Plader

Cavio: Pieces of Distorted Parts

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Ligesom på coveret viser danske Cavio sine mange, musikalske ansigter på sin fine debut, der både indeholder indietronica, 80’er-synth og drone.

Der er noget skizofrent over dette album fra danske Cavio, som udkommer på det lille københavnske selskab Neh-Owh Records. Sammenhæng er der umiddelbart ikke meget af rent genremæssigt, men selvom første indtryk er noget rodet, har Pieces of Distorted Parts masser af byde på. At det så næsten lyder som en kompilation snarere end et album fra en enkelt kunstner, er noget, man må tage med.

Cavio har før samarbejdet med andre artister fra Neh-Owh Records som You Know Name It og Broken Birdie. På sit debutalbum bevæger Cavio sig i den elektroniske side af musikspektret, hvor der ikke er meget plads til guitar, hvilket er ret kendetegnende for de fleste af Neh-Owhs artister.

Albummet starter ét sted og ender et helt andet. Åbneren “Come On/Wild Bass” bringer minder om Dntels album Life Is Full of Possibilities, hvor blød elektronisk musik, der lyder meget organisk og venlig, kombineres med vokaler. Her er de forvrængede og ligger ikke udpræget i forgrunden. Melodilinjen er virkelig nynneværdig. “In a Fat Car” er hårdere og mere electro i lyden og har både smag af Depeche Mode og danske Veto. Den svagt nynnende vokal passer ikke helt med den velklingende musik og er alt for lo-fi i kvaliteten og fremførelsen.

Og det er nok det tydeligste tegn på, at Cavio kommer fra det danske vækstlag. Vokalerne virker flere steder lige præcis så undergrunds-forudsigelige, som man kunne forvente. Lidt som var de indspillet på et toilet eller under dynen. Det kan være fint, men på Pieces of Distorted Parts passer det sjældent til musikken. Lidt mere fokus på vokalen, og musikken ville virke meget bedre og helstøbt på lytteren.

Helt i stå går Cavio i midterstykkerne “Walk (Sad Disco)” og “Everything”. Førstnævnte benytter på lidt komisk vis tilsyneladende skydelyde fra et computerspil, og fælles for dem begge er en simpel mangel på fremdrift og melodi. Så er den Aphex Twin’ske “Gemmebogen” meget bedre og viser sammen med det rytme-inficerede “Dip Dip Dip” (med inspiration fra Congo?), at Cavio har masser af bredde i sit repertoire.

Pieces of Distorted Parts ender med snigende drone og et industrielt beat i “Zogstoi”. Og det fungerer faktisk meget godt, at hvad, der starter lidt lystigt, ender noget mørkere. En rejse gennem Cavios univers føles albummet ikke helt som – dertil er det for fragmenteret og usammenhængende. Men det er absolut værd at lytte til for den kvalitet, som adskillige af numrene har.

★★★★☆☆

Deltag i debat