Plader

Causa Sui: Pewt’r Sessions 1

Skrevet af Anders Mortensen

De odenseanske solkonger har fået besøg af en gammel ven, Ron Schneidermann fra Sunburned Hand of the Man. Det er der kommet en fri plade ud af, som man uden tøven bør lytte til.

Den aften i 2006, hvor Causa Sui varmede op for Baby Woodrose på Rytmeposten i Odense, var første gang, jeg hørte gruppen live og var vidne til den magt, de kan lægge for dagen. Det var nærmest overvældende, selv med den af mange så udskældte gamle forsanger. En tiltrængt enklave af fri, fri rock på en scene i dødningenes by. Derefter har jeg set Causa et par gange, og de er kun blevet bedre, siden de dengang, allerede sublime og overbevisende, varmede Odense op. Se, Causa Sui har altid lydt som et band med en slags mission. Man har fornemmet det helt fra starten. Der er ingen dybe tekster, kun sol – men for hver udgivelse, de bringer på banen, bekræftes man i, at tidløshed kan findes i selv de mest idoldyrkende værker.

Igennem de sidste fire udgivelser siden den selvbetitlede i 2005 til forrige års Summer Sessions, vol. 1-3 har Jonas Munk, Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jess Kahr stået for noget af den mest voldsomt fængende, og, koncertmæssigt, direkte åndeligt opløftende fri rock i Danmark. Grundstenen har været den samme: lange, instrumentale syrejams med afsæt i Hendrix, Grateful Dead og i glimt, tydeligst her på Pewt’r Sessions 1, krautrockens mekanik. Sol, strand, bølger, sommer, syre, rock og frihed er gentagne nøgleord, der ikke kun giver sig udtryk i musikken, men i lige så høj grad på pladernes hvirvlende covers med kaleidoskopmønstre og åbne, bjergdækkede vidder.

Pewt’r Sessions 1 er mere af det samme, kvalitetsmæssigt, men går af lidt andre veje end de andre udgivelser. Pladen er en art spinoff af et spinoff. I engangsprojektet Pewt’r JJJJ fik Jonas Munk & co. besøg af Ron Schneidermann, ikon for den bostonianske new weird america-scene og frontmand i impro-guderne Sunburned Hand of the Man, og begik en plade, der langt hen ad vejen lægger sig op af Causaen, men med en retning, der gik en smule nærmere Coltrane end Blue Cheer, når det kom til samspillet.

Schneidermann og Munk har siden da optrådt sammen i flere forskellige konstellationer, og den symbiose spiller en enormt stor rolle på Pewt’r Sessions 1, hvor Schneidermann får givet den tunge syrerock et andet og mere åbent rum at vokse ud i. Der er et par i forvejen løse tøjler, der har fået lov til at hænge endnu mere, samtidig med at rytmikken og krauten har gjort sit indtog i små doser; en genre, hvor gruppens medlemmer har bevist deres værd med den køligt funklende September i konstellationen Skøtt, Munk og Rasmussen.

“Pewt’r Wozniacki”, den eminente åbner, er albummets så absolut mest krautede oplevelse og et af pladens højdepunkter. Nummeret lyder som Neu!s “Hallo Gallo” udsat for stonerrock med den iboende funk, der også er at finde i meget af den tyske 70’er-scene. “Pewt’r Wozniacki” slipper aldrig groovet, er lige så stram i disciplinen som sin navnebror og eskalerer konstant mod et knap så krautet freakout. Men op til da kører Causa Sui og Schneidermann derudaf i bedste automatiske stil med stadig mere outrerede lyde til at skabe et kosmos om instrumenterne; et kosmos, der helt selvfølgeligt må blive et tungt, tungt kaos, og det gør det så.

Den sammenbragte kvintet tager en sløvere tilgang på “May Sun” og “Wasted Milk”, der er tilbagelænede manifester over solen med ringende flader af drømmeguitar og jazztrommer. Ren æterrock. Causa Sui evner at få bragt new age-nuancer ind i deres musik uden at give slip på hverken tyngden eller kompleksiteten. De undslipper de rammer, der ellers er kendetegnende for genren, uden at være delfinfri, og det er positivt ment. Der er i Causa Suis produktion åbnet op for det helt elementære, rensende element, som fri rock kan skabe, når det er bedst.

Og hvor førnævnte renselse af krop, sind og sjæl også får plads og smelter ned i sandet i new age/kraut-intermezzoet “Streams of Gratitude” og i pladens sidste nummer, det synthdrevent Cluster-smooth “Latte Rock”, får “Mating Call” igen fat i den amerikanske psykedelika og kreerer et gennemliderligt jam af wah wah og fremdrift på fremdrift på fremdrift af løsrevet vildskab og tyngde. Causa Sui flår simpelthen i én i løbet af Pewt’r Sessions 1 med forskellige udtryk for frihed, hvad enten det er i følelsen af stille opløsning eller ved at rive dig rundt med larmende smukke improvisationer.

Det er meget svært for mig at se, hvordan Pewt’r Sessions 1 kan skuffe folk, der i forvejen er til Causa Sui. Det er stort set samme udtryk, men med et bredere, mere afdæmpet spektrum, der i højere grad end før inddrager krautrock, synthesizer og jazz med stor hjælp fra Ron Schneidermann. Pladen er ikke en overvældende tour de force, på samme udknaldede måde som Summer Sessions, vol. 1 – 3 var det, men det er stadig en af årets bedste danske plader, fordi den, som alt andet odenseanerne har udgivet, virker så ufattelig godt.

★★★★★☆

Leave a Reply