Plader

The William Blakes: Music Wants to be Free

Leth og kompagni serverer et sandt potpourri af udtryk, genre og melodi på The William Blakes’ fjerde udspil, der udkommer blot fem måneder efter gruppens seneste plade, The Way of the Warrior. Modigt, mangfoldigt – vellykket.

Den københavnske kvartet The William Blakes har rundt regnet udgivet et album hvert år siden deres anmelderroste debut, Wayne Coyne. Der er gået knap seks måneder mellem Kristian Leth og kompagnis sidste plade og den nye, Music Wants to be Free. En mangfoldig affære, der favner bredt og fortæller historien om et band, der sprudler af musikalitet.

Ved de første par gennemlytninger vandt min skepsis dog over for Music Wants to be Free. Lyden stak i alle retninger og jeg manglede en rød tråd, som jeg kunne holde de forskellige numre op imod. Det hele var en gåde. Der var bidder fra alskens genrer, udtryk og musikalske tidsaldre. Underkæben tabte jeg for alvor, da jeg hørte skæring fem på pladen, som er gruppens fjerde udspil. ”The Light (Plane to Spain)” er en forkvaklet parodiering af diverse mainstream auto-tune hits, der lyder som en blanding af T-Pain og Kanye West på syre. Nummeret virkede malplaceret, og jeg følte mig uendeligt langt væk fra tidligere tiders singler som ”Secrets of the State” og ”Secretly.” Det kunne ikke passe – sad jeg virkelig med The William Blakes nye skive?

Ja, det gjorde jeg, og det gør jeg stadig. Heldigvis. Det, der er sket, sker sjældent, men det er altså sket i dette tilfælde. Nordsø-brødrene Leth og Rande har skabt en lille muslingeskal af alverdens referencer til alt fra afrikansk kormusik til det tidlige Depeche Mode. Muslingen har åbnet sig, og jeg har løst gåden om den røde tråd. I The William Blakes’ tilfælde vil musikken helst være fri. Fri fra fordomme og fuld af forløsning. Da de gik studiet, valgte bandet desuden  at have en meget demokratisk tilgang til tilblivelsen af pladen. Alle havde i princippet rollen som sangskriver, sanger og tekstforfatter. Ingen koncepter blev trumfet igennem, da pladen blev indspillet i gruppens eget hus i Sverige i januar i år. Music Wants to be Free er en form for tabula rasa. The William Blakes ville gøre op med det udtryk, som der har præget de første tre plader. Det er lykkedes i overbevisende stil, og jeg har min egen lille teori om, at introen ”Transformation” er et lille hint om, hvad der er foregået. Pladen har ved de første gennemlytninger en kompleks lyd, der lige skal afkodes, og så kan man for alvor læne sig tilbage og nyde musik, der er frit.

På bestemte skæringer, og i særdeleshed på ”Wasted Years”, gør The William Blakes et hæderligt forsøg på at genoplive en uddøende race i nutidens musik – guitarsoloen. Generelt har guitaren en bærende rolle på flere af numrene, resten af numrene domineres af synthesizerens 80’er-vellyd. Det er dejligt, når et band virkeligt forstår at håndtere deres instrumenter til fulde og dermed har friere rammer til at kreere, hvad der falder dem ind.

”Land of Illusion” er en variant af noget Keane-inspireret tilsat et lidt 80’er-agtigt omkvæd, hvor ”Werewolf” er en fængende popballade om folk, der ikke er, som de udgiver sig for, og hvor følelsen af ikke at høre til dominerer. Det er nu en gåde, men dog modigt, hvorfor bandet valgte førtomtalte ”The Light” som førstesingle, selvom P3 valgte nummeret til Ugens Uundgåelige. ”Black Knife” ville, for mig at se, være et mere oplagt valg. Dette nummer bevarer lidt af lyden fra gamle dage, samtidig med at der bliver puttet lidt ekstra krydderier i den sydsvenske gryde.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at Music Wants to be Free er et fremragende bud på en nyfortolkning af et bands sound og spændvidde. Modigt, mangfoldigt – vellykket.

★★★★½☆

Deltag i debat