Plader

Montreal on Fire: Anima Mvndi

Skrevet af Klaus Thodsen

Fra det fransktalende Quebec i Canada giver Montreal on Fire deres bud på letfordøjelig og letforglemmelig indierock.

Af og til sker det, at en eller anden situation, der umiddelbart forekommer os ligegyldig, prenter sig ind i hukommelsen. Situationer, der intet specielt eller spændende var ved, men som vi alligevel husker, som var det i går. Samtidig er der også ufatteligt mange ting, som vi fuldstændig fortrænger. Ikke fordi de var kedelige eller traumatiserende, men ganske enkelt fordi de bare forsvinder. Montreal on Fire består af fire fyre fra det ligeledes let forglemmelige Canada. Et land, der nok er bedst kendt for, at vi alle sammen tror, at dets kendisser er amerikanere. Måske skyldes det, at Canada simpelthen ikke vækker vores interesse. Jeg kan personligt nævne tre-fire byer. Jeg tror, at landet er fyldt med bjørne og bjerge, og jeg ved, at de snakker fransk i Quebec. That’s it.

Har alt dette overhovedet noget at gøre med Montreal on Fire, sidder du og tænker. Og ja, det har det, og det kommer vi til nu: De fire canadiske drenge forsyner os nemlig med en ganske tilforladelig omgang indierock, der imidlertid også er let at glemme. Anima Mvndi oversættes løst til ‘verdens sjæl’, og heri ligger måske noget af det drømmende udtryk, man finder flere steder på denne plade. De let støvede og dystre guitarer lægger grunden til en stor del af lydbilledet, som Adrien Broués lyse vokal kun sjældent er hævet over. Hans lead-guitar indtager derimod rollen som den ubestridt mest markante skikkelse i samtlige 10 sange. Vokalen spiller i den grad andenviolin, og kun de simple slag på trommerne formår for alvor at trænge regelmæssigt igennem guitarens lydmur.

Vi skal faktisk seks numre ind, før der begynder at ske noget spændende. I “From Dawn to Noon” kommer der endelig dybde i musikken, trommer og sågar bas rykkes frem, og den allestedsnærværende guitar trækker sig en smule tilbage. Fra denne lidt mere skjulte position leverer den til gengæld flere gange små gentagelser af pladens charmerende åbningsmelodi. From “Dawn to Noon” er samtidig også den sang, hvor vokal, backing og kor fungerer bedst, både sammen og hver for sig.

Højdepunktet på Anima Mvndi kan der dog ikke herske meget tvivl om: nemlig det afsluttende “I Was Born Again Tonight”. Det lever om noget op til selve definitionen af shoegazing med stillestående og øreflænsende guitarer, der næsten overdøver vokalen. Alt sammen båret af den mest simple orgelmelodi, der alene på scenen afslutter nummeret på smukkeste vis. “I Was Born Again Tonight” er virkelig det eneste nummer, der redder pladen fra at ende i glemmebogen.

Ganske vist er der den slags klare lyspunkter undervejs på Anima Mvndi, men der er langt imellem. Rent melodimæssigt er det hele meget nydeligt, men frem til det sidste af de 10 numre leder man som lytter med lys og lygte efter noget, der gør indtryk. Noget fantasifuldt – eller i det mindste bare noget anderledes. Hverken Broués lidt skingre vokal eller backingen fremstår på noget tidspunkt rigtig overbevisende. Det er fristende at tænke, at de netop derfor sjældent er fremhævet over selve musikken. Dette kommer særligt til udtryk i det sidste minut af det ellers glimrende “Sad Dreams on Cold Morning”. Her mislykkes den afsluttende manøvre, hvor koret med lyse mandestemmer leverer en nærmest pinagtig afslutning på et ellers veludført nummer. Det er på en måde meget forudsigeligt, at netop denne afslutning, som er et af de eneste punkter, hvor kvartetten tænker uden for boksen, gentages med stor præcision i det efterfølgende nummer.

Anima Mvndi giver mig mere end noget andet en dybfølt trang til noget mere meningsfyldt, end pladen selv kan byde på. Der er noget utilfredsstillende ved at gå ind til noget uden forventninger og alligevel stå lidt skuffet tilbage. Kort og godt er der bare ikke noget videre spændende eller interessevækkende ved Anima Mvndi.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat