Nyheder

Fredagsvideo: Marybell Katastrophy: “There Is No Rhino in This Room”

Skrevet af Anna Møller

Marybell Katastrophys nye video underholder på flere planer og skal da helt sikkert lægge fredagsspor til din kontorbrandert, iggå?

Fredag. Ugens mest værdsatte dag.

Så er der ingen undskyldninger for ikke at folde papirsfly ud af rykkere fra nær og fjern og lade dem dale langsomt ned gennem kontorlandskabet, mens slips og bh-stropper løsnes, og Benny nede fra trykkeriet går i Netto efter tidlige fyraftensbajere.

Og så skal der jo være lidt til de andre sanser også. Derfor er ugens fredagsvideo den nyeste single fra aarhusianske Marybell Katastrophy, “There Is No Rhino in This Room”. Her er stimulans på adskillige planer: Ens visuelle dampbarn underholdes med blink og collageklip, stillbilleder og savannedyr, mens musikkens lagdelte flade bevæger sig i hundrede velplacerede og pulserende retninger på samme tid. Intellektet stryges over hårene med adskillige referencer, hvor den tydeligste nok er nummerets titel, der lægger sig op af den postmodernistiske litteraturteoretiker Stanley Fishs legendariske “Is There a Text in This Room?” fra 1980.

Der er p.t. ingen udgivelsesdato på det kommende album fra Marybell Katastrophy, men det forventes at komme ud i slutningen af 2011. Imens kan du fordrive tiden med at downloade singlen “There Is No Rhino In This Room” her eller følge bandet på dets koncerter i Tyskland 17. og 18. maj.

Videoen er lavet af bandmedlem Jakob Schweppenhäuser, mens fotografierne er taget af Zuhal Koçan.

God weekend!

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar