Plader

Wrong Side of Vegas: WSOV

Skrevet af Jacob Aksglæde

Selvom der på Wrong Side of Vegas’ debutalbum er en række fængende rock’n’roll-skæringer, er pladen i længden for forudsigelig til at skille sig ud som noget særligt.

Det starter så småt i foden. Derefter spreder det sig til hele benet, og til sidst sidder jeg med pandehåret i øjnene og rocker med til Wrong Side of Vegas, der efter et flot tilløb har udgivet deres debutalbum WSOV. De fire medlemmer fra Odense har i tiden op til debuten været mere end flittige på koncertscener rundt om i det danske kongerige. De har blandt andet ageret opvarmningsband for Baby Woodrose, The Blue Van og Skambankt. Spørgsmålet er så, om debutalbummet kan skaffe Wrong Side of Vegas nok point til at rykke op i samme liga som disse bands?

Jeg må blankt indrømme, at jeg efter første gennemlytning var en smule skeptisk. Jeg kunne ikke få øje på det interessante eller relevante i Wrong Side of Vegas’ debut. Mest af alt virkede pladen som endnu én i rækken af de utallige irrelevante plader, der hvert år rammer landets pladebutikker til stor ærgrelse for al den gode musik, der bliver sværere at finde i mængden. Men man skal tage Wrong Side of Vegas som det band, det nu engang er. Et band, der spiller simpel og velkendt rock. Nyskabende, intellektuelt, elitært og provokerende er Wrong Side of Vegas absolut ikke, men for fanden hvor det rykker. I hvert fald noget af tiden. Det er rock, der helst skal lyttes til med vind i håret og en lidt for høj promille. Efter at have lyttet til WSOV bliver man sgu lidt mere ‘mand’, og man får sjovt nok en pludselig lyst til at investere i en Harley og køre gennem den nærmeste ørken.

Allerede efter åbningsnummeret ”Love or Die” ved jeg, hvad der er på menuen. Straight ahead-rock med et genkendeligt omkvæd, et beskidt guitarriff og selvfølgelig en guitarsolo uden hoved eller hale. Lyden refererer til mange genkendelige navne som f.eks. Wolfmother, der igen minder om Led Zeppelin. Der er selvfølgelig ikke noget galt i at minde om nogen, selvom det nu er nogle meget tydelige referencer. Problemet er nærmere, at selvom jeg lytter intensivt og kommer længere og længere ind i pladen, så ændrer sangopskrifterne sig ikke bemærkelsesværdigt meget. Det betyder, at jeg i den grad savner afveksling og finder det utilfredsstillende, at det næsten kun er tempoet, der bliver reguleret undervejs.

WSOV peaker på nummeret ”Hands in the Fire”. Den langsomme, sørgmodige og westernagtige ballade er én lang sejr. Her er alt det unødige fedt skåret fra, vokalen hviler i sig selv, og jeg kan finde rundt i guitarsoloen. Desværre holder resten af pladen ikke det niveau. Det er kun en sang som ”Lost and Lonely”, der, på grund af et skønt kvindekor i omkvædet, huskes som værende en af de bedre. Ellers bliver jeg som lytter ret træt af de ’seje’ guitarriff og den lidt påtagede rocker-attitude, der ikke rigtig virker. Numrene smelter sammen, og jeg opgiver lidt at kende forskel på dem. Det er først ved pladens sidste nummer, at jeg faktisk rigtig gider lytte igen. Her har Wrong Side of Vegas fundet den gamle The Doorsstemning fra The End frem. Det lykkes fint og bevirker, at jeg skilles med WSOV på en venskabelig måde.

Wrong Side of Vegas præsenterer en omgang rocksange, som lyder fedt, men som jeg synes at have hørt utallige gange før. På den anden side tror jeg heller ikke, at bandet har haft nogen forhåbninger om at være innovative eller originale. Et nyt, ungt band, der komponere sange på denne måde, kan på sin vis sammenlignes med at indrette en ny villa med møbler fra et dødsbo. Men selvom det at benytte gamle, brugte stole som indmad i en ny villa bestemt ikke er moderne eller stilrent, så sidder man jo stadig behageligt. Problemet med WSOV er nærmere, at man halvt inde i pladen kommer til at kede sig gevaldigt, netop fordi numrene er alt for unuancerede og minder for meget om hinanden. Der er bestemt nogle fine skæringer, som jeg har lyst til at vende tilbage til, men helhedsindtrykket er for kedeligt og forudsigeligt. Hvis jeg endelig skal køre ud i ørkenen på en Harley, så vil jeg hellere lytte til de gamle legender som Led Zeppelin, Hendrix og Cream eller for den sags skyld de nyere The Blue Van. Derfor må Wrong Side of Vegas affinde sig med at blive i én af de lavere rækker inden for denne afart af rock.

★★★☆☆☆

Deltag i debat