Koncerter

Moon Duo, 10.05.11, Loppen, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Måneduoens besøg på Loppen gav de besøgende ensformig musik og fraværende bandmedlemmer i en koncert, der manglede liv og variation.

Fotos: Tania Gibson

Koncerten med Wooden Shjips på sidste års Roskilde Festival stod for mit vedkommende som værende årets bedste. Og jeg blevet glædeligt overrasket, da jeg senere hen fandt ud af, at forsanger/guitarist Eric “Ripley” Johnson samtidig havde gang i et andet projekt: Moon Duo, der involverede samme “Ripley” Johnson i samme roller som i Wooden Shjips og så Sanae Yamada på keyboard/synthesizer. Albummæssigt var forskellen på de to bands nærmest ikke-eksisterende. Jovist, så var der gjort mere plads til keyboard på bekostning af de mere rockede elementer i Wooden Shjips; men den minimalistiske linje var stadig udgangspunkt for begge bands. Om forskellen også var så lille i liveformat, var jeg derfor taget til Loppen for at finde ud af.

For at sætte liv i det publikum, der før koncertens start talte hele 0 personer, varmede den tyrkiske pige-duo Kim Ki O op. Hele den affære kunne allerbedst beskrives som en blanding mellem noget, jeg ikke helt kunne sætte finger på og så noget andet, jeg heller ikke kunne sætte finger på. Vi fik en god portion af det hele: 80’er-melodier fra henholdsvis trommemaskine, synthesizer og bas, Björk-inspireret mysticisme og en til tider animé-agtig vokal alt sammen i det minimalistiske, syrede lydbillede, der på forhånd også ville præge aftenens hovednavn.

Med det samme stod én ting i hvert fald klart: Koncerten i aften ville, på nær det musikalske, på ingen måde blive som den for 10 måneder siden på Roskilde Dyrskueplads. Med et psykedelisk tapet, der ikke var set smukkere siden Spids Nøgenhat-sangen af samme navn, som baggrund, fik vi indledningsvis “In the Trees” fra det forrige album Escape. Og foruden den, “Motorcycle, I Love You” fra samme album samt “Run Around” fra det seneste album Mazes, kunne jeg ikke umiddelbart sætte navne på andre sange. Og når det kom til stykket, så var jeg også ligeglad set i forhold til den maniske perfektionisme, som jeg normalt har vedrørende sætlister. For når man spiller så ensformigt (uden at dette skal ses som værende et negativt element), så betyder det ikke det helt store, om man spiller fem eller 15 numre. Egentlig så bestod duoens sætliste af syv-otte psykedelisk rockende numre på lidt over en time, hvoraf det blev til ét ekstranummer.

Ripleys meditative vokal lå hele tiden godt gemt bag musikken, der konstant skiftedes til at overdøve hinanden i et noget rodet lydbillede, og fungerede som et dejligt afvekslende middel mod monotonien i aftenens koncert. Og med den simple og uforanderlige indgangsvinkel til musikken som Moon Duo nu engang besidder, så bliver det svært at skabe en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. Desuden formåede hverken Ripley eller Yamada at komme ud over scenen – vi fik højst fem sætninger i løbet af koncerten, hvoraf fire af dem var: »Thank you for coming here tonight.« I det tilfælde kunne man godt ønske sig mindre afstand, for ellers føltes det bare, som hvis man havde smidt en plade på derhjemme.

De omkring 100 besøgende, der overværede aftenens koncert, fik, hvad man kunne forvente, simplicitet og monotoni serveret som rockmusik med minimal publikumsinteraktivitet. Og det er så en smagssag hvorvidt det fungerer positivt eller negativt. Men som koncertelement er det en pine, når de optrædende, groft beskrevet, lige så godt kunne være et enkelt nummer, der kører i loop over spillestedets eget anlæg som baggrundsmusik.

★★★½☆☆

Deltag i debat