Alive Festival kunne i sidste måned præsentere de første seks navne, som er klar til at indtage området omkring Plantagehuset i Thisted fra den 19. til den 20. august. Nu har festivalen offentliggjort yderligere fire navne, så programmet nu tæller 10 spændende og stærke danske navne.
De første seks navne, som festivalen i Thy kunne præsentere, var de albumaktuelle kunstnere Emma Acs, Vibeke Falden, Thulebasen, WhoMadeWho og Kenton Slash Demon. Derudover kunne festivalen præsentere Kellermensch, som senest var aktuelle med deres ep Narcissus fra sidste år.
Blandt de fire nye navne finder vi Glastonbury-aktuelle Tako Lako, Per Vers feat. DJ Static og Ayoe Angelica samt The Bang Bang Brain, som er den ene halvdel af den karismatiske elektroduo Reptile and Retard.
Det sidste navn, som nu er offentliggjort af festivalen, er trommeekvilibristen og one man-showet Kalles World Tour.
Festivalen, som kun kører på sit tredje leveår, kan ud over et igen i år ganske lovende program byde på campingmuligheder til dem, som ikke lige bor i nærheden af Thisted.