Nyheder

Kom til Præ Start! Festival på Ideal Bar

Skrevet af Mattias Smidt

Kristi Himmelfartsdag lægger Ideal Bar i København scene til en håndfuld af de bands, der senere i juni optræder på Start! Festival.

VEGA og Start! Festival sætter ved et gratisarrangement den 2. juni på Ideal Bar fokus på nogle af de elektroniske acts, som spiller på dette års Start! festival, der løber af stablen den 16. – 18. juni.

Der er lagt op til en spændende aften, hvor den elektroniske genre spændes vidt ud i selskab med Illuminate, Panamah, Pink Marines, og Rangleklods.

Københavnske Illuminate er en electropop-duo bestående af Bo Karlsson fra Joycehotel og sangerinden Ea Philippa. Illuminate har resulteret i et genreskift og et nyt udtryk for dem begge. Stilen er cool, opløftende elektropop med kant, sunget med attitude og inderlighed.

Hos Panamah er tonen kølig, kontrolleret og eksperimenterende, men samtidig melodisk, fængende og nærværende. Bandet består af DJ og producer Anders Christensen, der er hovedarkitekten bag bandets sound, guitaristen Peter Lützen, hvis analoge tilgang til musikken fastholder nærværet i Panamahs univers, samt sangerinden Amalie Stender, hvis luftige vokal tildeler de elektroniske kompositioner en sfærisk tone.

Pink Marines spiller electropop fuld af charme, flabet kant og ørehængere. Hansen styrer de testosteron-spækkede maskiner, og Dragut forfører med sin sang. Energien er smittende, og netop nu er de aktuelle på P3 med både “Too Many Cunts on the Dancefloor” og “Fat Sucking Vampire”. Sange, der både går efter hjertet, hjernen og benene.

Druk, sex og tyverier: MØ leverer et råt, kompromisløst billede af en ung piges liv i overhalingsbanen. Med forkærlighed for 80’er hiphop og club bangers, en fascination af stærke kvindelige forbilleder som M.I.A. og Karen O samt tekster, der ville få Mike Skinner til at rødme, er MØ af det stof, som stjerner er gjort af. MØ leverer soundtracket til den dekadente nat, og hun befinder sig bedst derude, hvor sanserne er slørede, bassen dunker i mellemgulvet, og kødets begær for længst har indtruffet sig.

Snart pladeaktuelle Rangleklods byder på et øjeblikkeligt dragende elektronisk univers, der er melodisk, eksperimenterende og overraskende. Rangleklods tilfører med sin dybe vokal og brug af akustiske instrumenter og analogt gear sine danseopfordrende kompositioner tyngde. Inspirationskilderne er lige fra Beach Boys og The Doors til James Holden og The Field.

Deltag i debat