Plader

Mick Harvey: Sketches from the Book of the Dead

Skrevet af Trine Jørck

Australske Mick Harvey hylder afdøde personer fra sit liv og fortæller de historier, som aldrig nåede at blive fortalt. Albummet illustrerer på flere niveauer, hvordan det uforløste kan være af stor værdi.

Mick Harvey er australsk sanger, multiinstrumentalist og sangskriver. Efter mange års medvirken i Nick Cave & the Bad Seeds er musikeren med albummet Sketches from the Book of the Dead for første gang gået sin egen vej og har skabt et album, som på flere planer formidler det uforløste.

Sketches from the Book of the Dead fortæller på smuk og dragende vis de dødes fortællinger. Albummet er en samling af historier om de drømme og ambitioner, som aldrig blev udlevet, fordi drømmenes ejermænd døde før tid. Med et melankolsk tilbageblik mindes vi ikke alene Harveys afdøde slægtninge og venner, men bliver også gjort opmærksom på det følelsesmæssige potentiale, som ligger i fortiden og særligt i det uafsluttede. Med sætninger som »The bells never rang / all the songs that you never sang / like the ghosts on the end of their beds / or just an emptiness unspoken« formidler Mick Harvey på den ene side den ubærlige sorg og ærgrelse, som man kan føle over potentialer, som aldrig nåede at blive udfoldet. På den anden side viser han os, at disse uforløste potentialer indeholder en intens energi, som lever videre i efterkommerne og stadig via dem har en mulighed for at blive foldet ud.

Musikalsk set bevæger Harvey sig rundt i den lidt skæve rock- og folkgenre. Som blandt andre Nick Cave og Tom Waits besidder australieren evnen til at skabe stemningsopbyggende, uhyggelige, skæve og filmiske universer. De vibrerende, rungende guitarriff giver uendelig genklang gennem hele pladen. Albummets startnummer “October Boy” slår fra første tone stilen an. Nummeret er sumpende og stillestående og holder dig fast i kviksandet, og på den anden side løfter det dig langt ud i atmosfæren med de mange luftige og rungende effekter. Mick Harvey viser med musikken, hvordan fortiden på en gang holder en fast og lever videre med en og strækker sig ud i fremtiden. Albummet er således denne lidt flydende størrelse, hvor effekterne får sangene til at smelte ind i hinanden. En underliggende intensitet og energi ligger og syder og bobler under sangenes overflade og kommer særligt til udtryk på et nummer som “The Bells Never Rang”. Med et rungende lydbillede har man hele tiden fornemmelsen af, at noget vil ske, men det gør der aldrig rigtigt. Selv på slutnummeret, “The Famous Last Words”, som ellers bryder stilen med en noget mere beskidt og rocket lyd, eksploderer det aldrig. “The Famous Last Words” sætter aldrig rigtig punktum, men lader albummet klinge både tilbage, nu og frem.

Musikken, teksterne og oplevelsespotentialet på Harveys album er uforløste størrelser. Det er et album, som er svært tilgængeligt, hvis man ønsker at få noget bestemt ud af det. Sketches from the Book of the Dead er et album, som – lidt som de historier, det formidler – vokser med en, hvis man lader det. Pointen med albummet er, at folk – såvel som deres historier – aldrig dør, men lever videre i en, hvis man lader dem. Netop fordi der ingen slutning er, kan man blive ved med at bygge videre på det, se nye aspekter, bliver rørt på nye måder. Albummet er uforløst. Deri ligger værdien.

★★★★½☆

Om skribenten

Trine Jørck

 

Biografi:

På min musikalske rejse har jeg rejst milevidt. Som 2-årig spankulerede jeg rundt i min ble og sang opera, mere specifikt Carmen. Med en opvækst i et hjem med alle de gode gamle klassikere og mere til fejler min musikalske opdragelse ingenting. Der var alt fra Bob Dylan, Neil Young, Led Zeppelin og Jimi Hendrix til David Bowie, Velvet Underground, Leonard Cohen og Paul Simon, fra Nina Simone, Billie Holliday, Jan Johanson og NHØP til Wagner, Beethoven og Vivaldi.

Mit teenageoprør bestod i at vende "den gode" musik ryggen, og kaste mig hovedkulds ud i boyband-sfæren med navne som E17, Take That og Backstreet Boys. Efter i et par år at have købt alle cd'er, bøger, klistermærker og flag og have tapetseret mine vægge med plakater fra Mix, Vi Unge og det tyske Popcorn stødte jeg på Björk. Hun revolutionerede min verden. Hendes måde at sammenkoble så mange musikalske stilarter, æstetiske udtryk og kløgtige tekster med en enormt ekspressiv vokal imponerede mig og imponerer mig til stadighed.

Som en lille skytsengel sidder Björk i mit baghoved. Selvom min musikalske rejse for en stund har ført mig tilbage til rødderne, hvisker hun mig i øret, at god musik ikke er et spørgsmål om stilarter og genrer, men et eller andet andet. Hvad det er, som gør god musik god, er svært at sige, men det er mit mål med dette anmelderi at forsøge at komme det nærmere.

Skriv et svar