Plader

Amiina: Puzzle

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Sigur Rós’ oprindelige strygerkvartet forsøger for anden gang at træde i karakter som band med to nye medlemmers forstærkning af rytmesektionen. Men det bliver mere til stemninger end form.

Fra at være strygerkvartet for en af Islands musikalske storsællerter, Sigur Rós, er de fire piger i Amiina hen over to album begyndt for alvor at ligne et band. Debuten Kurr kom i 2007, og fire år efter – og med tilføjelse af to nye, mandlige medlemmer – er sekstetten nu klar med opfølgeren, Puzzle.

Amiina bevæger sig i samme musikalske legeland som landsfællerne i múm, hvor små spilledåser, gamle synths og andre finurlige lyde er højt værdsat. Faktisk minder Amiina på Puzzle næsten lidt for meget om múm, ikke mindst fordi de nye medlemmer Magnús Trygvason Eliassen og Guðmundur Vignir Karlsson tilføjer flere elektroniske elementer og generelt forstærker rytmesektionen. Så sammenligningen med múm ligger ligefor, og her falder resultatet ikke ud til Amiinas fordel.

Vokalmæssigt er der ingen i Amiina, der kan konkurrere med de inciterende stemmer, som de to søstre Gyða Valtýsdóttir og Kristin Anna Valtýsdóttir (der nu har forladt múm) har. Amiina satser klogt nok kun få gange på numre med vokal på Puzzle, men når bandet gør, fungerer det bedst, når vokalen er flerstemmige harmonier som i “Over and Again” og “Mambó”. “What Are We Waiting For” er albummets mest storladne nummer, hvor den kvindelige vokal desværre tangerer at være kedelig og slet ikke fungerer som modspil til strygerarrangementets pompøsitet.

Stemningsmæssigt holder Amiina hele vejen igennem albummets otte numre og 40 minutter en vemodig og melankolsk tone. Udgangspunket er små melodier, som gentages og af og til foldes ud med flere lag af trommer og strygere. Flere steder ligger også fine, kradsende beats som blid understrøm. Det er ofte de små idéer, som strækkes for at blive til hele numre og ikke bare små vignetter på et-to minutter. De færreste af dem kan holde til denne forlængelse.

Melodisk har Amiina ellers fat i den rigtige ende med f.eks. kærtegnene i åbnerens melodika- og synth-melodi eller de filmiske strygere i “Thoka”. Andre steder går musikken simpelthen i stå, fordi gentagelserne er uden variation og i sig selv ikke har intensitet til at kunne bære en én-til-én-repetition. Derfor ender numre som “Púsi” og “Mambó” som fyld, hvor stærkere melodier fra tidligere på albummet, som f.eks. fra “Ásinn”, kan lægges nedover uden problemer. Amiina kæmper altså også med et idémæssigt problem, hvor flere af numrene ligger for tæt op ad hinanden. Puzzle skal derfor høres for stemningens skyld, hvor bandet rammer plet, og ikke for så meget andet.

★★★☆☆☆

Deltag i debat