Plader

Michael Møller: A Month of Unrequited Love

Hver dag i maj lægger Michael Møller en sang ud til fri download. De handler om ugengældt kærlighed og danner tilsammen en 31 numre lang musikkalender. Undertoner har kigget nærmere på stikprøver fra den følelsesmæssige rutsjetur.

A Month of Unrequited Love er ikke så meget Michael Møllers plade, som det er hans projekt. Hver dag i maj uploades et nummer på hjemmesiden af samme navn. Nummeret kan så hentes på dagen, og derefter kan det streames. Når projektet er afsluttet, vil numrene blive tilgængelige på Itunes. Dette resulterer i sidste ende i en 31 numre lang musikkalender om ulykkelig kærlighed, der er en medrivende følelsesmæssig rutsjetur.

På mit skrivebord ligger en skive fra pladeselskabet. En skive med ni af de 31 numre, og det er ud fra de ni numre, jeg begiver mig på opdagelse i det ambitiøse musikprojekt, der i skrivende stund er godt halvvejs fuldendt.

Først og fremmest er numrenes kvalitet overraskende god – både hvis man ser på produktionen, og hvis man ser på numrenes musikalske indhold. Det er ikke små akustiske bidder optaget i al hast, som man ellers kunne frygte, når der skal leveres et nummer om dagen 31 dage i træk. Og på trods af en tematisk sammenhæng varierer numrene både i tempo, arrangement og udtryk. “Where the Wind Blows” er 5. majs lette folkpop-melodi, der hverken drukner i den melankoli og depression, som ulykkelig kærlighed ellers ofte bringer op i kunstnere (og alle os andre, for den sags skyld). Dermed ikke sagt at der ikke er plads til mørket, for allerede to dage efter rammer “The Death of Love” os, og positivismen ramler til fordel for tomheden. Alt sammen udført troværdigt og til tider decideret smukt.

13. maj beskriver Møller så enkelt det, som mange har erfaret, det svært at sige til en ven. De simple ord er også nummerets titel: “The Light Has Been Missing in Your Eyes”. Et nummer, hvis vokal bringer tankerne hen på Steen Jørgensen og Nick Cave, der begge mestrer den melodiøse, tilbagelænede dysterhed, som giver hvert et ord fylde og betydning. Selvom strygerens klagesang til tider bliver lidt plat, fungerer dens rolle som tragisk følelsesudtrykker stadig.

Tempoet stiger atter 17. maj, hvor det lette popnummer “As You Walk Away” anslår stemningen for dagen. Et nummer, der med sin enkle opbygning, fængende melodi og bløde vokal udviser samme sind, som f.eks. Travis har haft stor succes med at portrættere. Det er nok ikke videre tankevækkende, men det er noget så simpelt, behageligt og afslappende at lytte til.

“A Sermon at its End” er med sine godt syv minutter det længste nummer af de udvalgte. Samtidig er det det nummer, der beror mest på sin instrumentalside. Gennem guitarspil og et kor at blæsere skaber nummeret i samspil med den flydende vokal en dynamik, der aldrig bliver for meget, men hele tiden holder lytteren på spidsen. En melankolsk folkhymne i samme stil som den, danske Cody har stor succes med.

Budskabet tager en drejning 23. maj med “A Deadly Mark”s indledende linjer: »If you come over / bring a gun / ’cause I don’t want you to live anymore / if you come over / walk right in / but you won’t go out that door / If I killed you / If you left your life / would you also leave my mind?« Man kan kun gætte på, hvorvidt projektet har skelet til den klassiske Kübler-Ross-model, hvor vreden nu skal komme til udtryk, men i alle tilfælde er det klart, at der ikke blot er tale om 31 selvmedlidenhedssange.

A Month of Unrequited Love er sange, der undersøger mange aspekter af den følelse, de fleste kender, og de færreste ønsker. Men på grund af sine alsidige skildringer og varierede indgangsvinkler bliver det en interessant og givende oplevelse. Om alle 31 numre skaber en større helhed, skal jeg ikke kunne sige, men det er heller ikke så vigtigt, for numrene har rigelig med værdi i sig selv.

Du kan stadig nå at downloade sangene fra den sidste del af projektet på A Month of Unrequited Loves hjemmeside.

★★★★★☆

3 kommentarer

  • Hej! undskyld jeg forstår ikke, har du hørt alle 31 numre?
    Eller har du hørt 9 ud af de 31 som du skriver om i starten?

  • Jeg har hørt dem der var udgivet på skrivende tidspunkt (det vil sige en halv uges tid siden), samt dem pladeselskabet har fremsendt. Jeg havde ikke adgang til hvad der kommer mellem d. 17 – 31. maj, andet end det pladeselskabet selv leverede. Når det så er sagt, så tager jeg udgangspunkt i de 9 sange jeg nævner.

  • […] Undertoner: ” “Where the Wind Blows” er 5. majs lette folkpop-melodi (…) allerede to dage efter rammer “The Death of Love” os, og positivismen ramler til fordel for tomheden. (…) Tempoet stiger atter 17. maj, hvor det lette popnummer “As You Walk Away” anslår stemningen for dagen. (…) på grund af sine alsidige skildringer og varierede indgangsvinkler bliver det en interessant og givende oplevelse” […]

Leave a Reply