Nyheder

Maj-koncerter: Smaragder, 31 sange, bande-dans, gospel, Spot og filmmusik

Skrevet af Camilla Grausen

Majs koncertprogram er i fuld gang, og du skal da ud og høre noget musik!

Anden halvdel af maj byder på mange koncerter, der er værd at skrive hjem om. Man kan jo starte i denne weekend, hvor litteraturfestivalen Cph:Litt er i fuld gang, bl.a. i Huset i Magstræde, hvor der også foregår en række specielle koncerter, hvor litteratur møder musik. Hør bl.a. Soma Alpass, Stemmejernet, Claus Hempler og Mikkel modulerer Marius. Se mere om festivalens koncerter her.

Jenny Wilson kan denne maj opleves i København og på Spot i Århus. Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Maj er også måneden, hvor Emeralds fra Cleveland kommer til landet. Bandet har en lang række udgivelser bag sig, men nåede først et større publikum sidste år, da deres album Does It Look Like I’m Here fik en flot karakter hos Pitchfork og gode placeringer på diverse andre store musiksites’ årslister. Så hypen er begyndt at boble omkring bandet og deres meditative ambient skabt med synthesizere og guitarer. Drøm dig ind i Emeralds’ lydlandskaber på Loppen søndag den 15. eller på Musikcaféen i Århus mandag den 16. maj.

Michael Møller, solokunstner og forsanger i Moi Caprice, er i gang med et ambitiøst projekt: Hver dag i maj udgiver han en ny sang til gratis download – altså 31 i alt. Alle om temaet ugengældt kærlighed. Som en del af projektet giver han en række koncerter, bl.a. på kunstmuseer og hver mandag i Huset i Magstræde, hvor han præsenterer den forgangne uges sange, dvs. den 16., 23. og 30. Der er koncerter måneden ud, og afslutningen bliver den 1. juni på københavnske Charlottenborg, hvor han spiller alle 31 sange. Download Møllers sange og se flere datoer på hans til lejligheden oprettede hjemmeside: A Month of Unrequited Love.

Hvis du ikke er til koncert med Michael Møller mandag den 23. maj, er det måske, fordi du hellere vil i Lille Vega og høre Gang Gang Dance. Bandet fra New York er kendt for deres eksperimenterende, delvis elektroniske indiepop og for at være blevet signet på det velrenommerede britiske pladeselskab 4AD. I mandags udgav de deres første album på selskabet med titlen Eye Contact. Her fortsætter de deres musikalske eksperimenter og flirter med asiatiske og mellemøstlige poptraditioner.

Hos svenske Jenny Wilson er det nærmere de amerikanske poptraditioner, der udforskes i form af r’n’b og gospel. Sidste år slog hun sig sammen med det funky Tensta Gospel Choir og gav en række koncerter, hvor hendes numre fra albummet Hardships! blev forenet med seksmandskorets lyd – det kom der bl.a. en række virkeligt vellykkede og glædesfremkaldende koncerter ud af – som da Undertoner hørte hende og bandet i Malmø. Koncerterne mundede ud i albummet Blazing, og nu turnerer Wilson og Tenstra Gospel Choir igen. Oplev dem i Store Vega torsdag den 26. maj eller…

… fredag den 27. maj i Århus – her optræder Jenny Wilson & co. nemlig på årets Spot Festival. I år løber den succesfulde festival for både branchefolk og musikfans af stablen den 27. og 28. maj. Det foregår på diverse spillesteder i Århus. Ud over Wilson er navnene i år bl.a. Oh Land, Fallulah, Vinnie Who, Figurines, jj, The New Spring, Nisennenmondai og mange flere. Læs mere om Spots koncerter og seminarer på deres hjemmeside.

Lørdag den 28. åbner DR og Stella Polaris dørene i Koncerthuset for en speciel koncert med den japanske filmkomponist Ryuichi Sakamoto og den tyske elektroniske pioner Carsten Nicolai alias alva.noto. Sammen har de netop udgivet albummet Summvs, som nu markeres med en verdensturné, hvoraf denne koncert er den eneste i Skandinavien. Det bliver også en visuel oplevelse, ikke kun pga. den smukke koncertsal, men også pga. en 15 meter lang LED-skærm, som de to medbringer. alva.noto så vi sidst i København, hvor han optrådte til en anden speciel koncert – nemlig sammen med Blixa Bargeld i Marmorkirken.

Du kan som altid se flere anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Deltag i debat