Plader

Low: C’mon

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Low leverer efter en længere udgivelsestørke en velproduceret og karakteristisk blanding af slowcore og drømmepop, der i øjeblikke fremstår relevant og insisterende, men primært er et kedsommeligt bekendtskab.

De fleste mennesker kender til glæden ved at lugte til deres egne prutter. Det er en genkendelsens glæde over mødet med ens egen kropslighed, og en gentagelsens lyksalighed, der hensætter en til en beroliget tilstand, hvor alting bliver let og ligegyldigt, og dynens vægt synes her at stige eksponentielt med indsnusningen af disse drømmepop-prutter. Sådan fungerer denne plade ikke. Den er desværre oplevelsen af nogle andre, der nyder denne indsnusning. Sagt på jysk: Pladen er en dovenlars, der æ’ gi’jer lav’ dagens gerning.

C’mon angives resignationen og fryden over samme på en måde allerede i albumtitlen. Den spirende politiske stillingtagen, der prægede deres forgående album, Drums and Guns (2007), er væk og er blevet erstattet af en oppustet gang jam-værk. Der danses om den varme grød, som får lov at trække smag fra en ligegyldig sten i en ligegyldig jerngryde.

Kan Low så redde nogle point hjem med deres tekster? Næh, de trækker også nedad. Der nås usete højder inden for selvsmagende patos, måske mest i deres selvretfærdighed og i gentagelsen af den. Det er gentagelsen af sætninger som »My love is for free,« »Oh Nigthingale, don’t cry« og »I’m nothing but heart,« der fremstår hjælpeløse og ligegyldige.

Eller hvad? Hvad er det, der alligevel gør dette til en udmærket plade, alt taget i betragtning? Det er de øjeblikke, hvor der ikke er tale om gentagelse, men om insisteren. Numre som ” You See Everything”, ”Especially Me” og ”$20” fungerer som rigtig lækker drømmepop i et nedtonet leje.

Titlen C’mon fremstår derfor både som en tom og mildt ironisk gestus set i mine øjne. Pladen hverken ankommer som en kæk skødehund eller vågner op til dåd, men vælger i stedet at tage en morfar midt på eftermiddagen i samtlige, lp-egnede 45 minutter. Albummet er sammen med de seneste tre albumudspil udkommet på det legendariske selskab Sub Pop. Selskabet har siden grungefeberen i 90’erne markeret sig med udgivelser af bands som Soundgarden og The Jesus and Mary Chain, og nu huser det en ordentlig besætning af de skønneste amerikanske indiebands. Med Lows udgivelser har de også gjort sig bemærket med modsætningen til grungen i stilen og attituden slowcore. C’mon er i den grad slowcore. Det må ikke gå særlig hurtigt, og det føles, som om det langsomme tempo og de behagelige og beroligende akkorder, akkordskift og instrumenteringer er bragt i verden for at fungere som medicin til folk, der mangler pauser til at få kompenseret for manglende eksistentialistisk fordybning.

Den pause og beroligelse oplever jeg kun i få øjeblikke på pladen. Primært keder jeg mig, og hvor det er værst, synes jeg både, det er plat og irriterende. Jeg kunne rigtig godt lide Lows album Things We Lost in the Fire (2001) og er derfor skuffet over, at dynamikken og de lange gentagelser ikke skaber meget andet end irritationsmomenter og uforløste frustrationer. Som en anden Rasmus Modsat tillader jeg mit at sige: »Come on! Det der har I gjort bedre. Løft nu dynen, åbn vinduet, og få den em af fjært opløst.«

★★★☆☆☆

3 kommentarer

  • En ting er at jeg er uenig i anmelderens dom, men lad det ligge for nu.
    Sagen er, at anmelderen formår at lave den måske mest uelegante indledning på en anmeldelse, jeg nogensinde har læst! En ting er at tage udgangspunkt i prutter (hvor gammel er anmelderen?), noget andet at skrive himmelstræbende absurd vrøvl om “dynens vægt”, der “stiger eksponentielt med indsnusningen af diverse drømmepop-prutter”!!
    Vi har altså her at gøre med en sikker kandidat til årets ikke alene mest absurde (og mageløst ikke-informative) præmis, men tilmed den værst udførte sætning i dansksproget kulturkritik anno 2011!
    Tillykke med den bedrift, hr. Riiskjær! (Du kan jo endnu nå at snuppe prisen for næsen af dig selv, selvom det ville kræve en systematisk udfoldelse af dit talent, der overgår i hvert fald denne signaturs forestillingsevne)
    Men her stopper det ikke: for nej, det med den eksponentielt stigende vægt af en dyne har IKKE noget med anmelderobjektet at gøre, bliver læseren så bekendtgjort. Næh nej, for pladen er nemlig en “dovenlars”, der taler et sært jysk!!???

    Her kan min ellers velvilligt indstillede hjerne ikke tage mere. Jeg giver op!

    Denne anmeldelse er et godt udklip til scrapbogen. Den må kunne benyttes i fremtidige undervisningssituationer (a la: “Sådan skal man ikke gribe en tekst an”)

    Jeg applauderer: Jeg kan næsten ikke vente med at læse hr. riiskjærs næste sproglige “uddunstninger”…

  • Helt uenig, pladen er nærmest et katalog over alt godt fra Low gennem deres karriere. Klassiske Low-dyder.

Deltag i debat