Nyheder

Times New Viking frigiver endnu en ny sang

Den ultraskramlede lo-fi-trio Times New Viking udgiver deres fjerde album Dancer Equired den 25. april. Det fejres med frigivelsen af endnu en ny sang, “Ever Falling in Love”.

Som vi tidligere har skrevet, så udkommer det nye album fra støjrockbandet Times New Viking (hvis musikstil ofte benævnes ‘shit-fi’ eller ‘shitgaze’) den 25. april. Pladens titel bliver Dancer Equired, og du har via Merge Records, som udgiver pladen i USA, mulighed for at høre det spritnye nummer “Ever Falling in Love” fra pladen.

“Ever Falling in Love” er det tredje nummer, Ohio-trioen frigiver før releasen. Vi har tidligere skrevet om singlen “No Room to Live”, hvortil gruppen også har lavet en video. Siden vores dækning har gruppen også sluppet sangen “Fuck Her Tears”, som kan høres her.

Med det nye album har gruppen en del at leve op til. I hvert fald hvis man skal tro vores anmelder Lasse Dahl Langbæk, som gav gruppens sidste album, Born Again Revisited (2009), fem U’er og følgende ord med på vejen: »Times New Vikings smadrede lyd vil man, tror jeg, enten elske ubetinget eller på ingen måde kunne forstå det fascinerende ved. Forstår man derimod fidusen i at fucke gode melodier up ved at producere dem helt ad helvede til, vil man falde pladask for Born Again Revisited

Om skribenten

Nicholai Friis Pedersen

 

Biografi

Musikalsk stammer jeg fra 90'ernes independent-hiphop, men specielt post- og støjrocken har også en stor plads i mit hjerte. I den seneste tid har jeg lyttet meget til genrer som drone, wonky/leftfield og chillwave. Derudover læser jeg på kandidatuddannelsen i Medievidenskab og er far for min et-årige søn, August.

 

Fem favoritalbums

Company Flow: Funcrusher Plus
Notorious B.I.G: Ready to Die
Sonic Youth: Sister
My Bloody Valentine: Loveless
Neil Young: Tonight's The Night

 

Skriv et svar