Plader

Times New Viking: Dancer Equired

Dancer Equired tages skridtet mod hi-fi endnu længere end på forgængeren. Dermed står de simple popsange, der er Columbus-trioens varemærke, endnu tydeligere frem end tidligere.

Tidligere blev Times New Viking udgivet på pladeselskabet Siltbreeze; et famøst hjemsted for rivende og kradsende lo-fi fra 90’erne og frem til nu. De er ofte blevet katagoriseret under betegnelser som ‘shitgaze’ og ‘shit-fi’, men med en markant pænere produktion i ryggen kan disse og lignende betegnelser meget vel høre fortiden til. Selvom lyden på Dancer Equired tager skridtet mod hi-fi endnu længere, end forgængeren Born Again Revisited gjorde, så er Columbus-trioen dog stadig skramlede og endog også mere end beslægtede acts som eksempelvis No Age. Produktionens ansigtsløftning får dog de simple popsange, som bygges op omkring lige så simple akkordsammensætninger som hidtl, til at stå meget tydeligere frem end tidligere.

Det er både godt og skidt, for sangskrivningens kvalitet er på det femte album en smule svingende. Derudover kan man godt savne nogle af de ekstra lag, som gruppen formåede at skabe gennem støjen og de dårlige indspilningers sløring af detaljerne. Men heldigvis indeholder Dancer Equired flere højdepunkter end nedture.

Med en gennemsnitslængde på under tre minutter er sangene traditionen tro korte. Når de er bedst, rives lytteren med af de mange små effektive hooks i lyrikken, de simple og mundrette omkvæd, de langtfra rene, men ofte meget iørefaldende kor, orgelfigurerne og de catchy guitarriff. Dette er eksempelvis tilfældet i den glimrende åbner “It’s Culture” og den punkede “Fuck Her Tears”, hvor sidstnævnte i sin eksekvering lægger sig tæt op ad gruppens tidligere materiale.

På albummet træder de langsommere sange mere frem end hidtil. Heriblandt er den sørgmodige, moldrevne førstesingle “No Room to Live”, hvis sløve og nærmest beklagende guitarriff gør det til pladens smukkeste og bedste nummer. Faktisk er det i min bog noget af den fineste sangskrivning, bandet nogensinde har præsteret.

Pladen lægger ud med en stribe rigtig stærke numre. Men efter fjerde skæring, “Try Harder”, er klinget ud, kommer der med sange som “California Roll” og “New Vertical Dwellings” en kort periode, hvor det med undtagelse af “Downtown Eastern Bloc” ikke rigtigt fænger. Her er tale om korte sange, som baserer sig på en simpel punkform og ville have passet bedre ind på de tidligere plader. I forhold til de øvrige sange på albummet fremstår de en tand for banale og kommer til at virke som forstyrrende mellemspil, der ikke tilføjer noget til albummets helhed.

Med den fængende orgelfigur, et sjældent hørt inderligere kor og samspil mellem de to sangere, Adam Elliott og Beth Murphy, i “Don’t Go to Liverpool” redder trioen dog endnu et stik hjem. Og fulgt op af den frembusende “Fuck Her Tears”’ hvinende orgel og fandenivoldske attitude får bandet bakset albummet tilbage på sporet. Til og med lukkeren “No Good” fungerer sangskrivningen og gruppens energiske eksekvering ganske upåklageligt.

Selvom der langtfra er tale om en plade, som bidrager til raketvidenskaben, og selvom jeg ville have foretrukket, at produktionen lød mere som sin foregængers, rives jeg med af energien og de mange effektive hooks. På trods af at pladen har sine mindre interessante momenter, så sidder jeg med et smil på læben i de fleste af de beskedne 31 minutter, som den varer.

★★★★☆☆

Leave a Reply