Koncerter

Emeralds, 15.05.11, Loppen, København

Cleveland-trioen Emeralds koksede ud på Loppen, men det tårnhøje niveau efterlod også en kraftig sult efter mere.

Fotos: Tania Gibson, www.TaniaGibson.dk

Selvom man laver hip new age-musik, så er det åbenbart ikke nok til at blive superstjerne. Det kunne man i hvert fald forvisse sig om ved at være en del af det eksklusive selskab søndag aften på Loppen. Emeralds har fået ret meget opmærksomhed efter deres fremragende album, Does It Look Like I’m Here?, fra sidste år – vi var endda så glade for den på Undertoner-redaktionen, at vi stemte den ind på en 11. plads på vores årsliste – men det har åbenbart ikke givet dem en massiv folkelig appel. Nu er det muligvis også blåøjet at tro, at instrumental delfinmusik kan sætte folks følelser så meget i bevægelse, at de flokkes i skræmmende hobetal, men Loppen burde have været beriget med en større flok, end det var tilfældet denne søndag aften.

Ikke mindst fordi Emeralds leverede en blændende koncert. Fokusset var naturligt nok primært på sidste års plade. Faktisk i en sådan grad, at de havde droppet deres ellers improviserede tilgang til live-koncerter. Numrene blev simpelthen spillet mere eller mindre, som vi kender dem fra pladen. Det element af koncerten var mindre lykkeligt, for når John Elliott stod og headbangede til de minimalistiske synthtrancer, og Mark McGuire lod sine forgyldte guitarevner folde sig ud i alle sprækker i Loppens træværk, så kunne de sagtens have ladet improvisationerne skabe nye meditative idealtilstande i stedet for at lade numrenes oprindelige form sætte begrænsninger for kreativiteten.

Det var dog magisk, når trioen satte deres kraut-inspirerede, håndspillede ambient i bevægelse. Både i de mere eftertænksomme passager, men især når de kastede sig ud i det tætteste, man kommer rave, når der mangler et beat. Det var intenst, energisk og dybt hypnotiserende. Især McGuire var en fryd, når han i bedste heltemetal-positurer trådte i hælene på krautrock-guitarist nr. 1, Manuel Göttsching (Ash Ra Tempel, Cosmic Jokers). Det guitarspil kunne bære hele publikum ud på astrale planer, hvor kun de reneste ånder kommer.

Derfor var det også frustrerende, at Emeralds kun spillede 45-50 minutter. Der havde ikke været reel opvarmning andet end DJ The Home Current, hvilket skabte en forventning om, at bandet ville have god tid til at folde deres musik ud. Men nej, de gik af, og trods begejstret applaus fra publikum var de end ikke i nærheden af at træde op på scenen igen. Jeg har altid været fan af, at koncerter ikke skal vare for lang tid, så publikum ikke bliver trætte af bandet, men har lyst til mere. I det her tilfælde var det dog grotesk. Emeralds var simpelthen for vilde til at gå af efter så kort tid, og vi var en del, der sagtens kunne have redet på delfinerne i 45 minutter mere. I stedet måtte vi ride hjem fra Loppen på vores cykler med en formidabel, men uforløst koncert i kroppen. Som verdens bedste sex hvor man bliver snydt for orgasmen.

★★★★★☆

Deltag i debat