Plader

Guillemots: Walk the River

Skrevet af Jacob Aksglæde

Guillemots drømmer store drømme på deres nye udspil, Walk the River: stadionrockdrømme. De bliver desværre aldrig til virkelighed, og trods et godt potentiale gør sangene hverken fra eller til.

Guillemots har været på rov og stjålet lidt hist og her fra bands, de gerne vil kunne identificere sig med. Jeg kan forestille mig, at Guillemots har kigget på et band som Coldplay og fundet ud af, at de egentlig også godt kunne tænke sig at stå på en stor scene på et stort stadion, holde en mikrofon ud til et stort publikum og med den ene hånd bag øret gøre tegn til, at folkemængden skulle synge med på bandets genkendelige og medrivende »åååååhh åååååhh ååååååhh åååååhh«-omkvæd, som faktisk findes i bandets nummer “The Basket”. Man kan ikke lade være med at tænke på Coldplays ditto-omkvæd og få det indtryk, at Guillemots gerne vil bedømmes på lige fod med deres landsmænd. Det er dog ikke et klogt valg, for lyden og udtrykket i sangene på Guillemots’ nye album, Walk the River, er flere år gamle og hørt før hos bands som netop Coldplay og giganter som The Cure, Radiohead og New Order. Walk the River bliver derfor en irrelevant affære.

Det lyder jo i grunden godt, at Walk the River samler lyden fra så mange fede bands, men det fungerer bare slet ikke. Det kan sammenlignes lidt med, at den kiksede dreng i klassen køber de samme smarte sneakers, som den seje dreng i klassen går med. Det ser bare helt forkert ud, eftersom den kiksede dreng ikke har det samme fede tøj eller udstråling. Man får lidt ondt af Guillemots, for én ting må man give dem: De er virkelig engagerede. De prøver og prøver, men fejler. Det skyldes i høj grad, at de gerne vil ligne nogle andre end dem selv. F.eks. har et nummer som “Ice Room” et riff, som Radiohead kunne have spillet, og en guitarmelodi i omkvædet, som man har hørt før fra The Cure.

Havde Guillemots skruet ambitionerne lidt ned og satset på at spille på lidt mindre spillesteder, er jeg næsten sikker på, at resultatet ville have været et helt andet. Bandet kan jo skrue fremragende numre sammen – tænk bare på “Made Up Love Song #43” fra Through the Window Pane, der nok er én af mine yndlingskærlighedssange.

Walk the River besidder selvfølgelig også et par okay ballader, der findes mellem den mislykkede stadionrock/-pop. “I Don’t Feel Amazing Now” og “Vermillion” er værd at synge med på, også selvom teksterne er lidt banale.

Guillemots kan altså stadig skrive gode sange, men éns begejstring for dem holder bare ikke til særlig mange gennemspilninger. Hvis man bliver træt af sangene efter få afspilninger, vil nogle måske hævde, at det er dårlige sange, men jeg tror i højere grad, det skyldes indpakningen af dem og bandets ambitioner om at lyde som alt andet end sig selv. Det virker nemlig i høj grad destruktivt på sangene, der ellers besidder potentiale, man kunne have fået mere ud af.

Det ændrer dog ikke på, at Walk the River er en ligegyldig plade, der hverken gør fra eller til. Der er hverken grund til at bruge penge på den eller til at brokke sig højlydt, hvis vennerne sætter pladen på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat