For tre år udsendte Tue Ebert, der er manden bag E Bird, ep’en Real Tigers Made of Paper. Her på siden skrev vi blandt andet, at der på pladen er »ro og tid til refleksion samt rum til eksperimenter.« Det er der også blevet på Lake of No Land, som er E Birds første fuldlængdeplade. Og har man lyst til skiftevis storladen og afdæmpet skæv folk, er der en masse at komme efter her.
Pladen er indspillet i en gammel nedlagt poolhall, og det er netop rummene, der har været med til at præge lyden på Lake of No Land. Indspilningsstedet har medført en masse rumklang, der har givet plads til eksperimenter. Plads uden varme og uden kød og blod, og som følge deraf er der også plads til det store ekko og det introverte.
Et eksempel er “Empty Avenues”, der starter med Tue Eberts særegne vokal og klimprende guitar, som følges ad i et tempo, der er lige ved at gå i stå. Det er lige før, at musikken mister pusten, men denne bliver så alligevel blæst ind i nummeret med Eberts »la la la la«-kor, og det lyder ganske fortræffeligt. Der tilføjes støjende elektrisk guitar, der dog kun kommer med et kort og anstrengt udbrud; så er det tilbage til det sløve. Et glockenspiel står i stærk kontrast til den elektriske guitars fræsende lyd, og så forsvinder musikken lige så stille, som den er startet.
Nogle gange bliver E Birds lydunivers småt og indelukket, men på andre tidspunkter spiller Ebert også op til det storladne. Det til en start meget stille og rolige “Running Horses – and the Son of Two Hundred Men” forvandles fra at slæbe sig hen ad poolhallgulvet med et klaver som den bærende kraft til at være et decideret rocknummer med fuld skrue på trommerne, mere knald på vokalen og en nærmest surf-agtig guitar, der ruller rundt i lokalet.
Ebert udforsker kontrasterne på sin første egentlige plade, og det gør han godt. Jeg føler i hvert fald, at jeg sidder tilbage med noget nyt. De store lokaler og de små melodier går fremragende i spænd, og derfor vælger jeg også at se bort fra den lidt lange spilletid. Godt og solidt arbejde.