Plader

The Dodos: No Color

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

The Dodos vender tilbage til de akustiske rødder på gruppens fjerde udspil. Og det var lige, hvad de trængte til.

Det er bare godt. Nogle gange kan det være den svære konklusion at nå frem til. Men The Dodos er bare gode, og følgelig er deres fjerde udspil også bare godt. Fra åbningsnummeret “Black Night”s første akkord står den på insisterende folk fra den amerikanske duo.

Det er Meric Longs akustiske guitar, der dominerer, men med udflugter ud i støjcollager (“Going Under”) og elektroniske violiner (“Sleep”) er der masser af variation.  Logan Kroebers trommer buldrer af sted nedenunder, ofte uforudsigeligt og til tider som om han spiller efter sin helt egen rytme. Det gør det dog ikke mindre charmerende.

Som noget nyt har The Dodos rekrutteret Neko Case fra The New Pornographers som backup-sangerinde. På fornem vis kontrasterer hun Longs lidt begrænsede vokal – han er ikke en stor sanger, og det bliver tydeligt, når Cases vokal klinger rent igennem ved siden af. Men det er ikke skidt, for Longs stemme passer perfekt i sin resignerede stil, og derved undgår The Dodos at blive alt for pussenussede. Det er tæt på ved flere lejligheder, men takket være den rå energi og den gennemtænkte brug af elektriske og elektroniske elementer som kontrast holder The Dodos dampen oppe.

Der er dog grænser for, hvor meget et så rent udtryk kan bære, men The Dodos kender begrænsningens kunst og stopper, mens legen er god efter blot ni sange. Sådan. På den kant har de strammet deres udtryk lidt op, da vores primære anke ved det foregående album, Time to Die, også var en snigende ensformighed.

Det bliver måske ikke en af årets plader, og udtrykket er hørt væsentligt mere eksperimenterende, men den energi, The Dodos lægger for dagen er smittende, og den delikate balance mellem surt og sødt sidder lige i øjet næsten hele vejen.

Og indtil videre kan hele albummet stadig streames fra NPR’s hjemmeside.

★★★★☆☆

Deltag i debat