Plader

Giant Sand: Blurry Blue Mountain

Skrevet af Andreas Kousholt

Der er ikke meget nyt under den bagende sol på albummet, der markerer 25 års jubilæet for lo-fi-americana-bandets første udgivelse. Uden at være prangende er albummet fyldt med små sangperler og egner sig fantastisk til en øl i solen.

Alle os, som har sat tænderne i Frank Herberts klassiske science fiction-bog “Dune” og spildt utallige af barndommens dyrebare timer med det afledte computerspil “Dune II”, ved, hvor frygtindgydende de gigantiske sandorme kan være. Og det er netop disse sandorme, som Giant Sand, der sågar en kort overgang hed Giant Sand Worms, er opkaldt efter.

Med Blurry Blue Mountain er sandormen dog faldet noget til ro og ligger et stykke fra den smadrede ørkenrock, der måske oprindeligt har været grunden til valget af navn. Kun på genindspilningen af ”Thin Line Man” fra gruppens andet album, Ballad of Thin Line Man (1986), bliver sandormen igen sluppet løs. Der står stadig Giant Sand printet i versaler ud over hele pladen. Blot er stilen mere i retning af den afdæmpede lo-fi alt. country, der har vundet mere indpas senere hen i karrieren.

Chefen for hele misæren er som altid den Tucson, Arizona-baserede pianist, guitarist, sanger og sangskriver Howe Gelb, der som på flere af de foregående albums er flankeret af Peter Dombernowsky, Thøger T. Lund og Anders Pedersen på hhv. trommer, bas, og slideguitar og pedalsteel. Denne gang får de desuden selskab af Nikolaj Heyman på guitar og wurlitzer og Lonna Kelly på backingvokal. Det kendetegnende for Giant Sand er ikke og har aldrig været vellyd, som den bliver serveret af for eksempel Bon Iver, M. Ward eller Great Lake Swimmers. Den form for afslapning der, findes på Blurry Blue Mountain, leveres i stedet gennem en fortræffelig evne til at indkapsle den atmosfære, man garanteret kan opstøve på lokale barer i Gelbs hjemby, og som minder om den, man også kan finde hos blandt andre Tom Waits. Gelbs übercool stemme ledsages af en casual stil i trommer og bas samt små bluesede licks fra klaver, guitar, slide og stål, der sjældent gør meget væsen af sig, men alligevel byder på nok adspredelse til, at det ikke bliver kedeligt.

Den smukke folkballade ”Chunk of Coal” er for eksempel langtfra fri for falske toner fra hverken Gelbs vokal eller tangentspil, ligesom lyden også er ret rå. Begge dele er med til at opbygge følelsen af nærvær og autenticitet og fornemmelsen af i baggrunden at kunne høre lyden klirrende flasker og lavmælt snak i hjørnerne. Det er omtrent det samme, der er på spil hele pladen igennem, hvilket gør det til et særdeles velegnet soundtrack til en aften i selskab med et par øl og venner. Det er til gengæld også den ens, gennemgående stil, der gør pladen til en lidt langtrukken affære med sine 14 numre. For på trods af et varierende temperament pladen over befinder man sig konstant i Sydstaternes bagende sol, som med tiden kan blive en smule trykkende.

Når det er sagt, så er pladen fyldt med små hver for sig velfungerende perler af numre, heriblandt ”No Tellin’”, en flydende let ballade, der konstant invaderes af markante elguitarovergange, ”Spell Bound” med sit lækre, drillende klavertema og den super funky ”Brand New Swamp Thing”, hvori Gelbs coolness når et højdepunkt. Alt i alt er der på dette 25 års jubilæumsalbum ikke meget nyt under solen. Men lækkert det er det sgu.

★★★★☆☆

Deltag i debat