Plader

The Raveonettes: Raven in the Grave

Skrevet af Jacob Aksglæde

Opfølgeren til The Raveonettes’ sukkerpoppede In and Out of Control er alt andet end sukkerpoppet. Nærmere er der tale om en af de mindst iørefaldende, men også mest vellykkede plader fra bandets hånd.

Satans! De fik ret. En bølge af begejstrede anmeldere har allerede kastet rosende ord efter Raven in the Grave, som en niendeklasser ville kaste flødekarameller efter mindre elever på sidste skoledag. Jeg hader at være en medløber, men jeg bliver nødt til at kaste endnu en håndfuld flødekarameller, for Raven in the Grave er ganske simpelt et virkelig godt album og et bevis på, at The Raveonettes med deres femte fuldlængeudspil ikke har sænket niveauet en millimeter, men nærmere har hævet det.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er glad for forsanger Sune Rose Wagners karriereforløb. Jeg lyttede også intenst til The Raveonettes’ forrige udspil In and Out of Control, der i forhold til andre udgivelser fra bandet var propfyldt med pop-perler så søde, at de næsten var sundhedsskadelige. På Raven in the Grave er fokus i højere grad lagt på helheden i albummet end på hitsingler, hvilket måske skyldes fraværet af popsmeden Thomas Troelsen, der netop producerede forgængeren. Denne gang har bandet selv stået for produktionen. Det kan høres på reduktionen af hooks og fængende omkvæd, der var meget dominerende på forgængeren. I stedet for små individuelle popnumre er det nu et mere sammenhængende lydbillede og en nøje afmålt melankolsk stemning , der vægtes højest. Det høres, paradoksalt nok, på bandets første (hit)single ”Recharge and Revolt”, der ikke ser skyggen af et omkvæd, men nærmere bare er ét vers, som spilles i ring. De shoegazede guitarspor og synthesizeren skaber en varm bølge af lyd, der vælter ud af højtalerne, mens man er i godt selskab med Sune Rose Wagners skrøbelige vokal.

Raven in the Grave trækker tråde tilbage til de fleste af bandets udgivelser, således at de bedste aspekter af bandets diskografi efter min mening bliver repræsenteret med detaljer som skønne harmonier mellem Sharin Foo og Sune Wagner, skarpe trommebeats og en perfekt balance mellem støj og melodi. Nummeret ”Apparitions” har, ud over nogle fede trommer, et flot samspil mellem fine melodier, guitarstøj, Sharin Foos yndefulde vokal og Sune Rose Wagners skarpe stemme. ”Ignite” er et surfrock-nummer med rigelig rumklang på guitaren, der netop er kendetegnende for den klassiske Raveonettes-lyd. En lyd, der med alt respekt nærmere tilhører The Jesus and Mary Chain. Wagners aggressive vokalføring på ”Let Me On Out” minder faktisk også om hans vokal helt tilbage i Psyched Up Janis-tiden. The Raveonettes’ fascination af 50’er-guitar er heller ikke gemt af vejen og bliver repræsenteret på den drømmende ”My Time’s Up”, der med smukke vokalharmonier fint afrunder pladen.

Raven in the Grave krævede et par gennemlytninger, inden jeg fik et forhold til den, men det er netop pladens fordel, at den tåler at blive lyttet til igen og igen. Den bliver ved med at udfordre og overraske mig, selvom jeg føler, at jeg kender alt til den. Man kan diskutere, om der mangler et sandt radiohit, men måske har duoen fået sukkerchok efter samarbejdet med Thomas Troelsen. Desuden synes jeg, at det er befriende med en plade, der ikke indeholder en masse numre med beregnende hooks, som håbede de at blive den næste landeplage.

Raven in the Grave er efter min mening The Raveonettes’ hidtil bedste udspil. Det ville være den smukkeste exit, hvis karrieren skulle stoppe her, men mon ikke den yderst produktive Wagner allerede nu har planlagt bandets næste træk.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Halvsløje sange pakket ind i en typisk 50er-pigegruppe melodik og støjende 80er-guitarflader tilsat et skvæt tidlig Depeche Mode/The Cure elektro-klange = 5 stjerner??
    Jeg kan ikke høre andet end en pinagtigt selvbevidst frontmand, der fra udgivelse til udgivelse lige drejer den musikalske indpakning tilpas meget i en anden retning til at anmeldere og publikum tror de får serveret noget nyt. Det er blodfattigt, det her. Og form over substans i næsten enerverende grad.

  • Jeg synes igen Raveonettes har lavet en god plade. Jeg kan ikke sige om det er deres bedste endnu.

    Faktum er dog at man altid vil kunne finde inspirationskilder og noget der lyder i samme retning. Hvis man ikke kan tilgive eller acceptere det så lad være med at interessere dig for ny musik så – Julian – for, det er virkeligt sjældent at der kommer ny musik med et helt nyt unikt udtryk.

    Endelig har Raveonettes faktisk ikke fået specielt gode anmeldelser i udlandet for denne plade, hvor det jo batter mere end i lille DK, så der synes dit argument også at være tyndt og ganske blodfattigt.

    Derimod beundrer jeg Sune Wagners arbejdsomhed. To år mellem hver plade, lange turneer – også som support for større navne og en del fortolkninger til diverse tributeplader.

  • Jeg regner med at den eneste overraskelse tilknyttet dette album er, at Raveonettes udgiver på et major label (Universal). Kan det virkelig være rigtigt?

Deltag i debat