Plader

Ticktock: In the Belly of the Whale #1

Skrevet af Anna Møller

In the Belly of the Whale #1 er første ep fra både musiker Ticktock og pladeselskab Big Oil, og man kan godt mærke, at der har været meget, der har skullet prøves af på den første plade.

Ticktock er den 23-årige sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Sebastian Zieler, der udgives på det nystartede pladeselskab Big Oil Recording Company. Sammen har de nu udgivet første samarbejde, ep’en In the Belly of the Whale, der lader til at ville rigtig meget på samme tid.

Et til tider rimelig rodet lydbillede og et genremiskmask, der har tendens til at spænde ben for sig selv, er dermed ep’ens største udfordringer sammen med de naturlige lo-fi-skønhedsfejl i produktionen. Man kan eksempelvis ret tydeligt rent lydligt fornemme det rum, Zielers vokal er optaget i, og ofte er vokalen også leveret uden den umiddelbarhed og nerve, man godt kunne håbe på.

Ep’en bevæger sig i et både elektronisk, synth- og postrocket univers med en storladen singer/songwriter-vokal, der til tider er næsten cabaret-agtig. Lydbilledet er maksimeret og synes at brede sig i konstante, selvforstærkende bølger. Det selvforstærkende – og lejlighedsvise næsten eksponentielt voksende – ses især i den rytmiske opbygning, hvor der bygges oven på de i forvejen dominerende trommer og dermed ikke arbejdes med den dynamik, der ellers ville være opstået ved at holde igen og danne rytmiske afstikkere.

Det havde nok være gavnligt for de fire sange på In the Belly of the Whale #1 at brede sig ud over det dobbelte antal numre – derved kunne Ticktock måske have skabt et mere dynamisk univers, hvor massen af gode ideer kunne blive udnyttet bedre. For det er helt tydeligt, at der er store mængder af nyskabende og særegne ideer.

Der er stort potentiale i især det melodiske og i et måske endda overflodsagtigt forhold til det kompositoriske. Problemet er, at der i mine øjne er læsset for meget på, så man som lytter overvældes af lydlige indtryk og numre, der konstant bevæger sig i nye retninger og lægger nye instrumenter på, hver gang man synes at have fået hold på sangen.

Talent er der dermed masser af, og talentmassen kan også klart ses i det tekstlige univers, der er velskrevet og lyrisk – på grænsen til det fortænkte. Eksempelvis ligger en sang som den ellers trommeløse ”Carnivala” hele tiden på grænsen for mig. Et sted lyder det med alvorlig og næsten højstemt tone: »Say, can you work it out, Carnivala? / Is life peripheral and stiff-necked? And I won’t even raise a finger / I am sawdust in a paper bag / I seep into your sofa / Chasing dragon vapour trails.« Nummerets titel udtales meget distinkt med tydelige a’er, og for mig er teksten generelt på grænsen til det overambitiøse og konstruerede. På den anden side er det velskrevet og billedskabende lyrik, som man på mange måder må tage hatten af for.

Bedst er Ticktock, når der er en form for balance mellem trommernes meget centrale placering og de øvrige rytmiske elementer, og når rytmen lejlighedsvis brydes. Som når der i ”Double the Creep” brydes med konstruktionen og støjes med noget synth. Eller i åbningsnummeret ”Less Than Zero”, hvor Zieler bryder melodiens stramhed med et enkelt, velplaceret ord: »Vampire«.

★★★½☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar