Salon des amateurs er på flere måder en velvalgt titel til Volker Bertelmanns sjette regulære fuldlængdeudgivelse under navnet Hauschka. Albummet er navngivet efter en klub i hans hjemby, Düsseldorf, hvilket passer fint sammen med Bertelmanns nyfundne interesse for at parre sine repetitionsbaserede neoklassiske kompositioner med dansegulvsrettede genrer som techno og house. Mens hans album Foreign Landscapes fra oktober 2010 var stort orkestreret med udbyggede strygerarrangementer, har tyskeren nu vendt det symfoniske ryggen for i stedet at indlemme sugende synthbas og sine steder også regulære 4/4-stortrommespor.
Samtidig kan albumtitlen også læses som en selvironisk erkendelse: Sammenlignet med så mange andre, der bevæger sig inden for den neoklassiske kompositionsmusik, er Bertelmann ikke synderligt virtuos i traditionel forstand. Han afskriver sig enhver ambition om at skrive storslåede, manende værker og dyrker det uperfekte frem for den minutiøst arrangerede skønhed. Det nye techno-influerede udtryk ændrer ikke på, at tyskerens musik fortsat har hans modificerede flygel i centrum. Med John Cages prepared piano-eksperimenter som historisk forbillede arbejder Bertelmann som på sine tidligere plader med at tilpasse flygelets vanlige klang ved at anbringe alskens småting under, mellem og oven på strengene. Ringende klang forvandles til metallisk dirren eller bliver så dump, at den snarere er et rytmisk end et tonalt virkemiddel.
I og med at tyskeren har en håndfuld plader bag sig med prepared piano som sit nøgleinstrument (om end det ikke var nær så tydeligt som tidligere på Foreign Landscapes), er der ingen overraskelse i, at han mestrer at bruge flygelet simultant som rytmegruppe og melodisk element. Det særligt smittende ved Salon des amateurs er, at de konstant changerende klangfarver og ikke mindst melodilinjernes samspil gør det værd at fokusere på et tredje aspekt ved titlen: At ordet amatør kommer af ‘amare’, det latinske ord for ‘at elske’.
Og Salon des amateurs efterlader ingen tvivl om, at Bertelmann elsker at spille. De myldrende, klavertonetapdryppende melodiforløb og de skævt hoppende rytmeelementer er ikke blot fyldt med energi, men også med noget, der lyder af decideret grundglæde. Især pladens første halvdel klinger nærmest helt forelsket: flyglet og messingblæserne i staccato og stakåndet parløb i “Radar”; den dybe bas og de lyse klaverlinjer i “Two AM”, der i stedet for at stå fjernt adskilt virker til at blive tiltrukket af det store spænd imellem hinanden; de små abrupte klavermelodier i “Ping”, der løber på kryds og tværs, så de umærkeligt bliver en helhed. Som hænder, der intuitivt finder hinanden, hægter de enkelte elementer sig sammen, men uden at knuge og holde hinanden fast.
Salon des amateurs er tværtimod præget af en dynamik og friskhed, som selv for den ellers ikke videre melankolske Bertelmann er uvant. Ud over at hans klaveranslag er mere markeret rytmiske, har han på en håndfuld numre tilføjet trommer fra Calexicos John Convertino og múms Samuli Kosminen. Samtidig med at de på afmålt vis understøtter techno-rytmikken, lægger deres uortodokst skramlede percussion sig fint i forlængelse af flygelets raslende, klirrende lydpalet.
Det lykkes Bertelmann at få de piblende, klimprende klavermelodier, trommerne og baspulsen til at fungere så fint sammen, at Salon des amateurs bliver den første Hauschka-plade, der uvilkårligt sætter kroppen i bevægelse. Selvom de gentagne klaverlinjer går igen i alle numrene, føles albummet aldrig formelbaseret. Dels fordi strukturerne varierer fra det house-lignende med stille-klimaks-break-klimaks-stille-opbygningen i “Two AM” til det mere udflydende og pletvist ambiente i “Cube”. Dels fordi de bærende melodilinjer ganske simpelt er herligt catchy; flere, jeg har spillet albummet for, har fløjtet med allerede ved første lyt. Melodierne er friske og legende, som om de er kommet til Bertelmann i selv samme nu, pladen er indspillet.
Med denne nysgerrige, evigt udforskende tilgang til musikken er det ikke så underligt, at det kan være svært at holde samme høje niveau gennem en hel plade. “No Sleep” og “Tanzbein” fænger på grund af svagere melodimateriale ikke så stærkt som resten af pladen, men de øvrige otte numre er også så fremragende, at det knap er værd at bemærke kvalitetsdykket.
Hauschka har altid skilt sig ud fra andre neoklassiske komponister ved at være mere rytmisk orienteret, men at den rigt nuancerede akustiske instrumentering kan smelte så strålende sammen med technoens taktfasthed, er immervæk imponerende. Ikke så meget på et distanceret, velovervejet plan, hvor man som lytter beundrer det dygtige håndværk, som på en instinktivt appellerende måde: Salon des amateurs er kildrende begejstring sat til toner, og hver gang man gransker den, er der noget nyt at glædes over.
[…] Undertoner […]