Plader

The Unthanks: Last

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Fra et tyndt befolket område i Nordøstengland kommer The Unthanks og trækker på smukkeste vis lytteren ned i melankoliens dybere lag med vokalharmonier og vemodig folk.

Det seneste album fra engelske The Unthanks kommer efter et travlt år for bandet med turneer i Europa og USA, værtsroller på BBC, en tur til Afrika med Damon Albarn og engagement som teaterband. Det kan nu ikke høres.

Albummet er det fjerde fra bandet, hvis kerne er søstrene Rachel og Becky Unthank, der bor i den nordøstlige del af England i et område kaldet Northumberland, som er naturmæssigt barsk og det tyndest befolkede i landet. Det er udkantsengland, og her er man hjemme i sit stenhus foran pejsen, når vinden og regnen overtager landskabet.

De to søstre og dele af bandet holder af og til nogle weekender, hvor de inviterer fans til at komme og tilbringe nogle dage på landet præget af sang, madlavning og lange gåture. Det er sådan, søstrene er vokset op, og det er under denne opvækst, at de har fået traditionelle viser og folkemusik ind under huden. Og det er det, de nu giver videre.

The Unthanks er flere gange blevet beskyldt for at lave lidt for mange coverversioner og skrive for få sange selv. Men de to søstre Rachel og Becky ser mere sig selv som fortællere og formidlere af musik, som er skrevet af andre, men som de ikke føler er blevet formidlet nok – og ikke er formidlet på den måde, som de mener er den bedste.

Basis for The Unthanks’ musik er traditionelle viser og gammel folkmusik af ukendt oprindelse. Men tidligere har bandet også fortolket Robert Wyatt, Will Oldham og Anne Briggs. På Last fortsætter de med denne blanding og fortolker bl.a. King Crimson og Tom Waits og gør numrene til deres egne.

Albummet er forholdsvis stramt og minimalistisk produceret. Med Last vendte The Unthanks tilbage til at optage hjemme hos Rachel Unthank, hvor det forrige album, The Bairns, også blev optaget. Det sidste album, Here’s the Tender Coming, blev indspillet i et studie og havde en klart mere lækkert produceret lyd end The Bairns, som emmede af hjemmeindspilning. Last placerer sig et sted midt imellem. Den hjemlige intimitet kan ikke rigtig høres eller mærkes, hvilket er lidt ærgerligt.

Det kan også skyldes, at der på Last ikke er de helt nedbarberede numre, som blot består af de to søstres vokaler. På de forrige album var de med til at minde lytteren om, hvilket grundmateriale der arbejdes med. Nærmest kommer The Unthanks med “Canny Hobbie Elliot”, som med sparsom instrumentering lyder, som om bandet stod på et marked og spillede.

Men det er nu overhovedet ikke noget, som ødelægger albummet. Det er især første halvdel, som virkelig er melankolsk. Tungt åbner “Gan to the Kye”, og som lytter rammes man af den stemning, der med få midler etableres. Rachel og Becky Unthank synger fantastisk både alene og sammen. Dialekten fra den engelske udkant fornægter sig ikke og gør nærmest bare musikken endnu mere autentisk. “The Queen of Hearts” indeholder lige præcis den dramatik, som titlen kræver med en tæt hornsektion og slæbende trommer. Pianisten Andrien McNallys lange titelnummer slynger sig langstrakt af sted og omfavner svævende lytteren med sine strygere, mens Rachel og Becky Unthanks vokaler væver sig ind i hinanden, skilles et øjeblik og derefter samles i harmoni igen.

Verset i Tom Waits’ “No One Knows I’m Gone” bliver endnu mere trist med vægten lagt på strygere, som bringer minder om Nick Drakes, mens folkevisen “My Laddie Sits Ower Late Up” er herligt enfoldig og måske det sted på albummet, hvor glæden stråler mest. Coveret af King Crimsons “Starless” (The Unthanks vælger klogt at koncentrere sig om første halvdel) bæres oppe af det geniale temposkift, som The Unthanks lader præge nummeret i forhold til originalen, der er mere flydende og drævende. Og blæseren fra originalen er væk, mens guitartemaet er omsat til trompet. Meget smukt og næsten genialt.

Det er tungsindigt og formørker sindet at høre The Unthanks. Men det er, som om det triste og vemodige også er det, som påvirker følelserne på smukkeste vis. Og så opstår der alligevel en form for glæde over at kunne føle noget. Last er endnu en virkelig smuk plade fra The Unthanks.

★★★★★☆

Leave a Reply