ringe at spore i denne anmeldelse. Vi har hverken at gøre med den i nogle kredse så hypede witch house-genre eller blot plain old gothrock. Nej, navnet Southern Gothic Tales hentyder i stedet til de mørkere dele af de amerikanske sydstaters countrymusik.

I dette tilfælde er der især tænkt på én særlig kunstner, nemlig alt.country-legenden Gram Parsons, der på trods af en meget kort og stormfuld karriere og blot to albums i eget navn har været en inspirationskilde for utallige musikere inden for genren og heriblandt altså også bandet bag Modern Man.

I centrum for Southern Gothic Tales står Anders H. Riis, der har skåret pladens ti numre og også lægger stemme til. Stilen er en art mørk alt.country/folk, der sender tankerne i retning af Bonnie ’Prince’ Billy, Califone, Gravenhurst, Cody, Emmylou Harris – fortsæt selv listen. Bandet har fint besøg af såvel strygere fra Cody som blæsere fra Efterklang, der i skiftende mængder optræder som flødeskummet oven på en instrumental lagkage af trommer, bas, guitar, pedal- og lapsteel samt diverse tangentinstrumenter. Parret med en udglattende produktion svøber den brede instrumentering lytteren ind i en blød, musikalsk dyne.

Dynen er dejlig, men er også i fare for at blive lige lovlig magelig og med tiden ligefrem kedelig. Og det er netop Modern Mans største fare, da ikke alle kompositioner brager lige hårdt igennem. Arrangementerne fremstår desuden ofte lidt tandløse, da produktionen desværre lægger låg på mange af de ellers fine idéer, der er, fordi man ikke for alvor har turdet understrege dem.

Der er heldigvis flere undtagelser, som den velfungerende ”The Way of the World”, hvorpå Riis’ evner som sangskriver får lov at skinne igennem. Her er der foretaget en skarpere prioritering mellem instrumenterne, og foruden Riis’ stemme flyder således også – oven på et klassisk guitar-, bas- og trommeunderlag – en melodisk lapsteel, der tilmed for en kort, men gylden stund indtager centrum. Desuden skifter taktarten omkring halvvejs fra 4/4 til en dyster 3/4-outro. Og selvom kneb som dette bestemt er oplevet før, er det ikke desto mindre et velkomment krydderi på en plade med få overraskelser. Også på ”The Saints” viser både produktioinen og Riis’ komposition sig fra sin bedste side, og hvert instrument får lov at skinne igennem, samtidigt med at de indgår i en helhed og desuden ikke overskygger sangen.

Hvad der går tabt på produktionssiden, opvejes nemlig til dels af Riis’ intense røst, som præsenterer de personlige tekster med en ærlighed, der får os til at tro på, at det faktisk er hans dybeste tanker, han deler ud af. Særligt ømt bliver det i ”Dark Days” og ”The Aim”, hvor Riis med noget møje og en vis dirren til følge presser stemmen en del højere op, end hvad traditionelle regler for skønsang nok ville tillade.

Vokalen er også i fokus på pladens sidste og måske mest vellykkede nummer, den dylanske traver ”Human Cannonball”. Her er Riis kun akkompagneret af sin egen akustiske guitar samt senere hen en violin, en cello og en kontrabas. Skønheden ved nummerets relative nøgenhed bekræfter kun den fornemmelse, jeg sidder med det meste af pladen igennem: Ikke så få numre ville nok have godt af at blive skåret mere ind til benet.

Helt op at ringe kommer jeg aldrig med Modern Man i anlægget. Det nyskabende, det udfordrende eller bare det virkelig gode håndværk mangler. Til gengæld er den ganske velegnet som baggrundsmusik til en stille aften med vennerne eller svigerfamilien eller som lydkulisse på en sommerdag med en bog på altanen.

★★★½☆☆

Deltag i debat