Nyheder

jj varsler kommende album og frigiver tour-video

Skrevet af Mia Ravn Bach

Den mystiske duo jj er snart klar med nyt album. Indtil videre kan du nyde en smuk video fra bandets Asien-tour.

Der har den seneste tid floreret rygter om, at den gådefulde svenske ambient/indie/electropop-duo jj snart udgiver deres tredje fuldlængdealbum.

I slutningen af marts kunne man på bandets blog nemlig gruble over dette billede af Joakim Benon, der stikker fire fingre frem mod kameralinsen under overskriften: ‘JUNE 21ST, IF YOU ARE LOOKING FOR A SIGN THIS IS IT’. Musik- og konspirationsinteresserede har herefter gættet sig frem til, at jj derfor er klar med et nyt album 21. juni under titlen No. 4.

På trods af den kommende udgivelse er de to svenskere dog stadig i gang med at promovere deres mixtape, Kills, hvorfra de netop har lagt den nye video, “Los Angeles en Asia”, ud med smukke dag/nat-optagelser fra jj’s Asien-tour i vinters.

Har man aldrig været i Hong Kong eller Singapore før, får man virkelig lyst til at booke det næste fly efter at have oplevet disse smukke storbystemninger akkompagneret af nummeret “Angels” fra mixtapet samt oplæsning af jj’s ubesværet yndige Elin.

Se videoen: “Los Angeles en Asia”

Du kan ligeledes løbende følge jj’s egen blog for mere info omkring det kommende album.

Deltag i debat