Plader

Austra: Feel It Break

Skrevet af Anna Møller

Inspirationen fra 80’ernes electroscene er tydelig, men bliver aldrig så uptempo, at Feel It Break er decideret dansemusik. Snarere skaber Austras debut et mørkt og indadvendt rum med en på samme tid minimal og voluminøst fyldig lydflade.

De seneste par år har en vedholdende betagelse af det uhyggelige fortsat med at brede sig blandt mange debuterende musikere, og navne som Esben and the Witch, Salem og Crystal Castles har dannet hypet avantgarde for goth-fascinationen. Jeg må nok indrømme at være faldet for dem alle.

Canadiske Austra har også rigelig med mørk desperation i synth og vokal og minder mest om The Knifes gothelectro, hvis de havde lavet et new wave-cover af Kate Bushs “Hounds of Love” – med intakte vokalhooks. Sangtitler som “Darken Her Horse”, “Spellwork”, “The Choke”, “Hate Crime” og “The Beast” kunne da også tyde på, at samme fascination kunne gøre sig gældende på Feel It Break, men den canadiske trio virker langt mere talentfulde, når det kommer til musikkens komposition og arrangement, end hvad man ellers har oplevet hidtil på den gotisk-inspirerede scene.

Trioen har med rette placeret Katie Stelmanis’ store og trænede vokal centralt, mens Maya Postepskis dundrende trommer og Damian Wolfs bas ofte fremstår som stemningsskabende, men sekundære elementer for nummerets fremskriden. Der er nerve i stort set alle numre og en dynamisk opbygning, der efterlader catchy og medrivende melodier og en hjemsøgende stemning, der hiver lytteren ned og ind i et lukket og besnærende univers.

De ofte vokalløse begyndelser på numrene kan forekomme ens og en smule simple med deres metalliske, new wavede rytmer, men når Katie Stelmanis’ dramatiske stemme lægges til de umiddelbart enkle spor, åbnes der for en blød dybde og dragende stemningsfuldhed.

Et af pladens bedste numre er “Beat and the Pulse”, der netop starter med simpel og samtidig dundrende percussionsynth, mens der over nummerets første minuts tid lægges enkelte andre figurer til. Kompositionen er både dynamisk og struktureret og lydene mørkt og blødt pulserende, indtil en dobbelt rumklangsvokal lægges til og kraftfuldt driver det hjemsøgende hen over nummeret. Under omkvædets »feel it break« lyder det næsten, som om der også er lagt kirkeklokker på, og den gentagne puls fra de indledende beats og vokalhooks holder et catchy og vedholdende tempo. Det er både lige til radioen og lige til at blive væk i.

Austras største force ligger helt klart i Stelmanis’ trænede og ekspressive vokal, der sammen med de øvrige instrumenters enkle og dunkle rundgange fremstår besættende uden at falde i den fælde, der består af klichéskrig og andet goth-cirkus.

Cirkus går der imidlertid lidt i den på den skævt gyngende og meget smittende “Shoot the Water”, hvor en 80’er-klaverfigur – a la netop Kate Bushs – ligger og gynger, mens vokalen ligger og fungerer som modvægt som en anden Karin Dreijer i rumklangsklædt dobbeltstemme. I verset synger Stelmanis hen over den synkoperede cirkusmelodi: »Shame is your name / and desperate / desperate things can measure it / (…) / silence speaks for you / I want your blood / I want it in my hair«. Lyrikken fungerer som en befriende modvægt til melodilinjens ellers en anelse fjollede hoppen omkring, men på den anden side: Sat sammen med langtrukne og jagende toner med frygtindgydende bas og hvad der ellers hører sig til, ville især lyrikkens blodfascination fremstå overdreven. På den vis formår Austra at videreføre de gotiske elementer, der allerede har hjemsøgt musikscenen længe.

Det afsluttende nummer, “The Beast”, er teatralsk og adskiller sig fra pladens øvrige numre med primært at bestå af Stelmanis’ klaver og stemme, der vibrerer kraftfuldt og dramatisk. Den jagende energi, som Feel It Breaks øvrige numre besidder og driver frem, går en anelse tabt her, og “The Beast” yder ikke albummet retfærdighed som afslutning.

Austra har hævet sig over niveauet af gothfascination, der handler om at jage forvirret rundt i en skov med øredøvende støj efter sig og skrige små, desperate gyserskrig. I stedet har de udnyttet de ‘klassiske’ og dundrende synthelementer og lagt eminente vokalelementer henover i både medrivende og vedholdende kompositioner.

★★★★★☆

Deltag i debat