Plader

The Kills: Blood Pressures

Skrevet af Camilla Grausen

The Kills lyder ikke, som de gjorde engang. Den punkede garagerock kombineret med seksuelle undertoner og skamløs flirt har udviklet sig til noget større, og den britisk/amerikanske duo til et band, der tager sig selv alvorligt.

Alison Mosshart stod helt tæt på mig og stirrede fast ind i mine øjne. Så tæt, at jeg kunne mærke hendes varme ånde. Var det et intenst halvt minuts nærhed eller en decideret nedstirring? Jeg var i tvivl. Jeg husker bare, at jeg syntes, det selvfølgelig var lidt spændende, men jeg var også lidt bange. Ikke mindst for at den vanvittige kvinde ville spytte på mig, som hun spyttede omkring sig på Loppens scene.

Den aften i 2005, hvor vi stod ansigt til ansigt – hvilket vil sige ansigt for mit vedkommende, pandehår for hendes – gik jeg hjem med en ambivalent følelse. På én måde var det virkelig en fandenivoldsk og seriøst rockende garageduo, jeg havde været tæt på. Men var der også noget påtaget over Mosshart som den svedende, sexede rockchick, der skriger, spytter og stirrer? Og ligeledes over den selvbevidst guitarrockende Jamie Hinces læderhud og -bukser? Den åbenbart evigt succesfulde kombination af seksuel spænding og rå rock’n’roll virker i den grad for duoen, hvor det konstante spørgsmål er: Vil de slå os ned eller kneppe os? Eller bare spille deres sange og smutte igen? Sjovt nok bliver det altid det sidste – også i Lille Vega i 2008.

Noget af The Kills‘ punkede attitude og sexappel er altså lidt en act, men ikke desto mindre har der siden duoens debut Keep on Your Mean Side fra 2003 også været en musikalsk aggresivitet, der gav én lyst til at bunde nogle flasker, smadre andre og så bare rocke igennem. Det var samme energi udsendt fra London som den, Yeah Yeah Yeahs udsendte fra New York samme år. Beskidt lo-fi-garagerock med den yngre kvinde og den lidt ældre mands aggressive og cool vokaler ovenpå. Og så noget med nogle smøger og læderjakker.

Men nu skriver vi 2011, og The Kills’ fjerde album, Blood Pressures, er ude. Siden sidst med Midnight Boom for tre år siden har Mosshart haft travlt med supergruppen The Dead Weather. Samtidig har Jamie Hince haft travlt med… Kate Moss. Det nye album viser et band, der endnu til dels besidder deres genkendelige garagerock-lyd – som udfoldes på bedste vis på ”DNA” (albummets højdepunkt) og ”Nail in My Coffin”, men som samtidig også har udviklet sig fra det rå, omend i længden noget begrænsede lydbillede. Blood Pressures er stadig cool, bevares, men også et mere modent album, hvor det lyder, som om The Kills tager sig selv mere alvorligt.

Instrumenterne er flere, og lydbilledet er malet med bredere musikalske pensler – en udvikling, der begyndte på Midnight Boom. Skabelonen tromme/guitar/skrål har tjent sin værnepligt, og duoen er kommet videre. Førstesinglen ”Satellite” har en langsomt rockende, reggae-inspireret tunghed med Mossharts klare vokal med Hinces hviskende nedenunder, og det er ret lækkert. Undervejs overrasker duoen bl.a. med den yderst Beatles/John Lennonske ”Wild Charms”, der klinger som en kort hyldest til den britiske musikhistorie. Også ”The Last Goodbye” er tilbageskuende i sin nostalgi, hvor lp’en kradser, og Mosshart krænger sit hjerteskærende farvel ud som en moderne rockens Edith Piaf. Er det lidt for meget af det gode, eller holder det? Måske er ”Baby Says” en mere troværdig The Kills-ballade – altid med død og romantik kædet sammen, men jeg kan også godt lide at blive overrasket af et band, der tidligere har været så stiliseret i sin lyd som The Kills.

Blood Pressures er et bredere album, end hvad The Kills engang var synonym med. Og det klæder dem i grunden. Jeg er vild med råheden i duoens første album, men de kan alligevel ikke kan lave deres flænsende debut igen. På dette, deres fjerde album, går de den vej, Yeah Yeah Yeahs i sin tid gik med Show Your Bones – de viser, at råheden måske mindskes, men ikke ødelægges af tilføjelsen af mere følsomhed og et større musikalsk spektrum. På samme måde som Yeah Yeah Yeahs gjorde, har The Kills nu også udvidet deres egen musikalske arena på vellykket vis. Derfor tager jeg gerne endnu en omgang med læderbuksemanden og den stirrende rockchick.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat