Nyheder

Lyt til nyt Zomby- og Panda Bear-samarbejde

Skrevet af Mia Ravn Bach

Zomby og Panda Bear har lavet et nyt samarbejde på Zombys nye plade, Dedication, der udkommer 12. juli. Lyt til det nye nummer her på Undertoner.

Måske var der nogle, der blev overraskede, da den mystiske engelske dubstep-producer Zomby blev signet af pladeselskabet 4AD tidligere på året.

Et nyt samarbejde med Animal Collectives Panda Bear afklarer dog måske for de fleste, hvorfor netop Zombys nye plade, Dedication, ikke må forbigås, når den udkommer 12. juli.

Det nye nummer, “Things Fall Apart”, er nemlig en hvirvlende beat-fest med masser af oscillerende synth, hvorefter Panda Bear tilføjer en vokal, som gør nummeret en smule mere blødt og formbart. Efter at have lyttet “Things Fall Apart” igennem nogle gange kan man kun håbe på, at Zomby og Panda Bear igen på et tidspunkt vil slå pjalterne sammen og brygge videre på dette allerede meget interessante samarbejde.

Lyt selv til den nye single via Soundcloud.

1 kommentar

Deltag i debat