Plader

Keren Ann: 101

Skrevet af Trine Jørck

Der eksperimenteres med stilarter, lydeffekter og sjove temaer hos den multikulturelle sangerinde Keren Ann. Selvom det er alsidigt og anderledes, står albummet ikke distancen. Det er, hvad det er: god underholdning og ikke mere end det.

Sangerinden Keren Ann har siden 2002 udgivet seks albums med afdæmpede, eftertænksomme og velarrangerede sange, både på fransk og engelsk. Med en israelsk-russisk far, en hollandsk-javanesisk mor, opvækst i Holland og Frankrig og et nomadeliv mellem Tel Aviv, Paris og New York hører Keren Ann hjemme alle steder og ingen steder. Den multikulturelle baggrund resulterer ifølge sangerinden selv ikke i verdensmusik, men i en gennemgående melankoli. Det sjette album, 101, er opstået i pauserne mellem diverse andre musikprojekter rundt omkring i verden.

101’s tekstunivers har lidt af det hele: blod, pistoler, whisky, store biler, fancy hoteller, smukke piger og superstars. Vi får alt fra den fiktive historie om et skuddrama på et hotel til en stemningsrapport fra en tourbus over en række mere traditionelle kærlighedshistorier. Albummet afsluttes med et spoken word-nummer a la Laurie Anderson, hvor der som i en science fiction-film med en tikkende bombe bliver talt ned fra 101 til 1.

Musikalsk er der stor stilmæssig variation og dynamisk afveksling. Pladen skydes i gang med den fremadpulserende og energiske “My Name Is Trouble”. Her danser Keren Ann med sin nærmest Kate Bush-agtige vokal let og elegant hen over det synth- og bastunge arrangement. Smukke drømmende og sfæriske kærlighedsballader som “Run With You” og “Strange Weather” indfanger lytteren momentvis. “You Were on Fire” væver med filmisk storslåethed lytteren ind i et James Bond-lignende univers, og i numre som “Sugar Mama” og “Blood on My Hands” er der dømt humoristisk kitsch og action a la Tarantino.

101 mangler ingenting, når det kommer til kreativitet, nytænkende sangskrivning og anderledes arrangementer. Keren Ann leger med stilarter og udfordrer musikkens former. Albummet hænger sammen takket være hendes lyse, luftige og samtidige fyldige stemme, som står centralt i lydbilledet og på den måde trækker en rød tråd gennem albummet.

Albummet er alsidigt og på mange måder overraskende, men det holder desværre ikke i længden. Jeg var overrasket, underholdt og delvist berørt efter første gennemlytning. Efter flere gennemlytninger blev de først så iørefaldende melodier til trivialiteter, de sfæriske og effektfyldte arrangementer afslørede sig selv som fyld på nogle knapt så stærke kompositioner og tekster, og den stilmæssige afveksling slørede pludselig pladens sammenhængskraft, som til sidst kun byggede på Keren Anns vokal.

Alsidigheden er pladens styrke, men også svaghed. De mange udtryk, associationer og referencer, der er at finde i musikken, afspejler sikkert Keren Anns liv som nomade på rejse mellem mange kulturer, kreative udtryk og musikalske stilarter. At projektet er opstået i ledige øjeblikke, kan måske være en årsag til, at albummet fremstår en smule overfladisk.

På mange måder minder 101 mig om den gode søndagsfilm. Den må helst ikke stille for høje krav til dit intellektuelle engagement. Den skal være fyldt med action, drama og kærlighed. Den skal kunne få dig til at grine, momentvis bevæge dig, få dig op på mærkerne og overraske dig. Men vigtigst af alt skal den kunne underholde dig, når du bare trænger til at slappe af. Keren Anns sjette album rummer lidt for enhver smag. Som den gode søndagsfilm holder den din opmærksomhed fanget i øjeblikket. Dagen efter er den glemt.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Trine Jørck

 

Biografi:

På min musikalske rejse har jeg rejst milevidt. Som 2-årig spankulerede jeg rundt i min ble og sang opera, mere specifikt Carmen. Med en opvækst i et hjem med alle de gode gamle klassikere og mere til fejler min musikalske opdragelse ingenting. Der var alt fra Bob Dylan, Neil Young, Led Zeppelin og Jimi Hendrix til David Bowie, Velvet Underground, Leonard Cohen og Paul Simon, fra Nina Simone, Billie Holliday, Jan Johanson og NHØP til Wagner, Beethoven og Vivaldi.

Mit teenageoprør bestod i at vende "den gode" musik ryggen, og kaste mig hovedkulds ud i boyband-sfæren med navne som E17, Take That og Backstreet Boys. Efter i et par år at have købt alle cd'er, bøger, klistermærker og flag og have tapetseret mine vægge med plakater fra Mix, Vi Unge og det tyske Popcorn stødte jeg på Björk. Hun revolutionerede min verden. Hendes måde at sammenkoble så mange musikalske stilarter, æstetiske udtryk og kløgtige tekster med en enormt ekspressiv vokal imponerede mig og imponerer mig til stadighed.

Som en lille skytsengel sidder Björk i mit baghoved. Selvom min musikalske rejse for en stund har ført mig tilbage til rødderne, hvisker hun mig i øret, at god musik ikke er et spørgsmål om stilarter og genrer, men et eller andet andet. Hvad det er, som gør god musik god, er svært at sige, men det er mit mål med dette anmelderi at forsøge at komme det nærmere.

Skriv et svar

boeger